Jeg kan ikke fordrage min far

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke fordrage min far

brevkassespørgsmål af
Karla
19 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 19 år der stadig bor hjemme. Dette er ikke noget der fungerer særlig godt for mig, og mit største ønske er at flytte ud hurtigst muligt. Da jeg stadig går i gymnasiet er det lidt svært for mig at have et fuldtisarbejde til at betale for en lejlighed, så jeg kan nok først flytte hjemme fra efter gym. Det problem jeg så har ved at bo hjemme er, at jeg ikke kan med mine forældre. Specielt ikke min far. Der er perioder hvor det er okay at være hjemme, men i perioder kan jeg blive så vred og få så negative tanker omkring ham, at jeg ikke kan klare det. Begge mine forældre er gode forældre, og har ikke gjort noget galt som sådan. Jeg tror også jeg er meget i tvivl om, hvor det store had kommer fra. De ting min mor gør som jeg ikke kan lide, er bl.a. at sige "Det her er Karlas ynglingsret" eller "Karla gjorde det her i dag" eller "Det har du da aldrig kunnet lide, Karla", og på den måde prøver at fortælle mig hvem jeg er eller hvad jeg kan lide. Jeg kan blive så hidsig over det at jeg fuldstændig flipper ud på hende. Jeg synes det er det mest provokerende når hun tror hun ved hvem jeg er, for det føler jeg ikke hun gør. Eller når jeg én gang har sagt at jeg godt kan lide noget, tror hun, at det bare er min yndlingsting, og siger det til alle at det er min yndlingsting. 

Jeg har i lang tid haft det nemmere med min mor end min far. Jeg tror mit had til min far startede engang da jeg havde ses med en dreng som havde været lidt af en nar overfor mig, og det havde jeg så snakket med mine forældre om. Og så en dag da jeg skulle til en fest siger min far til mig inden jeg går "Bare fordi folk er søde betyder det ikke at man skal tage hjem med dem", og det blev jeg enormt frastrødt af, og blev utrolig vred på min far, som fik meget dårlig samvittighed og godt kunne se at det var mærkeligt sagt. Jeg synes det var enormt klamt at han på den måde påtalte mit sexliv og hvor mange jeg ses med osv., og jeg blev helt vildt stødt af det, og synes faktisk at det var rigtig klamt sagt, og slet ikke noget ens forældre skal påtale. Og jeg tror at jeg har haft det i baghovedet lige siden, og er blevet meget bevidst om, om min far på den måde seksualiserer mig. F.eks. hver gang min far kommenterer på at jeg ser fin ud eller noget i den stil, får jeg det også enormt ubehageligt og synes det er virkelig ulækkert at han snakker om mig på den måde. Jeg kan mærke at jeg har brug for at distancere mig selv fra ham, fordi jeg bliver rigtig utilpas ved ham. Han har generelt en forkert måde at snakke om ting på, som jeg synes er virkelig ubehagelig og mærkelig, selvom han sikkert prøver at sige noget fint nok. Udover det, får jeg det også rigtig dårligt efter jeg har fortalt noget personligt om mig selv til mine forældre fordi jeg føler at det kommer alt for tæt på. Og også når jeg har fortalt min mor om en dreng eller noget i den stil, og at hun så senere spørger ind til det. Der kan jeg mærke at jeg bliver rigtig vred også, og fortryder at jeg nogensinde har sagt noget til hende. 

I bund og grund tror jeg at jeg hader hvor "bløde" mine forældre er, og hvor omklamrende de er. Jeg har aldrig lyst til at være sammen med dem, fordi jeg så føler at spørger mig om alt for meget og er alt for interesserede. Det bliver simpelthen for omklamrende og for tæt på -  jeg har slet ikke lyst til at snakke med dem om hvordan jeg har det eller om drenge eller noget i den stil, og jeg hader at de spørger mig ind til det. Og jeg tror bare i lang tid at jeg har bygget et had op til min far, som gør at jeg ikke kan holde ud hvis han bare kigger på mig eller spørger mig om noget - jeg bliver helt utrolig vred. 

Grunden til at det hele er eskaleret for mig lige nu, og grunden til at jeg skriver herind, er fordi jeg gerne vil ses med en dreng denne her weekend, og vi kan ikke være hos ham. (Jeg ved godt at i ikke kan nå at svare på spørgsmålet inden vi har en aftale, men det er mere bare fordi jeg kan mærke hvor meget det fylder for mig i den her situation). I princippet kan vi godt være hos mig, men problemet er, at jeg ikke har lyst til at mine forældre skal være i nærheden af ham, eller prøve at snakke med ham eller noget som helst. Jeg har slet ikke lyst til at de skal være i mit liv eller vide noget om mit liv, og derfor synes jeg, at det er alt for såbart at tage en person man godt kan lide ind i sit hus. Jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, men det er simpelthen for ubehageligt for mig.

Jeg tænkte derfor på, om i har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre fremover og hvordan jeg kan håndtere min vrede? Hvis i har et bud på hvorfor jeg ikke kan håndtere at mine forældre kommer så tæt på mig, eller ved noget om mig, ville det også være en stor hjælp, jeg er nemlig meget forvirret over hvorfor jeg har det sådan, og det påvirker min hverdag rigitig meget at jeg konstant bor med nogen jeg ikke kan fordrage. 

Mange tak på forhånd

Hilsen Karla

Svar: 

Hej Karla

Tusind tak for dit brevkassespørgsmål. Jeg håber, at det kunne være med til at give afløb for nogle af dine frustrationer at skrive herind omkring din situation. For vi er her også for blot at lytte, når der er brug for det.

Det lyder som om, du har et meget anstrengt forhold til begge dine forældre. Du skriver, at du oplever det som om, at din mor prøver på at fortælle dig om, hvem du er. Og at din far blander sig i dit privatliv på en måde, som opleves ubehagelig for dig. Jeg kan godt forstå, hvis du har det svært med at bo hjemme, når du oplever dine forældre som omklamrende og grænseoverskridende.

Det er egentlig meget naturligt at være vred på sine forældre en gang imellem, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvis de gør noget, som sårer en. Nogle gange tænker forældre sig ikke om, før de gør eller siger noget, ligesom vi også selv kan komme til at gøre eller sige noget uheldigt. Det gør det selvfølgelig ikke mere okay, men det betyder, at vi nogle gange må øve os i at være mere overbærende, når vi er sammen med andre – også vores forældre. Det betyder ikke, at man for enhver pris skal være bedste venner med sine forældre, men at det nogle gange kan være bedre bare at trække på skuldrene eller lade deres ord gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Det er også helt naturligt, at man i løbet af sine teenage-år bevæger sig mere væk fra sine forældre, og at man deler færre ting omkring sit privatliv med dem. I stedet deler man det oftere med sine veninder/venner eller kæreste. Og det er også helt okay bare gerne at ville have et privatliv, som ens forældre ikke snuser rundt i.

Men den vrede, du beskriver i dit brevkassespørgsmål, virker meget stor, og som om den giver anledning til mange konflikter mellem dig og dine forældre. Det virker også som om, at det går dig meget på, og det lyder til, at det ikke er særligt rart at være dig, når du er vred. Du skriver også selv, at du er forvirret over, hvordan det kan være, at du har det sådan. Og det kan jeg desværre ikke svare dig på, fordi jeg ikke ved, hvordan det helt præcist er at være dig hjemme hos dine forældre. Men jeg bliver nysgerrig på, om det er noget, du har forsøgt at snakke med dine forældre om?

Jeg tænker ikke, at dine forældre har haft en intention om at sige eller gøre noget, som du synes er ubehageligt. Det kan være, at de slet ikke har tænkt over, hvordan det føles for dig, når de gør eller siger bestemte ting. Men det ændrer ikke på, at det er sådan, du har oplevet det. Derfor kan en snak omkring hver jeres oplevelse af de situationer, hvor det går skævt, måske være med til at løsne op for dit anspændte forhold til dem?

Samtidig bliver jeg nødt til at nævne, at det også er vigtigt, at du selv forsøger at sætte dig i dine forældres sted, hvis du vælger at tage en snak med dem. Det er vigtigt, at du prøver på at forstå, hvorfor de kan have sagt eller gjort bestemte ting. Og det er lige så vigtigt, at de også prøver på at forstå dig.

Det kan godt være, at du stadig ikke kan forstå, hvorfor de har sagt eller gjort noget bestemt, selvom de forklarer dig det. Og I behøver ikke at komme frem til nogen endegyldig enighed om, "hvem der har ret". Men ofte handler konflikter om misforståelser, eller at man er gået skævt af hinanden. Og det kan være svært at komme frem til enighed om, at noget har været en misforståelse, hvis I ikke alle tre er åbne for, at der kan være ment noget andet med det, en af jer har sagt eller gjort, end det I først troede. Altså at I alle tre er åbne overfor, at I kan komme til at misforstå hinanden nogle gange uden at ville det.

Det er selvfølgelig helt op til dig, om du har lyst til at snakke med dine forældre om det, eller om du hellere vil holde ud, indtil du kan flytte. Men det lyder som om, at du bruger meget energi på at være vred, og at det er noget, du ikke kan lade være med at tænke på, fordi det fylder meget i din hverdag også. Og jeg tænker, at det ville være enormt ærgerligt, hvis jeres forhold bliver ved med at være anstrengt på baggrund af misforståelser mellem jer.

Det kan også være, at det kan være en god idé for dig at snakke med nogle af dine venner omkring, hvordan du har det med dine forældre. Det kan være, at de har oplevet noget af det samme som dig, og at de måske har nogle forslag til, hvad du kan gøre. Nogle gange er det også rart blot at blive lyttet til og få luft for sine frustrationer, uden at man behøver komme frem til en løsning. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Og uanset hvad, du vælger at gøre, så håber jeg, at det vil gå dig rigtigt godt med det.

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program