Er der noget galt med mig?

brevkassespørgsmål

Er der noget galt med mig?

brevkassespørgsmål af
Anonyma
19 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Jeg ved ikke om jeg har et problem med sex. Jeg kan godt blive liderlig og tænker også på sex, men jeg har ikke lyst til at dyrke sex "for sjov" med hvem som helst. Jeg har derfor aldrig haft sex endnu, og har ikke lyst før det føles rigtigt, dvs. med en som jeg virkelig stoler på og en som vil det samme som mig. Jeg tror ikke, jeg bryder mig om tanken at dyrke sex for sjov, fordi det for mig mest handler om at skabe nyt liv. Jeg føler mig bare så gammeldags fordi jeg har den holdning, og føler ikke nogen forstår det. Mine venner driller mig med det, og fyrene synes det er latterligt og mister hurtigt interessen fordi jeg ikke vil have sex med det samme... Er der noget galt med mig, fordi jeg ikke har lyst til at dyrke sex med mindre det er med en, jeg gerne vil ha' børn med? 

Svar: 

Hej Anonyma 

Jeg tænker bestemt ikke der er noget galt med dig, og jeg kan også, med sikkerhed, sige at du ikke er alene. 

Der er mange der har det ligesom dig, og der er slet ingen tvivl om at du skal holde fast i det der er vigtigt for dig. 

Jeg tror tryghed er meget vigtigt for de fleste, når det kommer til sex. Der kan så være forskel på hvad der skal til for at man føler sig tryg ved et andet menneske, og det er der ingen facitliste på. 

For nogle mennesker kan sex godt være "for sjov", men der er overhovedet ikke noget i vejen med dig, fordi du har en anden holdning. 

Så hold fast i dig selv, og det der er vigtigt for dig. Der findes mange andre der tænker på samme måde. Det er også en af grundende til at flere og flere venter med at have sex, til de er 18, 19, 20 eller meget ældre. 

Gode tanker Susan

Susans billede
Susan fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program