han løj for mig og var måske mig utro!
han løj for mig og var måske mig utro!
Hej jeg er en pige på 13 år som har haft en kærste fra cirka halvt år tid siden og det endte i december men det er ikke pointen her er min historie
jeg var på koloni med nogle klasser fra skolen og jeg blev hurtigt forelsket i en dreng der gik i en højre klasse en mig men vi begyndte at snakke meget sammen og hænge ud da vi kom hjem holdte vi stadig kontakten og han skrev til mig at han kunne lide mig og det var den bedste følse nogen side så jeg skrev selfølgelig tilbage og skrev at jeg også godt kunne lide ham men vi blev så kærster og det hele gik fint men... han begyndte at sige hver gang at vi havde after at han ikke havde tid eller også skulle han noget andet men jeg tænkte ikke så meget over det men ja en dag hvor han sagde at han ikke kunne være sammen den dag vi skulle være sammen blev jeg selfølgelig lidt ked af det fordi han havde brændt mig af ret mange gange nu men jeg tænkte ikke mere over det men efter et par timr fik jeg en sms fra min bedtse ven som er en dreng og han vidste godt at han brænte mig af tit men han skrev til mig at min kærste var sammen med en anden pige og jeg skrev selfølgelig hurtigt til min kærste og jeg skrev (hvor er du?) og han sagde at han var hjemme og det vidste jeg godt at han ikke var og jeg skrev så til ham at vi ike skulle være kærster mere og han spurgte så også hvorfor og jeg svaret at det var fordi han løj for mig og der efter blokeret han mig på alle scocialle medier og han talte ikke med mig mere så det gik jo super men efter det var jeg meget ked af det jeg vidste ikke om han var utro med mig eller om det bare var en ven men uanset hvad så løj han for mig! men jeg ved ikke om det kun var den ene gang eller om han havde gjort det før men det var min historie og mit spørgsmål til jer er at om i har nogle forslag til at kommer over det fordi jeg er stadig lidt knust
Kh...M
Kære M,
Tak for dit brev med din historie. Jeg tror, at rigtig mange kan sætte sig ind i hvordan det er at have hjertesorger over et forhold. Det sker for os alle her i livet, og selvom det er smertefuldt og hårdt, så er det helt naturligt, når vi har holdt af nogen, som ikke længere er tæt på os. Jeg forstår godt, at du er blevet såret over, at din kæreste har løjet for dig, og at du nu sidder tilbage med en tvivl og et knust hjerte.
Det er helt okay at være ked af over et kæresteforhold, som ikke lige gik som du havde ønsket eller håbet. Selvom det kan føles som om det aldrig vil gå over, så bliver det bedre med tiden. Giv dig selv lov til at være ked af det, vred og skuffet. Måske skal du kravle under dynen, spise chokolade og græde lidt, eller måske skal du se en film eller høre noget musik, som du føler passer til de følelser, som du har lige nu. Det kan også hjælpe at tale med nogen om det – dine veninder, forældre eller din bedste ven, som du nævner i dit brev. Det kan være, at de kan fortælle, hvordan de selv er kommet igennem kærestesorger, eller bare være en støtte og give dig lidt ekstra omsorg lige nu.
Hvis det er svært helt at mærke, hvad du føler, kan det hjælpe at skrive dine tanker ned. Ved at skrive ned, hvad du tænker og føler, kan det blive mere overskueligt, og det er også en måde, hvorpå du får lidt mere styr på, hvad der sker inde i dig selv lige nu. Og så kommer du af med dine frustrationer, vrede og sorg, når du skriver det ud. Hvis du gemmer det og senere kigger tilbage på det, som du har skrevet, vil du måske lægge mærke til, at det allerede har ændret sig, og at du er ved at få det bedre.
Et andet godt råd er at gøre noget godt og rart for dig selv. Det kan være helt simpelt – et langt bad, en ansigtsmaske, lave flotte negle osv. Eller måske har du en hobby, som du godt kan lide at lave, nogle venner som du holder af at lave nogle bestemte ting med eller noget helt tredje. Bare det føles rart og er noget, som er med til at holde humøret lidt oppe.
Du skriver, at din ekskæreste har blokeret dig på sociale medier, og jeg kommer til at tænke på, om I mon har fået ”taget afsked”? Det lyder til, at det er lidt uafklaret, og at du stadig er lidt i tvivl om nogle ting (var det en ven, er det sket flere gange). Hvis du har lyst til det og har mulighed for at snakke med ham om det, der gik galt, kunne det være en god idé, så du kan få en ordentlig afslutning. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, om det er dét, du virkelig vil, eller om du måske fortryder lidt? Det er lidt uklart for mig ud fra dit brev. Hvis der er en tvivl i dig, så kan du måske mærke, om du har truffet den rigtige beslutning ved at snakke med ham. Hvis du skal se lyst på, at han har blokeret dig, kan du se det som en pause fra ham, og det kan gøre det lettere at komme videre. Det er også en god idé at lade være med f.eks. at spørge din bedste ven om, om han har snakket med din ekskæreste, eller måske hvad han siger om dig osv. På den måde vil du blive mindet om ham hele tiden, og det knuste hjerte får ikke tid og ro til at hele.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at mine idéer kan hjælpe dig til at komme videre.
Kram fra Ulrikke