Hej med dig,

Det er nogle rigtig gode overvejelser du gør dig i forhold til at blive mor i en tidlig alder. Og det er fedt at se, at det ikke er en pludselig indskydelse du har fået, men derimod noget du har tænkt over i længere tid. Det er også tydeigt at se, i din plan for, hvordan din mor skal finde ud af det.

Når det så er sagt har jeg stadig mine forbehold. Flere af dem er du faktisk inde på selv.

Dårlig idé at lyve

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke synes det er nogen god idé at lyve over for din mor. Jeg kan sagtens følge dig i, at du ikke har lyst til at være uvenner med hende. Men at lyve over for hende er ikke noget godt udgangspunkt for en tillidsfuld og støttende relation imellem jer. Og hvis du vælger at blive gravid og få et barn i så tidlig en alder får du brug for din mors støtte.

Det vil være langt bedre, at du tager en snak med din mor om, at du godt kunne tænke dig at blive gravid og få et barn, også selvom du godt ved, at det vil hun ikke bryde sig om. Så har hun mulighed for at fortælle dig, hvorfor hun synes du skal lade være og du har mulighed for at fortælle hende, hvorfor du gerne vil det. I sidste ende er valget dit og din kærestes, og din mor kan hverken gøre fra eller til. Men eftersom forældreskabet er permanent og ikke kan trækkes tilbage, når først det er der, og det samtidig langt fra altid er en dans på roser, får I brug for al den støtte og opbakning som I overhovedet kan få. Og den kan du bedst sikre fra din mors side, hvis du er åben og ærlig over for hende.

Stor omvæltning og permanent forandring

Det er en kæmpe stor omvæltning at blive forældre. Hele ens liv bliver vendt op og ned, og alt kommer til at dreje sig om det lille barn, om dets behov, og om at det har det godt. Samtidig ved man ikke hvilket barn man får. Nogle børn er "nemme" og sover og spiser godt fra starten og er som udgangspunkt glade og tilfredse. Andre børn er mere "udfordrende", og sover måske mere uroligt, er småtspisende og meget grædende. Alle børn har dage hvor de er det ene og dage hvor de er det andet, men langt de fleste børn har også et generelt mønster, der hælder i den ene eller den anden retning.

Derfor kræver det rigtig meget at være forælder. Det kræver, at man kan tilsidesætte sine egne behov fuldstændig. Det kræver, at man er villig til at indrette sit liv efter de rytmer og rutiner barnet har behov for. Og det kræver, at man er villig til at give afkald på en stor del af sin egen frihed, til fordel for at skulle være forælder 100% af tiden. Det er klart, at i takt med at barnet bliver ældre får man gradvist mere af sin frihed tilbage, og vil kunne gøre flere ting uafhængigt af sin rolle som mor eller far. Men de første år er det udelukkende barnet og dets behov og trivsel, der afgører, hvad man kan og ikke kan.

Og selvom barnet bliver større, og du får noget af din frihed tilbage, så vil du altid fortsætte med at være forælder. Den del kan aldrig laves om. Og det betyder, at du har et meget stort ansvar. Ikke kun for dig selv, men nu også for et andet menneske. Og hvis man endnu ikke har prøvet at skulle tage ansvar for sig selv, så bliver det en voldsom forandring pludselig at skulle tage ansvar for andre. 

I teenageårene er det helt normalt og naturligt, at man ændrer sig meget. Mange er ved at finde ud af hvem de er og hvad de gerne vil i livet. Derfor er det også helt normalt og naturligt, at de drømme, tanker og ønsker man har for og om livet ændrer sig i takt med at man udvikler sig selv og sin identitet. Men det at blive forælder kan ikke ændre sig. Når først man er blevet forælder er det permanent, og så er man forælder resten af sit liv.

Det er væsentligt også at være opmærksom på, at hvis man bliver forældre i så ung en alder som du har, så vil der være en skærpet opmærksomhed fra kommunen og sundhedsplejen både under graviditeten og efterfølgende. Det betyder, at du vil blive holdt ekstra øje med og fulgt ekstra tæt, og løbende blive vurderet på din evne til at tage vare på dit barn. Derudover er det vigtigt at du er opmærksom på, at selv hvis du selv bliver mor, så har dine egne forældre stadig forældremyndighed over dig indtil du fylder 18 år. Det betyder ikke, at de er forpligtede til at forsørge dig, eftersom du selv er blevet forsørger. Men det betyder, at de kan blande sig i de valg du foretager i dit og dit barns liv, og i den måde du opfostrer dit barn på.

Uddannelse

Du skriver, at du går i 9. klasse og er i tvivl om, hvorvidt du kan gøre den færdig, hvis du får et barn. Jeg går ud fra, at det du spørger om, er hvorvidt du kan gøre din 9. klasse færdig i år. Umiddelbart stiller jeg mig tvivlende, og det gør jeg af flere årsager.

Først og fremmest sker der noget med hjernen, både under graviditeten og bagefter, når man har fået barnet. "Ammehjerne" kaldes det ofte. Fordi hjernen og kroppen er under massiv hormonpåvirkning og samtidig skal bruge al tid, energi og kræfter på at tage vare på det lille barn, vil ens evne til at tænke klart og rationelt ofte være påvirket. Og det kan have stor betydning for ens evne til at følge med i skolen, ens evne til at lære og ens evne til at kunne gå til eksamen. Derudover vil man ofte også være meget træt, fordi søvn sjældent er det man får mest af, når man har helt små børn.

Et andet aspekt er, at når man lige er blevet forælder, har langt de fleste forældre ikke lyst til noget som helst andet, end bare at sidde og glo på deres baby, at nyde den, og at nyde deres nye tilværelse som forældre. Alt andet bliver på en måde ligegyldigt, og man bliver fuldstændig opslugt af sin baby.

Et tredje aspekt, som du også selv er inde på, er uddannelse efter 9. klasse. Du skriver, at du gerne vil på HF efter 9. og overvejer om det kan lade sig gøre med en baby på armen. Her skal du være opmærksom på, at det ikke kun handler om, hvorvidt du ville kunne klare en uddannelse med en baby på armen, men også om, hvorvidt dine medstuderende kan koncentrere sig, hvis der er en baby i lokalet og hvorvidt uddannelsesinstituationen tillader, at man tager sit barn med til undervisningen. Så selvom du måske vil være i stand til at gennemføre en uddannelse med baby på armen, er det ikke sikkert at du får lov.

Barsel og sabbatår

Uanset hvornår du vælger at få et barn vil jeg klart råde dig til at gå på barsel, når barnet kommer, så du kan være hjemme med dit barn, og koncentrere dig om det og om din nye titel som mor uden at skulle forholde dig til andre ting. Det vil være med til at sikre, at dit barn får den bedst mulige start på livet, og at du får den bedst mulige start på rollen som mor. Og en god start er vigtig, for den danner grundlaget for en tryg, sikker og stabil opvækst, der giver et glad barn, der trives, og vil samtidig være med til at skabe de bedst mulige rammer for, at du kan trives i rollen som mor. Som du selv er inde på, er et sabbatår efter 9. en god idé, hvis du vælger at få barnet nu.

Børnepenge

Uanset hvor gamle du og din kæreste er, når I vælger at få et barn, kan I få børnepenge. Udbetaling af børnepenge afhænger nemlig ikke af forældrenes alder, men derimod af barnets. Ydelsen udbetales indtil barnet er 18 år og beløbet afhænger af barnets alder samt ens egen og eventuelle andre forsørgeres indkomst. Det betyder, at hvis du vælger at få et barn og fortsat bor hjemme, og dine forædre derfor også kommer til at agere forsøgere for barnet, kan det have betydning for det beløb du får udbetalt i børnepenge.

Det korte af det lange

Nu har jeg skrevet en masse forskellige tanker og perspektiver på din situation, men jeg hverken kan eller vil træffe beslutningen for dig. I sidste ende er beslutningen din og din kærestes. Men det er vigtigt, at I er opmærksomme på, hvad det er I går ind til, og at I træffer jeres beslutning på så informeret et grundlag som overhovedet muligt.

Uanset hvad du og I beslutter jer for, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at tage en snak med din mor om dine tanker og ønsker. Hun kan, om nogen, fortælle dig hvad det vil sige at blive mor i en ung alder. Både alle de fede ting ved det, men også alt det andet. Det vil kunne give dig det allermest realistiske billede af, hvad du potentielt går ind til.

Jeg vil deruodver råde dig til at starte med at prøve hvordan det er at tage ansvar for dig selv - fx ved at færdiggøre din uddannelse, flytte hjemmefra, etc. - og prøve at mærke hvordan det er, inden du kaster dig over opgaven med at tage ansvar for et andet menneske. For det er en kæmpemæssig opgave. Især for én, der endnu ikke har prøvet at tage ansvar for sig selv. Og så, om nogle år, når du har haft tid til at vænne dig til at tage ansvar for dig selv, og hvor du og din kæreste måske også har prøvet at bo sammen, kan I tage spørgsmålet om baby op igen. For hvis først du bliver gravid og I får en baby, så er I forældre resten af jeres liv - det kan ikke laves om. Så den beslutning skal man være helt sikker på.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange varme hilsner,

Siv