Er jeg den eneste som har den her drøm, det her ønske, der fylder mere end noget andet og som er mit største ønske, men som samtidig er min største frygt? Det kan jeg næsten ikke tro! Så mit håb med denne tekst er, at bare en af jer der sidder derude på den anden side af skærmen læser dette og ved at du IKKE er alene med disse følelser. Måske kan denne tekst gøre at du tør fortælle om din drøm, som du frygter. Det håber jeg i hvert fald. Så her kommer mit største ønske, min drøm og min frygt:

Men først vil jeg gerne kort fortælle lidt om mig. Jeg har været vokset op i et hjem med omsorgssvigt og har derfor fra en ung alder passet mig selv og klaret tingene selv. Jeg har gået i flere års behandling og slås stadigvæk den dag i dag med mange følgesymptomer fra min opvækst. En af disse symptomer er at jeg altid har en facade på og har denne side af mig selv som ingen får lov til at se. Alle mine venner og klassekammerater holder jeg i strakt arm, de ser kun den glade smilende pige og om aften går jeg så hjem og er alene i smerten.

Så mit største ønske/min hemmelige drøm er at finde en person på denne jord, som ser mig - HELE mig og hvis jeg nu skal være helt ærlig og det vil jeg gerne over for jer, ønsker jeg ikke bare en person som ser mig, men en som kan udfylde en form for moderrolle. Jeg vil have en voksen jeg kan græde foran, men også smile og grine med. Jeg vil have en voksen jeg kan ringe og snakke med om stort og småt og som ville tage telefonen, hvis jeg ringede kl.02 om natten. En voksen som kan acceptere, at nogle dage kommer jeg ikke længere end fra sengen til sofaen og det kan være okay. En voksen som på de dårligste dage, kan yde omsorg og nærvær og som lige spørger en ekstra gang om jeg ikke burde spise noget og som på de gode dage hepper på mig på sidelinjen. En voksen som ved, at skubber jeg dem væk, er det som regel et mislykket forsøg på at sige jeg har brug for dem og en frygt for at blive forladt igen. Men mest af alt ønsker jeg en som elsker mig ubetinget!

Det er svært bare at skrive. For har jeg ret til at ønske mig det? Ubetinget kærlighed? Et eller andet sted ved jeg godt, at det er noget alle har ret til at ønske sig. For alle burde føle sig elsket ubetinget, det ved jeg godt. Men når man er vokset op i et miljø uden kærlighed og uden omsorg, når man fra fødsel af har lært at man ikke er værd at elske. Så kan ubetinget kærlighed virke lige så uvirkelig, som at en ko kan flyve. Så selvom jeg mere end noget andet ville ønske at nogen elskede mig ubetinget, frygter jeg det også mere end noget andet.

For vil jeg overhovedet være i stand til at lukke en person ind? Vil jeg kunne elske dybt? Vil jeg kunne lære at stole på et andet menneske igen? Jeg er ensom lige nu ja, men det er trygt og vandt.

Og denne frygt gør, at jeg altid svare: “Det ved jeg ikke”, når min behandler spørger mig hvad jeg ville ønske mere end noget andet, hvis alt kunne lade sig gøre, i stedet for at svare "En moderrolle". Frygten stander mig. Den holder mig fanget i fortiden og først når jeg overvinder min frygt og siger den højt. Først da vil jeg kunne fortsætte min rejse ud på den bedre side og måske en dag finde den voksen eller blive den voksen, som kan udfylde moderrollen. 

Så mit håb og budskab til DIG er: Frygt ikke dine drømme, men lyt til dem og forstå dem. Og hvis du overhovedet kan så del dem med en omkring dig, måske bare din dagbog til at starte med. Og tror mig jeg ved godt det slet ikke er en nem ting jeg beder dig om. Men jeg håber at både du og jeg begge en dag finder modet til at udleve vores drømme.

Giv aldrig op...Der er altid lys længere fremme <3

Knus Musicgirl