Finde en kæreste

brevkassespørgsmål

Finde en kæreste

brevkassespørgsmål af
Larsen
23 år
Oprettet 4 år 2 uger siden

Hej!

Hvorfor er det så svært at finde en kæreste? Jeg er ikke kræsen men vil hellere ikke have en som tager diverse stoffer. Jeg snakker ikke rigtig med så mange mennesker fordi jeg ikke er så udadvendt som jeg gerne vil være. Jeg har heller ikke været i byen i hele 2020 fordi at hver gang jeg har spurgt de få jeg snakker med så er det de samme svar. `Ikke i aften`. Corona situationen har heller ikke gjort det nemt. 

Svar: 

Hej Larsen,

At finde en kæreste er ikke nogen nem opgave. Det er du ikke den første, der har oplevet, og du bliver stensikkert heller ikke den sidste. Og med coronasituationen, og alt hvad dertil hører af restriktioner og nedlukninger, bliver det så afgjort ikke nemmere.

Du skriver, at du ikke snakker med så mange mennesker, fordi du ikke er så udadvendt som du gerne vil være. Når du skriver sådan tænker jeg straks, at det ikke er et krav for at møde andre mennesker, at man er udadvendt. Det er rigtigt, at udadvendte mennesker ofte har lettere ved at møde andre og falde i snak med dem, men det er ikke det samme som at det ikke kan lade sig gøre for mindre udadvendte mennesker. Og her tænker jeg faktisk, at du kan bruge coronasituationen til din fordel. For i øjeblikket er det så godt som umuligt at tage ud at møde andre mennesker, da alle barer, caféer og restauranter er lukkede. Så derfor skal der andre midler i brug.

Og de andre midler tænker jeg kan komme dig, som ikke er så udadvendt som du gerne ville være, til gode. Fordi det kalder på en digital og skriftlig kontakt mere end på en fysisk. I hvert fald til en start. Der findes forskellige rigtig fine dating apps, som du med fordel kan benytte - fx Tinder, Happn og Bumble. Det er klart, at dating apps til en start vil handle om en meget overfladisk kontakt, hvor man bliver målt og vejet på sit udseende og sin evne til at skrive en fængende profiltekst. Men dating apps kan også være en god vej til at udvide sit netværk og til at møde nye mennesker. Især i en tid, hvor de fysiske muligheder for samme er yderst begrænsede.

Og så lige for at komplicere situationen yderligere, så er det, som du naturligvis godt ved, ikke nok at møde en anden. Man skal også klikke med den anden. Og den anden skal klikke med én. Så der er rigtig mange faktorer, der spiller ind på, hvordan og hvor let man finder en kæreste. Men første skridt er at bevæge sig i enten fysiske eller digitale miljøer, hvor der er mulighed for at møde andre, og lære andre bedre at kende.

Du skriver, at hver gang du har spurgt de få du snakker med, om I skulle i byen, så har de svaret "ikke i aften". Det er helt forståeligt, hvis det gør, at du føler dig afvist og bliver ked af det over det, og måske samtidig bliver frustreret over, at det så bliver endnu sværere at møde en potentiel kæreste. Du kan overveje, om du vil kalde dem ud på det, og fortælle dem, at det faktisk er ret ubehageligt for dig. Det vil betyde, at du skal turde være sårbar over for dem, hvilket ikke nødvendigvis er det rareste at være. Men det kan være en god ting at være, fordi det kan være godt at fortælle dem, hvordan du egentlig har det. Det vil nemlig give dem bedre mulighed for at tage hensyn til dig og for at tilgodese dine behov i fremtiden.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke i jagten på en kæreste!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program