Kære Signe,

Tak for dit brev! Hvor er det bare dejligt at høre, at du lytter så meget til dig selv, og gør det, der føles rigtigt og godt for dig.

Når man skiller sig ud fra normen kan det føles meget ensomt, og det kan være rigtig svært at snakke med andre om. Måske fordi man er bange for at skuffe dem, fordi man ikke lever op til det billede, de forventer af én. Måske fordi man er bange for at blive misforstået eller ikke taget alvorligt. Måske fordi man ikke selv er helt sikker på hvad man egentlig er endnu. Måske noget helt fjerde. Måske en blanding af det hele.

Når jeg læser dit brev forestiller jeg mig, at det for dig godt kunne være en blanding af det hele. Og måske også mere til. Hvis det er sådan du har det er det helt normalt. Det er ikke nemt at være "anderledes", og man bliver ofte misforstået. Men det bedste du kan gøre gør du allerede - nemlig at være tro mod dig selv, lytte til dig selv, og gå med det, der føles rigtigt for dig. Også selvom du ikke ved helt præcist hvad det kaldes endnu.

Måske er du genderfluid, måske er du noget andet. Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være rart at få sat et label på. Fordi det gør det mere håndgribeligt for én selv, og gør det ofte også nemmere for andre at forstå. For når det har et navn, så kan vi selv og andre bedre forholde os til det. Men der hvor du står lige nu tænker jeg, at det er for tidligt at give det et navn. Når jeg læser dit brev hører jeg om en pige, der er i gang med at finde sig selv, i gang med at finde ud af hvem hun er, og i gang med at lære sig selv og sin identitet at kende. Det kan være et enormt skræmmende sted at være, fordi det kan føles usikkert. Men samtidig kan det være et fedt sted at være, fordi alle muligheder er åbne, og der er gode muligheder for at eksperimentere, og mærke sine egne grænser og præferencer.

I forhold til at få talt med din mor kan jeg godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan du skal gøre. Det er helt naturligt at have det sådan, når man, som dig, heller ikke helt selv ved, hvad man er. Men faktisk synes jeg du har beskrevet hvordan du har det og hvordan du føler (dig) rigtig fint i brevet her. Så måske det kan danne udgangspunktet for samtalen? Enten ved at du læser det op for hende, eller ved at du genfortæller de ting, du har skrevet her.

Det vigtigste, når du skal snakke med hende, er at du har hendes fulde opmærksomhed, og at der er tid og ro til samtalen. Det vil nemlig sætte den bedste ramme for, at din mor kan komme til at forstå dig. Det er ikke sikkert, at hun forstår dig med det samme, og det er heller ikke sikkert, at hun ved hvordan hun skal reagere i situationen. Det er okay. Det behøver ikke at betyde, at hun ikke forstår eller ikke kan acceptere dig. Det kan ligeså vel være et udtryk for, at hun er i gang med at fordøje det du lige har fortalt hende. Hav tålmodighed, svar på hendes spørgsmål og sig til hende, at det er noget du gerne vil snakke om igen en anden dag. Jeg tænker nemlig, at I formentlig begge to vil have behov for at snakke om det mere end én gang.

Når din mor siger, at hun synes du er for maskulin i din udstråling tænker jeg, at det er et udtryk for to ting: dels at hun ikke rigtig forstår dig i øjeblikket, og dels at ikke ser den pige, hun troede hun havde. Det kan være din mors lidt kluntede forsøg på at få dig til at passe ind i det billede hun har af dig. Et billede som, så vidt jeg kan læse ud fra dit brev, ikke passer længere. Og det ekstra ærgerlige er, at med bemærkninger som "du er for maskulin i din udstråling" kommer hun til at skubbe dig væk på et tidspunkt, hvor du faktisk har brug for hende. Men her kommer samtalen, hvor du forklarer hende hvad der foregår og hvordan du har det, igen ind i billedet. For hvis du beskriver og forklarer de ting for hende, som du har gjort i brevet her, så tager du hende med ind "bag facaden" og viser hende hvem du i virkeligheden er. Og når hun ved hvem du i virkeligheden er, så vil hun have langt lettere ved at forstå dig.

Jeg håber I får en god snak. Rigtig meget held og lykke!

Mange varme hilsner,

Siv