Tristhed

brevkassespørgsmål

Tristhed

brevkassespørgsmål af
Eco"
14 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Hej (igen igen) Cyberhus..

Jeg ved godt jeg har skrevet mange gange, men mit humør og mine oplevelser... Ja, de er bare meget varierende. Jeg kan gå og være glad i flere uger hvorefter jeg bliver helt vildt trist pga en åndssvag ting.

Men mit problem er, at jeg graver lidt mig selv ned i mine egne problemer og min tristhed. Nogle gange, kan jeg gå og være så mega trist, uden grund. Jeg har overvejet at cutte for at kunne se smerten, og virkelig vide jeg ikke er dum, men jeg vil fortryde det senere i livet, det ved jeg. 

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan. Jeg har jo gået i omkring et år nu, og været trist - men med en grund. Nu går jeg, og ved ikke hvad der plager mig. Jeg er bare trist. Og træt. Træt af at kæmpe. Træt af at sige den samme sætning om og om igen: "jeg er okay" og vide, at jeg indeni er ødelagt, trist og bare... Træt. Træt og trist. Uden grund 

- Knuzzz Eco"

Svar: 

Hej Eco,

Det er dejligt, at du er glad for at komme i Cyberhus, og at du kan bruge vores brevkasserådgivning. Du er helt sikkert ikke dum, fordi du bliver overvældet af tristhed i perioder. Jeg er glad for, at du skriver herind i stedet for at cutte, for det er bestemt ikke en løsning, selvom du tænker, at det kan gøre smerten synlig.

Når man er teenager, sidder alle følelserne lidt mere uden på tøjet. Det betyder, at man er mere følsom, og at ens følelser pludselig kan føles større end de før har været. Det er helt normalt at være mere sensitiv, og at blive overvældet af sine følelser, samtidig med at man ikke helt ved, hvad det er, der gør, at man har det sådan. Sommetider kan det virke helt uoverkommeligt, når ens humør dykker og svinger på den måde. Jeg kan fortælle dig, at det oftest bliver bedre med tiden.

I stedet for at begynde at selvskade vil jeg forsøge at give dig nogle andre og gode strategier med på vejen.

1. Snak med nogen

Den første strategi er at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan være et familiemedlem, en ven/veninde eller noget helt tredje. Når vi snakker med nogen om, hvad der sker indeni, bliver det mere konkret og håndgribeligt, og vi oplever en lettelse ved at have delt det med nogen. Hvem har du omkring dig, som du kunne tænke dig at tale med om det, der er svært? Hvordan vil du kunne få fortalt nogle af de tanker og følelser du har indeni - skal du skrive dem ned eller sige dem højt til vedkommende? Når vi rækker ud og beder om hjælp, møder vi omsorg og støtte, og det hjælper os til at få det bedre. Du kan også overveje om du er der, hvor du gerne vil snakke med en professionel om, hvordan du har det. Det kan være en skolevejleder eller en psykolog. Her vil det være nødvendigt at tale med dine forældre om, om du kan starte i et forløb et sted. Hos en psykolog kan du få redskaber til at arbejde med dine tanker og følelser, så du lettere kan håndtere dem.

2. Gør noget andet end du plejer

Når man har været i en tilstand i lang tid, kan man få skabt nogle uheldige vaner. Måske isolerer du dig, når du er trist. Måske begynder de samme tanker at dukke op og køre i ring. For at bryde mønstret er det en god idé at prøve at gøre noget helt andet, end det man plejer. Selvom det vil føles underligt og måske endda lidt forkert, kan det være lige præcis dét der gør, at du kan komme på benene igen og ikke synke ned i tristheden. Hvad plejer du at gøre, når du har det sådan her? Hvordan kan du gøre noget anderledes? Hvad kan du gøre?

3. Distraher tankerne med en aktivitet

En anden strategi er at distrahere ens tanker med en aktivitet. Det er en strategi, som virker godt for mange. Det kan være, at du holder af at tegne, høre musik, spille, se Netflix eller dyrke motion. Det kan være noget så simpelt som at gå en tur og lægge mærke til det, man går forbi og være til stede i øjeblikket. Du kan også forsøge dig med meditation, og der findes mange videoer til begyndere på YouTube. Du kan også skrive dine tanker og følelser ned eller male dem. Det kan hjælpe til ligesom at få det ud af systemet og giver for nogen en ro og orden i tankerne. Hvis det er svært lige at komme i tanke om, hvad du kan lave, kan du prøve at tænke på, hvad du holder af at lave, når du er glad og har energi.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner 

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program