Er jeg forelsket i en på 60?
Er jeg forelsket i en på 60?
Hej.
Lige på forhånd, så er det et lidt lagt spørgsmål
Jeg er 21 år gammel og jeg bor på et bosted, hvor vi sidste sommer (2020) fik 3 nye mænd ansat som personale. Den ene af mændene, lad os kalde ham "Lars" på næsten 60 år, fik vi i August måned og første gang jeg mødte ham syntes jeg der var noget specielt over ham, men jeg kan ikke forklare hvad det er. Han er en frisk type med meget humor som jeg personligt godt kn lide, når man skal have en relation og han kommer godt ud af det med alle beboerne og det øvrige personale. I starten snakkede vi ikke ret meget sammen, for jeg har det bedst med at se folk an og ligesom "observere dem" inden jeg lukker op og begynder at snakke, men han opsøgte mig alligevel altid meget når jeg var ude fra mit værelse i fællesrummene og snakkede med de andre. Jo længere tid der er gik, jo mere begyndte vi at snakke og han begyndte at være lidt mere fysisk når han opsøgte mig, som f.eks. at prikke mig i sidderne, give mig et lille dask på armen og lignende, og jeg kunne godt lide det på en lidt mærkelig, men god måde. Jeg begyndte efter lidt længere tid, at tænke meget på ham når han ikke var på arbejde og ligesom savne ham på en måde, jeg ikke har gjort før med nogle af de andre personaler, selvom det måske kun var 1 eller 2 dage han havde fri. Nogle gange, når vi var alene og der ikke var nogle andre personaler eller beboere i nærheden kunne han finde på, at kalde mig for skat, søde, sveske, smukke osv. Og når vi så var ude blandt andre mennesker, begyndte han flere gange at sige, at vi var kærester og vi snart skulle giftes, men lige bagefter sagde han at bare lavede sjov, men jeg kunne rigtig godt lide det.
Indtil nu er vores relation blevet meget bedre end den før har været og vi kan snakke om alt mellem himmel og jord i flere timer hvis vi får lov. Jeg føler stadig de samme ting, bare lidt kraftigere, når han gør eller siger de ting jeg tidligere har beskrevet. Vi har 2 gange haft det vi kalder for en PN-tur (en én til én køretur med hhv. En af personalerne og så en selv hvis man har det skidt psykisk) og den første tur var jeg meget ked af det, da min morfar havde fået konstateret kræft. Vi kørte på havnen og gik en tur der og der var ikke nogle andre mennesker overhovedet. Vi går og snakker, men stopper tit op hvis han ville have mig til at kigge op fra jorden og så fik jeg et kram eller 2 hvor vi så gik videre bagefter. Vi stopper så op igen, jeg får et kram og da vi gik videre tog han mig i hånden og snakkede bare, som om intet var hændt. Jeg fik det vildeste sus i maven og mit humør vendte 180 grader lige med det samme og sådan gik vi i 5-10 min. Anden gang vi var på PN-tur, der gjorde han det samme med at kramme og holde i hånd, men bare i længere tid ved begge dele. Jeg har drømt et par gange, at "Lars" og jeg var kærester, havde sex og puttede, altså ting man laver når man er kærester.
Det kan godt være jeg er mærkelig, men jeg er bange for, at jeg måske er ved at blive forelsket i "Lars" og han måske er det samme med mig. Han har godt nok kone og børn, og oven i det er der jo over 35 års forskel på mig og ham. Jeg har aldrig rigtig prøvet at være forelsket, fordi jeg indtil jeg blev 19-20 år ikke rigtig kunne mærke nogle af mine følelser på samme måde som jeg kan nu, så jeg ved ikke hvordan det føles.
Jeg håber ikke at teksten er for forvirrende og læse og, at i kan hjælpe mig med at finde ud af om jeg er forelsket og i så fald hvad jeg kan gøre ved det? I er velkomne til at stille spørgsmål, hvis der er noget i undre jer over.
Med venlig hilsen pigen på 21 år :)
Hej Zabrina,
Jeg kan ikke sige med sikkerhed om du er forelsket eller ej. Men det jeg kan sige er, at det du bliver i tvivl om hvad du føler i en situation som denne er helt normalt.
Når andre viser oprigtig omsorg og interesse for os, når de lytter til os, og når de viser, at de gerne vil os, så danner vi en følelsesmæssig relation til dem - vi kommer til at holde af dem. Og oplever vi at det er gengældt vil det at holde af andre kunne udspille sig på mange forskellige måder; som en forelskelse, som en venskabelig relation, som et bekendtskab og som alt der imellem. Når jeg læser dit brev er jeg ikke i tvivl om, at du holder af "Lars" og at han holder af dig. Men hvorvidt der er andet og mere i det end det kan jeg ikke umiddelbart sige.
Uanset om der er andet og mere i det eller ej er det rigtig godt, at du reagerer på det. For uanset hvordan man vender og drejer det, så dur det ikke, hvis en ansat og en beboer udvikler upassende følelser over for hinanden. Relationen må gerne være kærlig og omsorgsfuld, men der skal altid være en professionel distance.
Eftersom det hurtigt kan blive noget rod, hvis man forsøger at forklare nogen om det her og de så misforstår én kan jeg godt forstå, at du vælger at skrive i en brevkasse først. Men samtidig tænker jeg, at det er væsentligt at du får snakket med nogen på bostedet om, hvordan du har det. I hvert fald hvis det begynder at påvirke din relation til "Lars" og den måde I er sammen på. Og ud fra dit brev får jeg indtrykket af, at det netop er det du har en oplevelse af allerede er sket. Eller er ved at ske. At jeres relation "skrider". Derfor er det rigtig godt at du stopper op og mærker efter lige nu.
Jeg kan godt forstå, hvis det føles utrygt at skulle snakke med andre om det her. For du kan ikke vide hvad konsekvenserne bliver. Kan du fortsat have en tæt relation til "Lars"? Har du overhovedet lyst til det? Kan "Lars" fortsat være ansat på bostedet? Og hvis ikke, hvad sker der så? Spørgsmålene er mange og svarene kan vi kun gætte på.
Uanset hvad, så er det rigtig godt, at du er stoppet op nu hvor du mærker, at noget måske ikke er helt som det bør være. Hvorvidt du er forelsket eller ej kan kun du selv svare på. Men uanset om der er tale om en forelskelse eller ej, så er det helt naturligt at du føler dig tæt knyttet til én, som har vist dig stor omsorg og interesse - det er en naturlig menneskelig følelse i sådan en situation.
Hvorvidt du vil sige noget om alt det her til "Lars", en anden af personalerne eller en af de andre beboere er helt op til dig. Men hvis du mærker, at du bliver mere i tvivl om dine følelser for ham og/eller du mærker, at jeres relation ændrer sig endnu mere, så er det vigtigt, at du fortæller nogen på bostedet om det. En som du stoler på og er tryg ved. Først og fremmest for din egen skyld og for at passe på dig selv, så ikke du kommer til at stå i en ubehagelig situation eller får ovetrådt dine grænser. Men også for alle de andre på bostedets skyld, så der ikke foregår noget, der ikke skal.
Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig held og lykke!
Mange hilsner,
Siv