Hej med dig,

Det lyder til at være rigtig tungt at være dig i øjeblikket, så hvor er det bare godt, at du skriver her.

Når jeg læser dit brev, og holder det op imod den følelse det vækker i mig, tænker jeg, at det faktisk ikke er så underligt, at du føler dig tom indeni, og har fornemmelsen af ikke at passe ind i denne her verden. For den fornemmelse jeg sidder tilbage med efter at have læst dit brev er, at du har det rigtig svært i øjeblikket. Jeg hæfter mig især ved at du skriver, at der ikke er noget, der kan gøre dig i godt humør længere, og at du ikke føler du passer ind i denne verden. At træning hjælper lidt, men kun mens du træner, og at du lever dig så meget ind i din serie, at den føles som et mere "rigtigt" sted for dig.

Jeg kan godt forstå, at det kan føles sært at leve sig så meget ind i en serie. Men når man, som dig, er inde i en hård periode vil de fleste mennesker gøre hvad de kan for at mindske ubehaget. Og det kan man eksempelvis gøre, ved at forsøge at skabe afstand til det, der er svært. Når jeg læser dit brev og din beskrivelse af dit forhold til serien, tænker jeg, at din følelse af at leve dig meget ind i serien ikke så meget handler om, at du ikke passer ind i denne her verden, men snarere, at denne her verden er svær at være i lige nu. Og når verden er svær at være i er det rarere at "flygte" ind i den verden, der er i serien. Fordi der kan du få lov at være en anden, og få lov at være én, der ikke kæmper med de samme tunge ting som du gør.

De fleste mennesker oplever perioder i deres liv, hvor tingene føles tunge og triste. Det er der som sådan ikke noget farligt eller unaturligt i. Men der hvor det kan blive farligt, er hvis man går og putter med tingene selv, og ikke fortæller nogen om, hvordan man har det. For som regel vil det resultere i, at man får det værre og værre. Men selvom det er almindeligt og naturligt at opleve tunge perioder i ens liv, så er det ikke meningen, at en dreng på 15 skal gå og have det som du har det. Og du skal slet ikke gå med det alene.

Heldigvis har du allerede taget første skridt i retning mod at få det bedre, ved at skrive brevet her. Men det er vigtigt, at du også fortæller nogen, der er tæt på dig, hvordan du har det. Så vil de nemlig kunne hjælpe og støtte dig. Det kan være en god ven eller veninde, en bror eller søster, en forælder, en lærer eller en anden voksen. Det kommer sig ikke så nøje præcist hvem det er. Det vigtige er, at det er en du stoler på, og som du føler dig tryg ved.

Jeg tror og håber på, at hvis du tør åbne op over for andre, akkurat som du har gjort ved at skrive brevet her, så vil du også kunne finde glæden ved livet igen.

Mange kærlige hilsner,

Siv