Kære Anna,

Det lyder som om du er i en rigtig svær situation lige nu, så det er virkelig godt at du skriver.

Inden jeg svarer på dit spørgsmål, vil jeg sige at det er meget almindeligt at skjule det for andre når man cutter. Enten fordi man synes det er flovt, eller fordi man er bange for at få at vide at man skal stoppe.

Jeg ved jo ikke hvordan det er for dig, men når man cutter, er det ofte for at udholde svære følelser og tanker -man flytter fokus fra det der gør ondt indeni, til noget som gør ondt udenpå. Derfor kan det også føles skræmmende og helt umuligt at stoppe, for hvad skal man så gøre med det som gør så ondt indeni. Problemet ved cutting er, at det ikke for alvor får de svære følelser og tanker til at gå væk. I stedet bliver de ved med at komme tilbage og de bliver måske endda værre, fordi man også er ked af at man cutter.

Du spørger hvad du kan sige, så din far ikke opdager det, og der vil jeg svare, at jeg ikke tror du kan skjule det for ham længere. Han har set din arm og han troede ikke på at det var din hund, så tidspunktet er nok kommet til at tale med dine forældre om det. Jeg ved godt at det kan være virkelig skræmmende, men måske er det alligevel meget godt at du får fortalt om det, så du kan få hjælp. For selvom det føles umuligt at stoppe, så er det faktisk muligt -men det er svært at gøre alene, så første skridt er at fortælle nogen om det.

Du har ikke selv har valgt at fortælle at du cutter, men du kan godt selv være med til at bestemme hvordan I kan tale om det på en måde som fungerer for dig. Inden du fortæller det, kan du prøve at tænke over:

-Hvem vil du helst tale med? Måske er dine forældre dem der bedst kan hjælpe dig, men det kan også være at du hellere vil tale med en lærer eller en anden voksen. Hvis det er sådan, kan du prøve at aftale med din far, at du gerne først vil tale med f.eks. din lærer eller børnetelefonen om det, inden I to taler om det igen. Han vil nok gerne være sikker på at du taler med nogen, så I er nødt til at have en ret klar aftale om hvordan han kan vide at du får det gjort, eller hvornår han må spørge igen.

-Hvordan vil du helst fortælle det? Det bliver aldrig en let samtale, men nogle gange er det lettere at tale om svære ting når man f.eks. går en tur eller laver noget andet hvor man ikke skal sidde og se hinanden direkte i øjnene. Du kan også vælge at skrive det ned, og fortælle om det på den måde. Det har den fordel, at du får fortalt det med præcis de ord du helst vil, og du kan bede om at de voksne læser det uden at du skal være der, hvis du er bange for deres første reaktion.

-Hvad har du brug for? Du havde jo slet ikke lyst til at fortælle det, men derfor kan du alligevel godt gøre dig nogle tanker om hvad du har brug for og hvad du helst ikke vil have. Det kan for eksempel være du har brug for at I taler om det på en stille og rolig måde uden for meget drama, eller at du selv har nogle ideer til hvad der kunne hjælpe dig til at stoppe med at cutte. Børnetelefonen har faktisk også en forældretelefon, som du kan bede dine forældre om at ringe til, inden I taler om det igen, så de får en bedre forståelse af hvad cutting handler om. Den kan I finde her: https://bornsvilkar.dk/det-goer-vi/foraeldretelefonen/

Selvom mit svar nok ikke var helt var som du havde håbet, håber jeg at du alligevel kan bruge mine forslag. Hvis du har brug for lidt flere ideer til hvordan du kan få hul på at fortælle det, har Mindhelper lavet nogle rigtig råd til hvordan man taler med sine forældre om svære ting, som du måske kan bruge: https://mindhelper.dk/faa-hjaelp/snakke-foraeldre-svaere-ting/

Til sidst vil jeg sige, at selvom det er en rigtig svær situation, tror jeg på at det bliver bedre når først du har taget hul på det. Det kommer til at kræve mod at fortælle det, men du fortjener at få hjælp, så du ikke skal klare det hele alene!

Mange hilsner,

Marie