Hej igen..!

Først vil jeg gerne nævne at jeg elsker mine famile!

Men har det så svært her på det seneste. Der kører så meget rundt. 

Der kører en masse familie problemer rundt lige nu, (har ikke tænkt mig at fortælle alt, da det er en smule privat, men vil gerne have lidt hjælp/råd.) og det omhandler meget min mors side af familien. 

Hver gang min far bringer det op, bliver min mor stille og går i "shut down", hvis dette giver mening? Jeg sidder tit i køkkenet, når jeg hører min far snakke om alt det der foregår. Min mor svarer ham aldrig eller kommer med input, og det irriterer min far. 

Når min far og jeg er ude at handle, snakker han tit til mig omkring det, da jeg altid kommer med min mening omkring tingene, og tit når noget omhandler nogen jeg er tæt ved, 'slukker' jeg for følelserne og bare ser det som det er. Selvom det gør ondt bagefter. 

Min far han har også selv en gang sagt "Ved du hvad der ikke er så godt ved alt det her?" hvor jeg derefter svarede, "Hvad?"..

"At du er den eneste, som forstår mig. Du, en 16 årig forstår mig bedre end alle andre." Altså jeg smilede bare og svarede at jeg elsker ham og at jeg altid vil være der for ham, ligesom han også altid har været der for mig. 

Det gør selvfølgelig ondt, at høre alt det der kommer ud af min fars mund omkring min familie og min mor, men jeg kan jo godt se han er træt, da han er blevet snydt af min mors side af familien (IKKE min MOR!). 

Har også snakket med min mor omkring det, og grunden til at hun reagerer sådan, er fordi hun simpelthen ikke kan forstå at hendes forældre ville gøre sådan noget. (Vi snakkede lidt omkring det, men min mor sagde jeg IKKE skulle sige det til min far. Så det har jeg selvfølgelig ikke gjort.) 

Min mor græder også nogen gange, og det knuser mig, da jeg ikke kan tage det når min mor græder. Jeg krammer hende bare, fordi andet ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. 

Min far får stress, og det kan ses, da tit når han kommer hjem er han hurtig sur, og jeg skal derfor passe lidt på med hvad jeg siger, da han hurtigt godt kan skælde ud over noget småt. 

Har også lagt mærke til, at han begyndte at drikke meget mere end han gjorde før, og det fører jo også til skænderier mellem ham og jeg, da han tit kommer med dumme kommentarer og mig som allerede er irritereret nok i forvejen, kommer også med en kommentar mod ham. Han vil gerne have det sidste ord, og det vil jeg også gerne, da jeg er pisse irriteret, men stopper altid først, da jeg kan se denne konflikt går ingen vejne og at det alligevel er ligemeget. Sjovt nok får min MOR skylden for hvordan JEG opfører mig, fordi det åbenbart er hende der har lært mig alt det her. Det er det altså ikke! 

Min mor er også begyndt at ryge meget mere end før. Dette fører jo ikke til noget (mener skænderier.) Men jeg ved jo, at det skader hendes helbred meget hurtigerer, og hvis man bringer det op, bliver hun sur, og det vil jeg ikke have, at hun gør.

Dog her op til påsken er ting blevet lidt bedre med min far. Altså han drikker næsten ikke, hvilket gør mig enormt forvirret, da han aldrig har opføret sig sådan, men jeg tror han måske har indset at hans drikkerier har påvirket mig. Håber det ihvertfald, men ved som sagt ikke.  Er dog meget glad for han ikke drikker! Men er bange for, at når ferien er slut og vi starter igen på arbejde/skole, at ting går tilbage til som de var før med alkohol. 

Det var lidt omkring familien, dog så er der en ting mere der irriterer mig rigtig rigtig meget. Og det omhandler min mor.

Hver gang jeg fortæller noget til min mor, der har noget med mig at gøre, som f.eks (Jeg er faktisk begyndt at træne lidt mere) eller (Mor jeg vil altså gerne begynde at barberer mine ben lidt.) (Eller hvis der har været et skænderi mellem min far og jeg.) fortæller hun det ALTID videre! Vi har sådan en familie gruppe på Messenger, da min familie bor i et andet land, og vi ses derfor kun 1 gang om året, (dog ikke nu pga. Corona), hvor vi ringer til hinanden for at hører hvordan det går osv.

Det som om alt hvad jeg siger bliver dokumenteret! Og det er pisse træls, for at sige det rent ud. Min far synes også det er lidt træls, at alt hvad vi laver skal siges videre. Ved ikke hvorfor! Selv hvis vi skal i sommerhus, bliver det fortalt og så er de bare sårn "Ej hvor henne? Ej hvor stort er huset, ej hvor ligger det?" (Min moster bor i Danmark.) "Ej må vi også godt komme med? Det kunne da være hyggeligt." Hvilket min far svarede 'Nej' til. 

Sådan er det hvert gang. 

Her på det seneste er jeg faktisk begyndt at spise mindre, fordi jeg synes jeg spiser lidt for meget, så nogen gange springer jeg morgenmad og en gang imellem aftensmaden over. (Spiser sjældent morgenmad, så det fint nok.) 

Hvis jeg spiser, tager jeg mindre portioner. Og er begyndt at tabe mig lidt, og det kan ses! Det er jeg jo glad for. Men så siger min mor, "Ej spis nu noget mere, du er jo blevet så tynd!" Og derefter fortæller hun det jo selvfølgelig videre til min familie, hvor min moster blandt andet også kommenterer "Ja, det da ikke sundt, du kunne da godt tage 1 eller 2 kg ekstra!" 

Jeg er 169-170 cm høj og vejer 58-60 kg (Ikke sikker.) Jeg vil da sige, at jeg er normalvægtig, men okay. 

Så hvis jeg spiser lidt slik eller sådan noget, og min mor snakker med nogen på messenger, og ser mig komme ud med 'skraldet' fra slikket, siger hun bare "Igen spiser du slik?" Hver. Gang. Dog så siger hun det ikke på dansk, nææh, hun vælger skam at sige det på vores sprog, så hele min familie kan forstå. 

Her i dag (4/5/2021) gjorde hun det igen, og har virkelig fået nok. Er kommet i den der 'fint' tilstand, (hvis dette giver mening.) Har hverken tænkt mig at spise aftensmad i dag, eller nogen form for slik mere. Er pisse ligeglad, om jeg får af vide at jeg skal tage 1 kg eller 2 på. Er også træt psykisk. 

Dog så har jeg det lidt sådan, at jeg vil ikke rigtig nævne hvordan jeg har det til mine forældre. Jeg får ALTID dårlig samvittighed, når jeg fortæller til nogen hvordan jeg har det, eller hvis jeg spørger om hjælp til noget, da jeg føler at jeg forstyrrer. (Derfor spørger jeg faktisk aldrig om hjælp eller noget i den stil. Både derhjemme og på skolen specielt.)  

Plus har mine forældre det jo også svært nok i forvejen, og vil ikke 'tilføje' noget ekstra. Jeg elsker mine forælder virkelig meget, og tilgiver dem også hele tiden indenvendigt, hvis de gør noget som gør ondt på mig. 

Faktisk er jeg også begyndt at have små samtaler med mig selv om hvad jeg skal gøre omkring alt det her. Vil så gerne hjælpe dem, og jeg mister håbet hver gang jeg ikke kan finde en måde at hjælpe på. Fordi føler at vi aldrig kommer videre. Og at det hele bliver værre og værre. 

Der er også en anden del, som er omkring min fars side. (Det også lidt langt, så undskylder på forhånd, prøver at gøre det kort!) For flere år tilbage, (10 år tilbage ca.) har min faster været meget misundelig på os, fordi vi var 'perfekte' i hendes øjne og sådan noget. Min faster kaldte min mor for grimme ting, så som at hun 'lugter' eller at hun ikke kan passe på mig osv. 

Hun prøvede at få min far til at skille sig af med min mor og alt muligt. Det medførte at min mor også føler at min far slet ikke elsker hende (selv i dag..) (Vi har haft samtaler, min mor og jeg. Derfor ved jeg jo alt det her omkring min faster.) Da jeg hørte alt det omkring min faster, blev jeg ærlig talt chokeret. Er virkelig VIRKELIG vred på hende, og på grund af det, kan jeg slet ikke tilgive hende. Som i SLET IKKE. Hun lyver også 24/7 har jeg fundet ud af. (Min mor har sagt jeg skal passe på med hende, og ikke tro på alt hvad der kommer ud af hendes mund.) Min faster har sagt undskyld til min mor ved min konfirmation, efter 2 år hvor de slet ikke har snakket sammen. Og så snakkede min faster bare der ud af. 

I dag går det så ikke så godt for hende derhjemme, og nogen gange kommer hun over til os, for at 'slappe af', hvilket jeg ikke er særlig tilfreds med, men whatever. 

Hun blander sig tit i vores ting derhjemme. Hun tjekker hele huset igennem, både inde på mit værelse, dog var min far fuld, så han lagde ikke mærke til noget, og min mor vil ikke skabe en konflikt. Kan huske en gang, da hun kom herhen igen, var min hund godt igang med hans bamse/kæreste, og det kommenterede min faster på og så begyndte hun at tale om sex og alt muligt foran mig, min kusine OG MIN MOR! Det var så pinligt! Min kusine skældte også min faster ud for det. Og hun var sårn like "Og? Hun må alligevel godt have sex, da hun jo er over 15. Og desuden er det bare dyresex, det har hun sikkert set masser af." WTF tænkte jeg bare? 

Da jeg så min kusine også bare var 'hvad?' svarede jeg "Men det betyder ikke, vi behøver at tale omkring det nu her." hvor jeg hurtigt rettede mig selv og sagde "Mener bare, at det er ligemegeeet... Altså, jeg har bagt cookies, hvilket jeg glemte at nævne! ..." Prøvede at skifte emne der, og det virkede heldigvis. 

Jeg kan slet ikke lide hende. Og jeg sværger hvis hun nogensinde kommer til at gøre noget mod min hund, som f.eks irriterer ham eller at hun ikke ser sig for og træder på hans pote. Eller 'god forbid', går ud af døren hvor min hund også stikker af, tror jeg, at jeg springer. 

Har dog prøvet at tænke over hendes situation, (fordi hun som sagt ikke har det godt derhjemme.) men kan ikke finde mig selv til at føle nogen form for empati over for hende. Eller bare noget andet end had. Er jeg et dårligt menneske for at have det på den her måde? 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, det bare så meget. Kunne seriøst godt bruge et par råd/hjælp til hvad jeg kunne gøre.. Både det med min faster men mest familien og mine forældre

Mvh. Alexandra