15 og 25?

brevkassespørgsmål

15 og 25?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 måneder 3 uger siden

Er det lovligt for en 15 årig at være kærester med en 25 årig? Både hvis man har og hvis man ikke har sex?

Svar: 

Hej Anonym

Godt du spørger, når du bliver i tvivl, og jeg kan sagtens forstå, hvis du bliver usikker. 

Du spørger om det er lovligt for en 15-årig at være kærester med en 25-årig, og der er svaret faktisk ret enkelt. Ja, det er fuldstændig lovligt, lige meget om man har sex, eller ej...for den 15-årige. 

Hvis du havde spurgt om det er lovligt for en 25-årig, at være kærester med en 15-årig, så er svaret ikke helt så enkelt. En voksen må som udgangspunkt gerne være kærester med en 15-årig, fordi den unge så er over den seksuelle lavalder. Men det gælder ikke altid. Hvis den voksne eksempelvis er den 15-åriges lærer, træner, mentor eller på anden måde har en særligt magtposition i forhold til den 15-årige, så vil det være ulovligt. Er den 25-årige fx træner for den unge, så skal den unge faktisk være fyldt 18 år, før et forhold er lovligt for den 25-årige. 

Ud over hvad loven siger, så er det selvfølgelig også altid vigtigt at gøre dig tanker om så stor en aldersforskel. 10 år gør måske ikke den store forskel hvis parterne er fx 25 og 35 år. Men som 25-årig er man et meget andet sted i sit liv, i forhold til en 15-årig. Både når det handler om erfaringer i forhold til kærester og sex, og ikke mindst i forhold til hvad man er optaget af i hverdagen, eller ønsker for den nærmeste fremtid. Samtidig skal man måske også overveje at familie, venner og andre relationer man har omkring sig, nok ville være meget kritisk overfor særligt den 25-åriges motiver med at indgå i et forhold med en så ung partner. Så selv hvis det måtte være lovligt, er det måske ikke helt så enkelt, og i realiteten meget svært for sådan et forhold at skulle fungere i virkeligheden. 

Mange hilsner Pedro 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program