Min bedste venindes mormor hader mig

brevkassespørgsmål

Min bedste venindes mormor hader mig

brevkassespørgsmål af
A
16 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Hej,

Så det hele startede med at mig og min bedste veninde skulle til en fest. En af de andre der skulle med skriver omkring 2 timer før at han er testet positiv for Corona i en lyntest og vi bliver på vores gruppechat med dem der skulle med til fest enige om at vi alle får taget en test før vi møder op (Da vi går på efterskole sammen) men min bedstevenindes mormor er rigtigt meget imod at hun skal afsted så vi ender med at både ringe til hendes mormor og sidder og diskutere med hendes mormor om hvorvidt min veninde må tage afsted eller ej. Min veninde og jeg beslutter at tage ind og blive testet og den er negativ men hendes mormor vil stadig ikke have hun tager afsted så hun vælger at lyve overfor sin mor, mormor og morfar om at ham der var testet positiv havde sagt det for sjov så at han ikke har Corona (hvilket ikke passer). Vi ringer derefter til min venindes morfar som skulle køre os hen til festen(han har fået vaccinen). Vi finder så dagen efter ud af at ham der var testet positiv i lyntest også blev i pcr test så han havde Corona hvilket blev skrevet ud til forældre og min venindes løgn blev så opdaget. Hendes mormor bliver så rigtigt sur på min veninde men tilgiver hende så efter hun har undskyld. En uge senere snakker min veninde med hendes mormor og hun høre så min stemme og spørger hvem det er hvor min veninde nævner mit navn. Hendes mormor svare så til det at "hende skal jeg da ihvertfald ikke snakke med, hun skal forlade rummet lige nu" hvilket jeg bliver enormt frustreret, chokeret og såret over at hun siger. Hun har siden da blevet stille eller svaret med lidt lignende kommentare hver gang mit navn er blevet nævnt og min veninde fortæller også at hun ikke kan lide mig. Jeg forstår bare ikke helt hvad jeg har gjort og om det er min skyld. Ham der blev testet positiv blev smittet en mandag men vidste det ikke så han kom op på vores efterskole men jeg tog hjem allerede onsdag og han ville først kunne smitte fredag så jeg havde ikke nogen mulighed for at kunne smitte hende så jeg forstår ikke hvad jeg har gjort. Jeg kan godt se at min veninde ikke skulle have løjet osv men er det mig der har gjort noget forkert? har hun ret til at tale så nedladende til mig? Hvad er jeres mening om hele situationen? Burde jeg undskylde til hendes mormor?

 

På forhånd tak for hjælpen

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brevkassespørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvorfor din venindes mormor er så sur på dig, og hvad du kan gøre ved det. Her får du mine tanker om situationen. Jeg håber, at de giver mening for dig, og at du kan bruge mit svar til noget.

Som jeg ser det, har I gjort det rigtige ved at beslutte jer for, at alle til festen skulle testes negativ inden I mødte op. Men jeg kan alligevel godt forstå, at din venindes mormor ikke vil have, at I skulle afsted. Her vil jeg forsøge at forklare hvorfor. Måske ved du godt følgende, men jeg skriver det lige for en sikkerheds skyld, og fordi jeg tænker, det er vigtigt for at kunne forstå din venindes mormors synspunkt. Corona rammer de sårbare grupper hårdest og kan medføre død. De sårbare grupper i samfundet er blandt andet de ældre. Det vil sige, at din venindes mormor kan være sårbar overfor coronavirus på grund af hendes alder. Derudover kan hun have andre helbredsmæssige grunde til at passe ekstra på (det kan eventuelt være grunde, som du eller din veninde slet ikke kender til). Hvis din venindes mormor er sårbar overfor coronavirus, kan det meget vel være, at hun ser dødsfald i hendes nære familie som en mulig konsekvens ved, at hendes barnebarn tager til en fest med en gruppe mennesker, der har været i kontakt med en smittet. Det kan også være, at din venindes mormor tænker på helbredet for familier og kontakter til de andre unge, som deltog i festen. Jeg kan forestille mig, at din venindes mormor ikke tænkte, at det var ”det værd” at deltage i festen, når konsekvensen i værste tilfælde er, at I kunne sprede smitten til en sårbar person, der kan blive alvorligt syg.

Mange unge tænker lidt anderledes om corona. Og det skyldes ikke, at de unge ikke tænker på at tage hensyn til de sårbare grupper, men det kan være rigtig svært at sætte sig ind i den frygt, som sårbare grupper har for at blive smittet med coronavirus. Mange unge tænker, at det ville være irriterende og ærgerligt at få corona, fordi man så skal i isolation. Men efter min opfattelse er det kun meget få af de unge, der faktisk er bange for at blive alvorligt syge eller dø med corona. Derfor kan jeg forestille mig, at det måske i højere grad ville være ”det værd” at deltage i festen. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan du og dine venner tænker, men det kunne måske forklare forskellen på din og din venindes mormors meninger om at tage til festen.

Så vidt jeg ved, er der lidt delte meninger om, hvornår en smittet person kan smitte andre. Det kan være, at din venindes mormor frygter, at din ven fra efterskolen kan have spredt smitte rundt, selvom du siger, at det ikke er sket. Derudover skal der gå 4 dage, før man kan være sikker på, at testen viser det rigtige svar, hvis man har været i nærkontakt med en smittet. Derfor er det ikke sikkert, at du eller dine venner ikke var smittede til festen (også selvom I havde negativ test), hvis der er gået under 4 dage fra, at I havde kontakt til drengen, som senere blev testet positiv.

Du skriver, at din venindes mormor har tilgivet din veninde men ikke dig. Det er jeg enig med dig i, at der ikke er fair, fordi du og din veninde var sammen om at lyve overfor din venindes familie. Jeg tror, at det kan skyldes, at det er nemmere for din venindes mormor at tilgive sit barnebarn og måske ”skyde skylden” på dig, fordi I ikke er i familie. Det gør det selvfølgelig ikke mere fair, men det kan være en forklaring.

Hvis jeg stod i din situation, ville jeg nok vælge at undskylde overfor din venindes mormor. Det lyder til, at det går dig meget på, og at det sårer dig, at hun taler sådan om dig. Så for din egen skyld, tænker jeg, at det ville være en god idé at undskylde, så du kan forsøge at rette op på hendes tanker/følelser om dig. Hvis du undskylder, kan du eventuelt forklare din side af sagen og gøre det klart for din venindes mormor, at du ikke så det som en mulighed, at smitten kunne blive spredt tilbage til hende familie.

Jeg håber, at mit svar gav mening for dig. Og jeg håber, at situationen løser sig.

De bedste hilsner fra

Karoline

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program