Orgasme
Orgasme
Hej cyberhus. Jeg har svært ved at få orgasmer her på det seneste og jeg har meget brug for en ny måde at onanere på.
Håber du vil hjælpe.
Hej Karla
Man kan onanere på mange måder - det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Hvis du vil finde en ny måde at onanere på, kan det være, at du skal prøve dig frem og røre forskellige steder for at finde ud af, hvad der føles dejligt for dig. Du kan også prøve at google dig lidt frem for at finde ud af, hvad andre piger kan lide, og så kan du måske afprøve det selv. Det kan også være, at du kan spørge dine veninder ad, hvis det er sådan noget, du taler med dem om.
Cyberhus har også tidligere lavet en artikel om onani for piger, som du kan tjekke ud for at få mere inspiration.
Jeg bliver også nysgerrig på, om der kan være en bestemt årsag til, at du har sværere ved at få orgasmer på det seneste end tidligere? Er du mere presset lige nu end tidligere, eller er der sket noget på det seneste, som måske kræver opmærksomhed eller energi? Nogle gange kan man miste sexlysten eller lysten til at onanere, hvis man er stresset eller bekymrer sig. Det betyder også, at man kan have sværere ved at få orgasme i perioder, fordi tankerne eller bekymringerne i baghovedet kan tage ens opmærksomhed også nogle gange uden, man er bevidst om det. Lysten kommer heldigvis tilbage, når man får ro på igen, og det er helt normalt at have det sådan i perioder.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
De bedste hilsner,
Marie