Kære Mx

Ud fra dit brev så får jeg en fornemmelse af, at du har mange års kamp bag dig, hvor du har været i "systemet". Det er helt vildt hårdt, og derfor kan jeg virkelig godt forstå, at en del af dig kan tænke, at det er bedre ikke at være her. De tanker kan komme, når man er allermest presset og modløs, men det er IKKE bedre for nogen, hvis du tager dit eget liv. Verden bliver ikke et bedre sted, det bliver derimod et mere fattigt sted uden dig. Det er aldrig løsningen af tage sit eget liv, og så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med, hvor mange penge det "koster" for skatteyderne herunder mig selv. Enhver krone og øre brugt på at forsøge at give dig et bedre liv er penge brugt rigtigt. Der findes ingen ting, som det er vigtigere at bruge penge på end at forsøge at gøre verden bedre og hjælpe dem, som kæmper.

Du skriver, at du burde forsætte din uddannelse og arbejde, men jeg bliver bare nødt til at spørge, hvorfor du "burde" det? Hvem siger det? Det er helt tydeligt for mig, at du kæmper, så jeg har svært ved at forstå hvem, som ville forvente eller kræve af dig, at du samtidig har energi til uddannelse og arbejde? De ting kan vente, til du er klar til det, og hvis du aldrig bliver klar til det, så er det sådan, det er. Det vigtigste er, at du kan leve det bedste liv, du kan, og hvis det betyder, at du har brug for, at samfundet holder hånden under dig, så er det sådan, det er. Det er sådan vores samfund er indrettet, og i mine øjne er det faktisk også den eneste rigtige måde at indrette et samfund på. For vi kan ikke selv gøre for det, når vi bliver syge. Ingen vælger at få en psykisk sygdom, og det er heller ikke noget, som man bare lige kan fixe fra den ene dag til den anden, så selvfølgelig skal vi bruge energi, penge og ressourcer på at hjælpe dem, som uheldigvis kommer til at blive ramt af sygdom, hvad end et er fysisk eller psykisk. Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne være til diskussion.

Når det så er sagt, så skriver du til gengæld også, at den hjælp, du får lige nu, ikke hjælper dig. Og når det er det psykiske, man kæmper med, så er det nogle gange bare ikke sådan lige til at finde ud af, hvad der skal til for at få det bedre. Det er lettere med et brækket ben, hvor man ved, at løsningen er gips og ro, indtil knoglen er helet. Derfor kræver det ofte en enorm tålmodighed at være i behandling for psykiske udfordringer. Det kræver også tillid til, at ens behandlere gør ting for at hjælpe en, og det kræver, at man giver tingene tid for at se, om det har den effekt, man håber på. Så det er helt vildt svært og hårdt, og det har man brug for at tale med nogen om. Derfor håber jeg, at du fortæller dine behandlere, hvad du overvejer, tænker og mærker. Jo mere dine behandlere kender til, hvad der rumsterer i dit hoved, jo bedre er deres chance for at finde ud af, hvordan du skal hjælpes.

Jeg kan godt tænke, at det her svar måske ikke lige er det, du søgte. Omvendt er det ikke sikkert, at du søgte noget bestemt. Men jeg håber uanset hvad, at der er noget i mit brev, som gør indtryk, og at du bliver ved med at kæmpe for det liv, du gerne vil leve, og en fremtid hvor det her blot kommer til at være et minde om sværere tider. Selvom jeg godt ved, at det er lettere for mig at sige, end det er for dig at gøre, så håber jeg inderligt, og jeg hepper på dig. Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke er dine behandlere, eller hvis du har brug for at rase lidt ud og få frustrationerne ud, så tøv ikke med at kigge forbi vores anonyme rådgivning eller brevkassen igen.

Varme og håbefulde tanker,

Dagmar