Livet går op og ned. Det tror jeg alle vil kunne nikke ja til. Men hvad kan vi egetlig gøre når livet går ned af eller når man føler sig fanget på bunden? Det håber jeg at dette blokindlæg kan hjælpe dig med at løse. 

Jeg har de sidste par måneder gået og kæmpet med mine indre dæmoner og har været på et utal af veje, for at få det bedre. Jeg har tyet til alkoholen, for at glemme. Jeg har fået en spiseforstyrrelse, for at have kontrol. Og jeg har fået en svære depression, der gjorde jeg ikke forlod sengen. Og dette er alt sammen bare ord, der egentlig siger det samme, at jeg ramte bunden. Jeg havde fuldkommen miste lysten til min musik og var klar til at droppe min uddanelse. Jeg skar ned på undervisnings timerne og lavede ikke mit arbejde mellem timerne. Jeg deltog ikke i nogen fælles arrangemanger og følte ikke længer jeg kunne snakke med med nogen. Jeg følte mig mere ensom ind jeg har følt længe og faldt tilbage i nogen mønste jeg ikke har følt siden jeg stadigvæk boede hjemme. Jeg havde mistet håbet på nogensinde at blive rask. For hvis jeg skal være ærlig, og det vil jeg gerne, så har jeg kæmpet med disse dæmoner siden jeg var omkring de 12 år, måkse tidligere. Jeg har været i mange former for behandling, men det har aldrig været det rigtige. Og at jeg faldt så dybt ned og jeg ikke længere anede hvem jeg skulle støtte mig til, vælte mig fuldkommen og jeg nåede så dybt ned at jeg var ved at tage mit eget liv, men jeg besluttede mig for at sige det højt og fik hjælp. Eller nok retter får hjælp. For det er en lang proces, som for mig har været i gang i omkring 4 år. 

Men hvad gjorde at jeg valgte at sige det høj, hvad fik mig til at bede om hjælp, istedet for bare at ende det hele, når nu jeg var så tæt på. Hvad fik mig til at droppe alkoholen, tage kampen op med spiseforstyrrelsen, blive ved med at kæmpe for at blive på min uddanelse og holde mig selv i live?

Kort sagt var det to små ord, som i sig selv ikke betyder det store. Men som har en rigtig stor betydning for mig. For tilbage den gang jeg gik på efterskole, fik jeg et meget specielt bånd med en af lærerne og en dag kom hun til mig og spurgte, om når jeg sagde og skrev, at `jeg ikke kan mere´ , ikke ville skrive og sige `lige nu´ bagefter. Først forstod jeg ikke den store foreskel, for selvfølgelig var det hvad jeg følte på daværende tidspunkt. Men næste gang jeg skrev `jeg kan ikke mere´, skrev jeg bagefter `lige nu´ og sætningen fik en anden betydning, for selv om jeg godt vidste at følser og tanker ændre sig, så var det svært at holde fast i følelsen af, at følelser er midlertidige mens man stod og følte sig overmandet af sine indre dæmoner. Men ved blot rent fysisk at tilsætte disse to små ord, blev tiden meget mere håndgribelig og jeg kunne bedre accepter, at jeg ville have op og ned ture i livet.

Så det jeg prøver at sige er, at når vi står i den mørkeste periode af vores liv, så er det ekstra vigtig at huske, at det kun er sådan du har det LIGE NU. Du vil komme op igen. Og jeg ved det kan være svært at huske, når dæmonerne kalder, men prøv at holde fast i ordene. Om det så er dem jeg fik at min lærer eller nogen andre er lige godt, bare budskabet, minder dig om at tingen går op og ned og at det ikke vare for altid.

Årstiderne skifter - solen er bare bag en sky - en dag ad gangen - en skridt til... har du et andet ord/sætning, som hjælper dig, så skriv det i kommentaren. 

Her kommer lige en sang omkring altid at tage et skridt mere...

Knus Musicgirl