Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Bell
13 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej cyberhus

Jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke klare at bo herhjemme mere. Min mor slår, kaster ting efter mig og kalder mig for grimme ting, Min lillebror slår mig og driller mig konstant, Vis jeg siger noget til min lillebror eller bare generalt siger noget kigger min mor surt på mig, min mor og far skændtes hele tiden, Jeg laver selvskade på mig selv, Jeg kan ikke fokuserer i skolen mere fordi at jeg måske har adhd og jeg har ike rigtigt nogen venner. 

Jeg vil virkelig godt bare væk fra det her og jeg har desperat brug for hjælp. Det har været sådan her i mere end 5 år og jeg kan ikke holde det ud mere.

Hilsen Bell

Svar: 

Kære Bell.

Hvor er det godt, at du skriver til os og rækker ud for hjælp. For det lyder rigtig voldsomt det, der foregår hjemme ved dig, og generelt lyder det ikke til, at du har det særlig godt. Når man ikke har ro og tryghed omkring sig, som er rigtig vigtig i ens hjem, og når man ikke kan regne med ens forældre, som ens trygge base man altid kan komme til, så er man konstant på vagt, og konstant skal være klar til at beskytte sig selv, og det ikke godt for en at have det sådan. Så derfor er det virkelig godt og sejt af dig, at du har taget det her skridt til at fortælle, hvad der foregår i dit liv og hvordan du har det.

Det er rigtig vigtigt at du ved, at din mor ikke må slå dig eller kaste ting efter dig, og hun skal generelt behandle dig ordentligt og ikke kalde dig grimme ting. Det er ALDRIG din skyld, at din mor behandler dig på den måde. Det er vigtigt at du ved  det. For jeg ved, at mange børn, der oplever at blive slået eller blive behandlet dårligt af ens forældre, bebrejder sig selv, og tror, at det er noget, de har gjort galt eller at de fortjener, at blive behandlet på den måde. Men det er ikke rigtig. Det er aldrig ens egen skyld. Det er forældres ansvar at passe på deres børn og behandle dem ordentligt, og også sørge for, at søskende behandler hinanden ordentlig. 

Du skriver, at du ikke kan fokusere mere i skolen og at du selvskader.  Det er helt naturligt, at når man ikke har det godt og bliver udsat for det, du gør, så påvirker det en meget, og kan komme til udtryk på forskellige måder. Fx ved at selvskade, da det kan være en måde at forholde sig til alt det, der gør ondt indeni, på en fysisk måde. For nogen kan det være nemmere at forholde sig til en fysisk smerte end en indre, psykisk smerte, og nogen oplever kortvarigt at få det bedre af at selvskade, selvom det går over, så snart man har gjort det. Måske du også oplever det? Problemet er bare, at det ikke nogen holdbar løsning til at få det bedre, fordi man får det dårligt igen ligeså snart man er færdig med at selvskade. Mange får det samtidig endnu dårligere, fordi man får dårlig samvittighed og skammer sig over at selvskade. Så derfor er det vigtigt at finde andre måder at få ens følelser ud på, og bearbejde det, man går igennem og er svært i ens liv. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, og hvis du har selvskadet i mere end fem år, så kan det være svært at stoppe fra den ene dag til den anden. Men det ikke umuligt at stoppe,  det kræver bare hjælp. Hjælp til at finde andre strategier, og hjælp til at komme ud af afhængigheden, og løse de problemer, der har fået selvskaden til at starte til at begynde med. Men jeg kan forestille mig, at så længe din hjemmesituation er som den er, så er det svært at komme ud af selvskaden, selvom jeg stadig vil foreslå dig at kigge forbi LMS, hvor du kan få rådgivning mod selvskade. Du finder dem her

Jeg kan godt forstå, at du ikke kan holde til det her længere. Det skal du heller ikke. Du skal have det godt, og din mor skal behandle dig ordentligt. Men jeg tror, at hun skal have hjælp til det. Og det lyder til at hele din familie skal have hjælp til at fungere, for din lillebror skal også behandle dig ordentlig, og ikke slå dig, og dine forældre skal ikke skændtes så meget, men lære at samarbejde og omgås hinanden ordentligt uden det ender i skænderi. Jeg kan godt forstå, at du er ked af at din lillebror behandler dig på den måde, han gør. Nu ved jeg ikke hvor gammel han er, men derfor skal han stadig have at vide, at det ikke er okay at slå, og det lyder ikke til, at han får det at vide af dine forældre, og det er ikke okay. For det skader også ham, hvis han vokser op og tror, at det er en okay måde at behandle andre på. Jeg kunne dog forestille mig, at din lillebror også må reagere på den kaotiske situation, det lyder til I har derhjemme, og at han måske derfor er mere udadreagerende, for det er den måde han har lært og set af din mor, at man må reagere overfor andre.

Det er rigtig vigtigt, at andre ved, hvad der foregår hjemme hos jer. Har du mon talt med en lærer eller anden voksen om, hvordan din mor behandler dig, og hvordan du har det generelt? Måske er der en eller flere af dine lærere, som har bemærket, at du har svært ved at fokusere i skolen. Du skriver, at det måske er fordi du har adhd, og det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tænker, at uanset om du har det eller ej, må det være svært at fokusere i skolen, når man har det skidt derhjemme. Så hvis dine lærere taler med dig om det, kunne det så være en idé at prøve at fortælle dem, hvordan du har det? Hvis du har mod på det. Det er ikke meningen, du skal gå med alt det her alene, så det er vigtigt, at du snakker med en voksen.

Hvis en voksen ved, at du bliver slået, skal de fortælle det til kommunen, så du (og din mor) kan få hjælp. Du kan også selv kontakte din kommune og fortælle, hvad du bliver udsat for og hvordan du har det. Du kan fx søge på din kommune og så familierådgivning, eller bare din kommune og vold i hjemmet, så burde der dukke kontaktinformationer op. Det er også helt okay, hvis det ikke er noget du har lyst til, eller synes det er skræmmende. Mange vil gerne undgå, at kommunen skal vide, hvad der foregår, for de er bange for, hvad der så sker. Men kommunen, og familierådgivere, som typisk er dem, der hjælper børn, der er udsat for det, du er, er der for at hjælpe, særligt børnene, så det kan være godt, hvis der kan komme noget professionel hjælp til din familie, og som kan være med til at passe på dig. 

Til sidst vil jeg linke til Bryd Tavsheden, som er en rådgivning til bl.a. børn, der oplever vold i hjemmet, både fysisk og psykisk. Her kan du få anonym rådgivning i chat, brevkasse, telefon og fysiske samtaler. Det kan måske være det næste skridt, hvis du ikke er klar til at fortælle en voksen, du kender om, hvordan du har det. Du finder dem i linket her. De ved rigtig meget om, hvordan det er at opleve det, du gør, og det kan være godt at tale med nogen, som forstår en og det man oplever.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og vil kigge forbi de links, jeg har sat ind i mit svar. For jeg kan godt forstå, at du ikke kan holde til det her længere, og du skal heller ikke leve på den måde.. Så derfor er det vigtigt, at hele din familie får hjælp, og du får nogen at tale med, som kan hjælpe dig med, hvordan du har det. Husk du også er velkommen i vores chatrådgivning, hvis du har brug for en anonym samtale, og hvor du kan gå i dybden med, hvad du oplever og hvordan du har det.

De bedste tanker
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program