The fear of remembering

blogindlæg

The fear of remembering

Skrevet af
Musicgirl
Oprettet 4 år 1 måned siden

At huske...Hvorfor er jeg så bange for at huske. Huske hvem jeg engang var. Huske hvad jeg har oplevet. Huske steder jeg har været. Huske hvad jeg har følt. Måske fordi det at huske kan betyde, at man skal rumme så mange følelser, tanker og minder på samme tid og det hele kan virke så uoverskueligt, så håbløst...

Til hverdag er jeg rigtig god til at undgå. Mange vil nok også sige at jeg er alt for god til det. For når jeg cykler i skole, spiser frokost, ser en film med vennerne osv., så husker jeg ikke min fortid. Selv hvis jeg bare flyder ud alene på sofa’en, kan alting virke fint. Men så er det at jeg pludselig husker. Nogen gange udløses det at et ord, et billede eller en tanke. Andre gange opdager jeg slet ikke hvad der udløser det. Jeg husker bare. Jeg husker igen smerten, som var jeg stadigvæk den lille pige. Og selvom det er over 8 år siden, føles det på et splitsekund, som om jeg er tilbage i mit hjem. Bange, alene og fortvivlet.

Og jeg har faktisk skrevet et lille digt, på engelsk (Håber det går ellers bed om en oversættelse i kommentaren) netop omkring hvordan det for mig kan føles, når man igen husker.

I’m alone, broken and hurt,
as tears are rolling down my cheek.
But I don’t really cry.
A stabbing pain starts in my heart,
but soon fills up my chest.
I have nowhere to go,
no one to call,
so I fall down to the floor.

I’m heartbroken, crying and feeling lonely,

as I’m trying to slow down my breath.

I wipe my tears away,

wishing for the pain to stop.

I’m empty, tired and dizzy,
as the storm has passed away.
So I get up from the floor,
ready to continue my day.
Like nothing ever happened.

...Så måske er det slet ikke så underligt, at vi nogen gange er så bange for at huske og derfor gør så meget for at undgå det. For ingen har lyst til at genopleve, huske eller mindes smerten, sorgen, ensomheden, håbløsheden og alt det andet der gør ondt.

Men selvom vi mest af alt bare har lyst til at glemme det svære, ved jeg også, at vi stille og roligt, i små skridt, langsom må åbne op og huske. For kun ved at huske og arbejde med det i trygge rammer, vil vi kunne komme videre. Og det er slet ikke let, det vil jeg gerne skrive under på. Men på trods af at det hele kan virke mørkt og uoverskueligt til tider, ved jeg også at vi en dag vil stå et stærkere sted.

 

Så giv ikke op :)
Knus Musicgirl

Hold On - Extreme Music (Lyrics)

Kommentarer

Wauw! Smukt! Og rørende digt - jeg forstår dig udemærket godt! 

Jeg står godt nok ikke på den anden side af denne her bro af smerte. Jeg står midt på den, men jeg ved dagen kommer. Dagen hvor min ensomhed, min smerte og alt andet ender. Og den dag, vil mange opleve. Og den dag vil vi kigge tilbage - først vil man blive bange - men på et eller andet tidspunkt, så bliver man stolt. Stolt over at have overvundet indre dæmoner.

241

Hej Eco

Hvor er det fint skrevet. Jeg står også selv midt på broen... Men tror på at ved at stå sammen og dele vores vej, tanker og bekymringer, så vil vi i fællesskab komme over. Mit håb er i hvert fald at mine ord kan påvirke bare et andet menneske.

Jeg tror du har så ret, når du siger at det at komme over broen kan virke skræmmende, for man forlader noget vant, noget trykt... For lige meget hvor ubehageligt det kan være at stå på broen, så vil der alligevel være noget tryghed, man har været på broen så længe, at det at stige af broen kan være skræmmende. Men som du så fint skriver, så kommer der en dag når man er gået af broen og opdager hvor sej man egentlige er. Og man vil blive stolt.

Jeg sender en masse positiv energi din vej og håber du snart vil nå enden af din bro

Knus Musicgirl

PS tak for de søde ord

246

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program