Hej cyberhus.

Dette er første gang jeg prøver at skrive på sådan et chatrum, så jeg håber at det jeg vil spørge om er acceptabelt , og at det er noget i vil kunne give en afklaring på.

lidt baggrundsviden: Jeg er en pige på 19, snart 20. Har aldrig haft det nemt socialt, så langt tilbage jeg kan huske. Har altid været den tykke, grimme, ligegyldige, spildplads og mange andre ting gennem min opvækst, hvilket førte til at jeg havde det meget svært ved min tilværelse. Jeg har aldrig følt mig en del af et fællesskab, selvom jeg har prøvet mange forskellige aktiviteter. Det blev lidt bedre, da jeg gik på mine efterskoler, og mødte nogle som kunne forstå mig. Nogle der har været igennem mange af de samme ting. For at forkorte historien og komme ind til problemet, så i folkeskolen led jeg af slem angst. Lå søvnløs uger i træk,og endte med at have "redskaber" under min pude om natten, så jeg kunne forsvarer mig selv, hvis jeg skulle vågne op til rædsel. Hvilket gjorde at mine forældre sendte mig på efterskole allerede i 9-ende klasse. Der begyndte jeg at cutte næsten fra starten af, og det fortsatte på høj plan til året efter. Jeg fik hjælp, da jeg til sidst var så bange for at jeg skulle tage livet af mig selv, da jeg begyndte at få blackouts. Igennem psykiatrisk afdeling fik jeg konstateret langtidsstress med OCD`ske træk. Der fik jeg noget professionelt hjælp til at komme ud af min cutte vane, og ikke længere fik de her blackouts. Jeg har været clean i 2 og 1/2 år nu, og har haft tilbagefald, men uden noget dårlig udkom, da jeg har lykkedes at kommer helskindet ud af det igen. Ingen cuts eller større panikanfald.

Det der er mit problem er, at de tilbagefald bliver voldsommere og kommer oftere. Mit hoved nærmest skriger efter kniven mod min hud, og jeg kan ikke længere stå med ryggen til en dør, eller gå rundt om et hjørne uden nærmest at falde sammen af frygt for, at nogen skulle slå mig ned eller andet forfærdiglig skulle ske. Ting som aldrig har haft problemer med før, er begyndt at skræmme livet af mig. At åbne en dør uden glas for at låse den, er næsten blevet en umulig opgave, og jeg forstår ikke hvorfor.

Jeg ved godt at jeg er en cutter, og har accepteret det. Har accepteret min tilstedeværelse, og ved godt jeg aldrig vil slippe helt af med mine lidelser. Men hvorfor sker det nu? Og hvorfor så vildsomt?

Gymnasiet er intet problem. Har fået flere gode bekendtskaber. Er blevet tættere med mine søskende. Skal kun op til 1 eksamen, og det er i det fag jeg er bedst til og føler mig trykkest i. Tingene burde være i orden, og jeg burde være glad. Har altid været god til at skjule mine lidelser. Har altid været den smilende person alle kunne komme til. Og i lang tid har det føltes rigtig og normalt, men nu føles det igen som om det er en facade jeg sætter op. Jeg er så forvirret omkring det.

Jeg håber i kan hjælpe med et svar. I må alle have det godt.

Mvh den forvirrede pige.