kan vi finde sammen igen?

brevkassespørgsmål

kan vi finde sammen igen?

brevkassespørgsmål af
Sarah
18 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Jeg er en pige på 18 år som er utrolig ked af det… Min kæreste slog op med mig for en måned siden. Vi havde det rigtig godt sammen, men ex kæreste føler at mine forældre ikke kan acceptere ham, som den han er.

 

Mig og min ekskæreste havde været sammen i 3 år, og det var helt vildt dejligt indtil min far sagde, at hvis vi skulle være hjemme hos os (mig), skulle han deltage i samtaler når vi sad og spiste, han skulle hjælpe til når der var ting som skulle gøres so fx lave mad BTW mine forældre kan stadig lidt ham. Det var nytår min far sagde det til ham, og siden har han ikke været hjemme hos mig, så jeg måtte køre ud til ham, hver gang vi skulle være sammen… Jeg blev mere og mere irriterede på ham, fordi jeg gerne ville være hjemme hos mig selv sammen med ham. Det endte så med at vi slå op efter han var blevet 21. 

 

Han ringede til mig og slog op fordi han ikke gad, at lave om på sin mening at han ikke ville være hjemme hos mig (han ville beskytte sig selv), men jeg satte foden i og sagde, at jeg gerne ville se ham næste dag!

Dagen vi skulle ses var jeg SÅ KNUST! Jeg var ved at kaste op! Jeg var så bange for at han ikke ville se mig igen! Nåh men tiden gik og vi skulle ses hjemme hos ham… det gik godt for han var glad for at se mig. vi snakkede i nogle timer og endte med at have sex, hvor jeg sagde at vi bare er venner nu, så sagde han at venner kan også have sex. Efter jeg var gået var jeg glad nok… Men der gik nogle dage og jeg blev virkelig ked af det... og er det stadig

 

Hurtig lidt om hvordan han er - Han siger selv, at han er meget introvert men på den måde at han ikke gider mennesker. Han vil heller være alene og køre sit eget løb. Hans mor har faktisk gjort alt for ham lige siden han var lille DVS at han ikke er selvstændig. Han vil gerne flytte hjemme fra snart (jeg er bare bange for at han finder en anden). Det eneste han har i sit liv er film/serier og arbejde. Han er bange for at finde en ny en, fordi ting hvis hun ikke kan lide ham som den han er, og at hun ikke kender ham på alle de intense måde som jeg gør.

 

Nåh men efterfølgende er jeg begyndt, at snakke med min lære hvor han siger at vi godt kunne finde sammen igen, men jeg begynder at blive lidt i tvivl om vi kan, jeg håber selvfølgelig selv at det kan lade sig gøre, men jeg har heller ikke spurgt min ekskæreste om det kan lade sig gøre, fordi jeg er bange for at han siger nej. Vi har sex nogen gange, men vi ses ikke særlig tit dog skriver vi hver dag dog heller ikke så tit… sidst vi så hinanden spurgte jeg om han blev glad for at se mig, og han svaret ja det gjorde han. Jeg begyndt og græd foran ham da han skulle hjem det var sen aften faktisk vil han gerne hjem, fordi han var træt men han valgte at blive fordi han gerne vil snakke med mig. Han kramme mig da jeg begyndte at græde, men ellers så sad vi bare ved siden af hinanden og snakket.

 

Han ved godt at jeg stadigvæk elsker ham rigtig højt, jeg spurgte ham om han stadig elskede mig og han vidste ikke hvad han skulle svare… jeg vil så gerne have ham tilbage, men nogen siger at vi godt kunne finde sammen efter vi har været sammen i så mange år, men andre siger også at det er dumt at finde sammen. Jeg har bare lyst til at løbe grædende over til ham og sige jeg gerne vil være sammen med ham, men han bliver ved med at sige, at jeg skal finde en anden så jeg kan tænke på noget andet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre jeg har ikke nogen appetit, jeg har nogen gange svært ved at sove, mit humør er hele tiden nede…

sommeren er allerede startet for mig han arbejder, og jeg vil rigtig gerne tilbringe mere tid sammen med ham, men han siger måske kan vi tilbringe mere tid når jeg først er flyttet hjemmefra, fordi så ved hans forældre ikke at vi ses. Han synes ikke der nogen grund til, at vi overnatter sammen fordi efter vi nu ikke kærester mere. Jeg går rundt med så mange bekymringer i mit hoved, om tænk hvis han finder en anden… Jeg føler at jeg er ved at blive helt skør i mit hoved, fordi jeg ikke er glad jeg har læst så mange ting over, hvad man kan gøre for at blive glad men der er ikke noget der virker, jeg føler mig så svag, jeg føler at jeg ikke har overskud til noget. Det eneste jeg har lyst til at tilbringe, hver evig eneste dag sammen med ham, men det kan jeg ikke fordi det vil han ikke.

 

Jeg håber virkelig vi kan finde sammen igen i fremtiden…

 

Hilsen den Desperate pige.

Svar: 

Kære Sarah 

Jeg kan godt forstå at du er rigtig ulykkelig over den situation som du er kommet i med din ekskæreste. 

Jeg kan ikke fortælle dig om du kan finde sammen med din kæreste. Det er der ingen der kan. Man kan jo sagtens gætte, men jeg tænker egentlig ikke du kan bruge et gæt til ret meget. 

Når man står der, hvor du står nu, og man er så forbandet ked af det, så er det helt naturligt at søge svar på hvad der kan komme til at ske. Dem der siger at I kan finde sammen kan godt have ret. Det kan dem der siger I ikke kan også sagtens have.  

Det du fortæller mig om din kæreste, jeres forhold og jeres brud, kunne på den ene side tyde på at han jo egentlig gerne vil dig, og at der derfor er en chance for at I finder sammen. På den anden side er der også ting der tyder på at han faktisk prøver at fortælle dig, ikke ønsker at være sammen med dig som kæreste igen...hverken nu eller i fremtiden. 

Det jeg vil frem til er at du søger svar på noget du ikke ikke kan få vished omkring nu. Fremtiden ligger i fremtiden, og ingen kan gørenret meget andet end at gætte. 

Det du kan gøre nu er at forholde dig til det I har sammen her og nu. Er du okay med det? Er det nok for dig? Det eneste du kan kontrollere, er hvordan du selv handler i forhold til din ekskæreste, og hvordan du ønsker at være i den relation I har med hinanden. 

Jeg tror du skal spørge dig selv om, det du har med din kæreste lige nu, giver dig mere god energi end dårlig energi. Det lyder som om der er mest dårlig energi, fordi der er så mange ting der er uafklarede mellem jer. 

Jeg kan godt forstå du undrer dig over hvad han vil, og rigtig gerne vil vide det. Jeg tænker alligevel at du vil have meget større glæde af at fokusere på hvad du vil. Brug noget tid på at finde ud af, hvad du præcis ønsker at jeres relation, og så gør det helt klart for din ekskæreste. Hvis du i bund og grund ønsker at I skal være sammen, så gør det klart og tydeligt. Hvis han ikke kan give dig det du ønsker, er det så det rigtige for dig? Det er det du skal spørge dig selv om. 

Måske er det nemmere for din kæreste at melde noget klart ud, hvis du siger hvad du forventer af ham, og af jeres forhold? Måske betyder det at du mister det I har nu, og det kommer selvfølgelig til at gøre ondt. Men det gør allerede rigtig ondt, som det er nu, og jeg er sikker på at det, der med tiden, vil gøre dig glad igen, er at du bliver afklaret. Også selv om det, til at begynde med, måske vil betyde at du må slippe ham helt.  

Måske ikke helt det svar du håbede på at få, men jeg tror desværre det er det du har brug for at få. 

Mange hilsner Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program