Hej, jeg er en pige på 19 år der stadig bor hjemme. Dette er ikke noget der fungerer særlig godt for mig, og mit største ønske er at flytte ud hurtigst muligt. Da jeg stadig går i gymnasiet er det lidt svært for mig at have et fuldtisarbejde til at betale for en lejlighed, så jeg kan nok først flytte hjemme fra efter gym. Det problem jeg så har ved at bo hjemme er, at jeg ikke kan med mine forældre. Specielt ikke min far. Der er perioder hvor det er okay at være hjemme, men i perioder kan jeg blive så vred og få så negative tanker omkring ham, at jeg ikke kan klare det. Begge mine forældre er gode forældre, og har ikke gjort noget galt som sådan. Jeg tror også jeg er meget i tvivl om, hvor det store had kommer fra. De ting min mor gør som jeg ikke kan lide, er bl.a. at sige "Det her er Karlas ynglingsret" eller "Karla gjorde det her i dag" eller "Det har du da aldrig kunnet lide, Karla", og på den måde prøver at fortælle mig hvem jeg er eller hvad jeg kan lide. Jeg kan blive så hidsig over det at jeg fuldstændig flipper ud på hende. Jeg synes det er det mest provokerende når hun tror hun ved hvem jeg er, for det føler jeg ikke hun gør. Eller når jeg én gang har sagt at jeg godt kan lide noget, tror hun, at det bare er min yndlingsting, og siger det til alle at det er min yndlingsting. 

Jeg har i lang tid haft det nemmere med min mor end min far. Jeg tror mit had til min far startede engang da jeg havde ses med en dreng som havde været lidt af en nar overfor mig, og det havde jeg så snakket med mine forældre om. Og så en dag da jeg skulle til en fest siger min far til mig inden jeg går "Bare fordi folk er søde betyder det ikke at man skal tage hjem med dem", og det blev jeg enormt frastrødt af, og blev utrolig vred på min far, som fik meget dårlig samvittighed og godt kunne se at det var mærkeligt sagt. Jeg synes det var enormt klamt at han på den måde påtalte mit sexliv og hvor mange jeg ses med osv., og jeg blev helt vildt stødt af det, og synes faktisk at det var rigtig klamt sagt, og slet ikke noget ens forældre skal påtale. Og jeg tror at jeg har haft det i baghovedet lige siden, og er blevet meget bevidst om, om min far på den måde seksualiserer mig. F.eks. hver gang min far kommenterer på at jeg ser fin ud eller noget i den stil, får jeg det også enormt ubehageligt og synes det er virkelig ulækkert at han snakker om mig på den måde. Jeg kan mærke at jeg har brug for at distancere mig selv fra ham, fordi jeg bliver rigtig utilpas ved ham. Han har generelt en forkert måde at snakke om ting på, som jeg synes er virkelig ubehagelig og mærkelig, selvom han sikkert prøver at sige noget fint nok. Udover det, får jeg det også rigtig dårligt efter jeg har fortalt noget personligt om mig selv til mine forældre fordi jeg føler at det kommer alt for tæt på. Og også når jeg har fortalt min mor om en dreng eller noget i den stil, og at hun så senere spørger ind til det. Der kan jeg mærke at jeg bliver rigtig vred også, og fortryder at jeg nogensinde har sagt noget til hende. 

I bund og grund tror jeg at jeg hader hvor "bløde" mine forældre er, og hvor omklamrende de er. Jeg har aldrig lyst til at være sammen med dem, fordi jeg så føler at spørger mig om alt for meget og er alt for interesserede. Det bliver simpelthen for omklamrende og for tæt på -  jeg har slet ikke lyst til at snakke med dem om hvordan jeg har det eller om drenge eller noget i den stil, og jeg hader at de spørger mig ind til det. Og jeg tror bare i lang tid at jeg har bygget et had op til min far, som gør at jeg ikke kan holde ud hvis han bare kigger på mig eller spørger mig om noget - jeg bliver helt utrolig vred. 

Grunden til at det hele er eskaleret for mig lige nu, og grunden til at jeg skriver herind, er fordi jeg gerne vil ses med en dreng denne her weekend, og vi kan ikke være hos ham. (Jeg ved godt at i ikke kan nå at svare på spørgsmålet inden vi har en aftale, men det er mere bare fordi jeg kan mærke hvor meget det fylder for mig i den her situation). I princippet kan vi godt være hos mig, men problemet er, at jeg ikke har lyst til at mine forældre skal være i nærheden af ham, eller prøve at snakke med ham eller noget som helst. Jeg har slet ikke lyst til at de skal være i mit liv eller vide noget om mit liv, og derfor synes jeg, at det er alt for såbart at tage en person man godt kan lide ind i sit hus. Jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, men det er simpelthen for ubehageligt for mig.

Jeg tænkte derfor på, om i har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre fremover og hvordan jeg kan håndtere min vrede? Hvis i har et bud på hvorfor jeg ikke kan håndtere at mine forældre kommer så tæt på mig, eller ved noget om mig, ville det også være en stor hjælp, jeg er nemlig meget forvirret over hvorfor jeg har det sådan, og det påvirker min hverdag rigitig meget at jeg konstant bor med nogen jeg ikke kan fordrage. 

Mange tak på forhånd

Hilsen Karla