Hej Sabrina,

Det lyder vildt frustrerende. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at være sammen med din tvillingesøster hvert evig eneste minut - du skal også have dit eget liv og være sammen med dine egne venner. Men samtidig kan jeg også godt forstå, at dine forældre har et ønske om, at din søster også skal trives. Og for dem virker det nok som en nem løsning at sige, at det betyder, at I to skal være mere sammen. Men jeg synes ikke det er dit ansvar at sørge for, at din tvillingesøster har det godt. Det er dine forældres og hendes eget ansvar.

Jeg tænker det er vigtigt at du holder på, at du gerne vil være sammen med din søster, men at du også har nogle venner (og velsagtens også nogle fritidsaktiviteter?) som du gerne vil bruge tid på uden din søster. For det er nemlig helt fair og helt naturligt, at du har det sådan. Og det er vigtigt at du sørger for at blive ved at dyrke de ting du gerne vil, og som gør dig glad. Hvis det er svært at sige det til dine forældre uden de bliver sure kan du overveje at prøve at skrive det til dem i et brev, som du enten kan læse højt for dem, eller som de kan læse selv. Det gode ved et brev er nemlig, at der kan de ikke afbryde dig. Med et brev er det "tvunget" til at høre dig til ende, og det kan på den måde være lettere at få sagt det du gerne vil have sagt.

På et punkt vil jeg dog give dine forældre ret: din søster har brug for dig. Hvis nu det var dig, der ingen venner havde, og dig, der ingen havde at være sammen med, så vil jeg tro, at du også ville have brug for din søster, og ville sætte pris på, at hun tilbragte noget tid sammen med dig.  Jeg prøver ikke på at sige, at du skal tilbringe hvert minut med hende, for det synes jeg ikke du skal. Du har stadig ret til dit eget liv, og du skal stadig bruge tid på dit eget liv. Men måske kan der blive plads til både dine egne ting og din søster?

Det er selvfølgelig helt op til dig, hvad du vil gøre og hvordan du vil bruge din tid. Og jeg kan godt forstå, hvis din modstand mod at bruge tid med din søster vokser i takt med, at dine forældre forsøger at få dig til at gøre det. Det ville den i hvert fald gøre, hvis det var mig. Men måske vil det hjælpe, hvis du prøver at sætte dig i din søsters sted, og se hvordan du ville have det, hvis du var hende. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om nogen af jer overhovedet har spurgt din søster, hvad hun egentlig gerne vil? For én ting er, at jeres forældre tænker, at din tvillingesøster har brug for at bruge mere tid sammen med dig. Men er det overhovedet noget hun selv er interesseret i? Hvis I ikke allerede har spurgt hende, så synes jeg I skal gøre det.

Måske kan det også hjælpe, at du og hende får en snak. For det er nemlig de færreste, der har lyst til at være sammen med én, som ikke rigtig gider være sammen med dem. Og med det mener jeg, at hvis din søster ved, at du ikke har så meget lyst til at være sammen med hende, så har hun måske heller ikke så meget lyst til at være sammen med dig. Men hvis I nu sætter jer ned og tager en snak om det, bare du og hende, så kan I måske i fællesskab finde frem til en løsning, der kan fungere for jer begge to.

Jeg håber I finder på noget!

Mange hilsner,

Siv