Kære A,

Tusind tak for dit brev. Det er lidt af et dilemma, du fortæller om, og et som mange på et tidspunkt løber ind i i løbet af deres liv. Det er jo dejligt at du har fået en masse venner, som gerne vil dig, især når du har oplevet, hvordan ensomhed føles på egen krop.

Her er mit bud på en måde at håndtere det hele på: Grænser og prioriteringer.

Lad os starte med prioriteringer. Du fortæller, at du giver meget af dig selv til andre, der vil dig, og det er enormt omsorgsfuldt af dig. På den lange bane vil du ikke kunne holde til at altid være der for alle, selvom du gerne vil. Du vil uomgåeligt komme til at sårer nogen, ikke mindst dig selv. Derfor skal du kigge på, hvem der er hvem i dit liv. En måde at gøre det på, er at inddele alle dine relationer i nogle overskuelige kasser, der lægger vægt på, hvem der betyder mest i dit liv. I meget grove træk vil kategorierne se sådan ud: Mødt, Bekendt, Ven, Bedste Ven.

Mødt: Du kender dem, de kender dig. I ville muligvis hilse, hvis I stod i samme kø i Netto, men I har intet til fælles, og I taler ellers ikke sammen. Her lægger du så lidt energi i som overhovedet muligt, og er ikke en prioritet.

Bekendt: I har et eller andet til fælles. I arbejder sammen, går på samme skole, legede sammen som børn, voksede op på samme gade, gik til ridning eller svømning sammen, osv. I ville hilse på gaden og muligvis tage en kort snak. I kunne godt finde på at mødes til en kop kaffe for at tale om jeres fælles ting, men stod I en livskrise, er I ikke hinandens første valg. I ville nok synes, det er lidt akavet at tale om personlige svære ting, for det kender I ikke hinanden godt nok til. Du kan lægge en smule energi her, men det bør ikke være en prioritet.

Ven: I har flere ting til fælles, og I taler godt sammen. I nyder hinandens selskab og kan sagtens mødes, hvor I taler vidt og bredt. I er ikke hinandens første valg i livskriser, men I kan godt snakke om tunge ting og støtte hinanden. Her kan du prioritere energi, som du vil, men vægt det gerne med, hvor meget, du får tilbage i venskabet.

Bedste ven: I stoler virkelig på hinanden og er næsten som søskende. De er den første du ville fortælle om et nyt forhold, de første du tænker på, hvis du skulle låne penge, eller hvis dit hus lige var brændt ned, og du har brug for et sted at sove. I kender hinanden så dybt, at I sagtens kan gå måneder uden at tale sammen, og det øjeblik I ser hinanden, er det som om I sås i går. Prioriter så vidt muligt din energi her.

Kasserne er til dig og kun dig, så når du sorterer, skal du kun kigge på hvad du selv føler - hvad de giver udtryk for om dig i deres liv er ikke vigtigt. Du kan opdeles hver kategori i mindre kasser, hvis du føler, det giver mening, men pas på med at gøre hver kasse så unik at de alle bliver til deres egen prioritet.

Så kommer vi til den anden del: Grænser.

Venskaber ser ofte lidt forvirrende ud, når man er opvokset med ensomhed, og det bliver nemt til et mønster, hvor man inviterer alle ind, der synes at ville en, for tænk nu hvis alle gik igen. Det betyder også, at man gerne undgår at stille krav til sine venskaber, for man vil jo allerhelst undgå at være alene igen. Man giver og giver og giver, og tør kun håbe, at der er nogen, der giver lidt igen. Er det noget, du kan genkende? Grænseløse venskaber kan være drænende og stressende, for i sidste ende giver du dem alt, også selvom det ikke er der, du har lyst til at bruge din energi.

Derimod er venskaber med grænser befriende og lettere at vedligeholde, for der ligger ikke usagte forventninger og aftaler, der gør, at du hele tiden skal lægge energi i det. I er to om at holde venskabet ved lige, og du vil opleve, at du ikke kommer til at træde på folk, for I ved begge to, hvordan jeres venskab er, og hvad I får ud af det.

Grænser kommer sjældent af sig selv, og de kan føles virkelig skræmmende at sætte, for det betyder, at du siger nej, siger "lidt senere", vælger at ignorere beskeden indtil du har mere overskud, osv. Det betyder aftaler om, at man spørger før man dumper en kæmpe depressionsbesked, at man godt må svare, når man har tid (og lyst), at på dårlige dage må man godt svare kort, og ringer man uden at skrive, forventes det, at opkaldet kan vente til senere. Det er også aftaler om, at ringer man flere gange, er det akut, og man har brug for at blive hørt og støttet, og kan det ikke lade sig gøre, forventes det, at man så hurtigt som muligt ringer tilbage. Det er aftaler om, at man er sikker på at blive hørt, men at der altid tages hensyn til, at I begge lever et liv, der kræver jeres energi og opmærksomhed.

Grænser er også, at du med vilje prioriterer dig selv og dem, der står dig nærmest først. Det er også, at du forventer at få noget tilbage, når du giver af dig selv, og gør du ikke det, nedprioritere du venskabet.

Det er super skræmmende, for du er bange at være alene igen. Det vil være en kamp i starten, og vil føles så forkert. Du vil have en træng til at sige undskyld, og du vil kæmpe med skyld... og der er nogen, der vil gå. Der er nogen, der vil synes, du er blevet hård og kold. Lad dem gå. De ægte venskaber bliver hængende og bygger grænser sammen med dig, så I begge giver og tager. Dem, der klager over, at du aldrig svarer, ignorerer dem, beder om for meget uden at de selv giver noget, de vil aldrig stå der for dig, når du har mest brug for dem.

At finde ro i venskaber betyder, at du prioriterer dig selv og sætter grænser. Vælg dem, der giver igen, ikke dem, der bare vil dig. Alle vil dem, der giver og aldrig beder om noget. Du er mere værd end det, kære A.

Jeg håber, du får sorteret og sat grænser, så du bedre kan være i dine venskaber. Har du flere spørgsmål, må du meget gerne skrive herind igen. Der er altid tid og plads til at blive hørt her i Cyberhus.

Frida fra Cyberhus.