Kære T 

Hvor er du sej, at du har kæmpet dig igennem den her svære perioder, og at  du nu kan mærke at du begynder at blive glad igen. Det er så godt gået. 

Jeg kan godt forstå at du bliver rigtig ked af de her vejninger. Jeg kan godt forstå hvis det får dig til at føle at du bliver holdt fast i at være syg, og det er svært og grænseoverskridende, når du selv synes, at du har lagt de her udfordringer bag dig. 

Det er tydeligt at du er et helt andet sted i dit liv, end for et halvt år siden. Og det er ganske enkelt fantastisk. Når du fortæller om din indlæggelse, kan jeg forestille mig at din mor stadig er helt vildt bekymret for, hvordan du har det. Når ens barn har det så svært at indlæggelse er nødvendigt, kan man som forældre godt blive så bange, at det er meget svært at ryste bekymringerne af sig. Så selv om det er helt tydeligt for dig, at du har de virkelig godt nu, så kan jeg forestille mig at din mor stadig er rigtig bange for om du er helt okay, og om du får det dårligt igen. 

Jeg kan sagtens forstå dig, og jeg kan også godt forstå din mors bekymring. Jeg tænker faktisk at det du oplever er helt normalt og naturligt. Jeg tænker at de fleste unge, der har kæmpet med en spiseforstyrrelse, vil kunne genkende det her med forældre der har svært ved at slippe bekymringerne og kontrollen, selvom det går bedre. 

Jeg tror I er nødt til at få en snak om hvad der skal til, for at din mor føler sig tryg ved at du ikke pludseligt får det dårligt igen, samtidig med at du kan leve dit liv uden at føle dig som den syge, og uden helt så meget kontrol. Jeg ved godt at det er virkelig svært. Når jeg læser dit brev er det tydeligt, at du har det meget bedre, og at du er på vej videre i dit liv. Og jeg er slet ikke i tvivl om at det er rigtigt. Samtidig er jeg også sikker på at din mors bekymring er midst lige så ægte og også helt naturlig. Så jeg tænker I har brug for at få talt sammen på en måde, der ikke kun handler om at den anden skal forstå, men i lige så høj grad, prøve at forstå hinanden. Og hvordan gør man så det?  

Hvad ville der ske, hvis du siger til din mor at hendes kontrol, får dig til at føle at hun fastholder dig i rollen som den syge. Men at du samtidig forklarer at du godt kan forstå, hvis hun er bekymret, og at du gerne vil finde en eller anden måde, hvor der bliver lidt mindre kontrol, men at du accepterer at hun ikke bare kan give helt slip. Hvis det skal lykkes, tænker jeg du er nødt til at acceptere, din mors bekymring, og at hun vil have behov for at følge det her i noget tid. Det skal bare være på en måde, så du har mere plads til at være glade dig. 

Når nu du har været indlagt, tænker jeg at I har, eller har haft, nogle professionelle omkring jer, der måske kan hjælpe med sådan en snak? En anden mulighed kunne være at kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, som også har masser af tilbud om hjælp til familier der er, eller har været ramt af spiseforstyrrelser. Jeg ved at din situation er helt almindelig, så jeg er sikker på at både du og din mor, kan finde hjælp til at finde lidt bedre balance i jeres forhold. Så din mor kan føle sig tryg ved at du fortsat får det bedre og bedre, samtidig med at du føler dig mere fri til at være den glade og positive pige du føler dig som nu, frem for den syge. Helt ligesom du er lykkes med at kæmpe dig op i vægt, og finde glæden igen, så er jeg sikker på, at du også kan lykkes med at finde en god løsning med din mor. 

Selv om jeg måske ikke kan give dig en helt enkel løsning, så håber jeg du kan bruge mine tanker,  

Mange hilsner Tanja