At huske...Hvorfor er jeg så bange for at huske. Huske hvem jeg engang var. Huske hvad jeg har oplevet. Huske steder jeg har været. Huske hvad jeg har følt. Måske fordi det at huske kan betyde, at man skal rumme så mange følelser, tanker og minder på samme tid og det hele kan virke så uoverskueligt, så håbløst...

Til hverdag er jeg rigtig god til at undgå. Mange vil nok også sige at jeg er alt for god til det. For når jeg cykler i skole, spiser frokost, ser en film med vennerne osv., så husker jeg ikke min fortid. Selv hvis jeg bare flyder ud alene på sofa’en, kan alting virke fint. Men så er det at jeg pludselig husker. Nogen gange udløses det at et ord, et billede eller en tanke. Andre gange opdager jeg slet ikke hvad der udløser det. Jeg husker bare. Jeg husker igen smerten, som var jeg stadigvæk den lille pige. Og selvom det er over 8 år siden, føles det på et splitsekund, som om jeg er tilbage i mit hjem. Bange, alene og fortvivlet.

Og jeg har faktisk skrevet et lille digt, på engelsk (Håber det går ellers bed om en oversættelse i kommentaren) netop omkring hvordan det for mig kan føles, når man igen husker.

I’m alone, broken and hurt,
as tears are rolling down my cheek.
But I don’t really cry.
A stabbing pain starts in my heart,
but soon fills up my chest.
I have nowhere to go,
no one to call,
so I fall down to the floor.

I’m heartbroken, crying and feeling lonely,

as I’m trying to slow down my breath.

I wipe my tears away,

wishing for the pain to stop.

I’m empty, tired and dizzy,
as the storm has passed away.
So I get up from the floor,
ready to continue my day.
Like nothing ever happened.

...Så måske er det slet ikke så underligt, at vi nogen gange er så bange for at huske og derfor gør så meget for at undgå det. For ingen har lyst til at genopleve, huske eller mindes smerten, sorgen, ensomheden, håbløsheden og alt det andet der gør ondt.

Men selvom vi mest af alt bare har lyst til at glemme det svære, ved jeg også, at vi stille og roligt, i små skridt, langsom må åbne op og huske. For kun ved at huske og arbejde med det i trygge rammer, vil vi kunne komme videre. Og det er slet ikke let, det vil jeg gerne skrive under på. Men på trods af at det hele kan virke mørkt og uoverskueligt til tider, ved jeg også at vi en dag vil stå et stærkere sted.

Så giv ikke op :)
Knus Musicgirl