Kære T

Hold da op, hvor gør det ondt at høre, at du har skullet så meget igennem, og at du stadig er plaget af det. Jeg er virkelig ked af, at de her ting er sket for dig, men jeg til gengæld også enormt glad for, at du er kommet her i brevkassen for at dele din historie. Det kræver mod, og jeg forstår virkelig godt, at det har været svært for dig at tale om dit overgreb. Det er så stærkt gået, at du har åbnet op om det, og jeg er glad for, at du oplevede, at der var nogle omkring dig, som både kunne og ønskede at hjælpe dig. For selvfølgelig har du brug for støtte, opbakning og omsorg. Det har vi alle engang imellem og særligt, når livet byder på udfordringer og smerte. Når livet gør ondt på os, så har vi brug for nogle at støtte os op ad, og derfor håber jeg, at du ved, at det er okay at spørge om hjælp, også og måske særligt hvis det er nødvendigt at spørge flere gange, før der er nogen, som finder ud af, hvordan de bedst kan hjælpe. Du fortjener hjælp til at få det bedre, og jeg vil gøre mit bedste for at gøre lige præcis det her i mit svar. Jeg håber, at du kan bruge det!

Det første, som jeg lægger mærke til, når jeg læser dit brev, det er, at du skriver, at du har ødelagt så mange ting for dig selv og gjort din fremtid mere kompliceret og sværere for dig selv. Det lyder for mig som om, at du bebrejder dig selv enormt meget for den situation, som du står i, og jeg ved selvfølgelig ikke, hvad du har gjort, eller hvad der er sket. Men når jeg samtidig læser, at du skriver, at du ender i de her situationer, fordi du ikke føler, at du fortjener at have det godt, og når du fortæller mig, at du har oplevet et stort traume, så kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at de ting, som sker, udelukkende er din egen skyld. Det virker for mig mere som om, at du er en ung pige, som desværre har skullet opleve nogle ting, som ingen burde tvinges til at opleve, og det har sat sine spor. Eftervirkningerne af et traume som dit kan virkelig tage lang tid at få bugt med, fordi det kan sætte sig så helt enormt dybt, og indtil man har fået det bearbejdet og ligesom nogenlunde kan "lukke" den dør, så tror jeg, at det er meget almindeligt, at man bebrejder sig selv og derfor nogle gange reagerer på måder, som det kan være svært for andre at forstå, eller som kan frustrere, forvirre eller irritere dem. Men det betyder IKKE, at det er din skyld, eller at du ikke fortjener hjælp. Det her var noget, som nogle gjorde mod dig, og det var ikke dit valg, at du skulle opleve et overgreb, så hvis du kan, så synes jeg, at du fortjener at tænke bedre om dig selv. Det kræver sikkert enormt meget træning, fordi du måske har brugt de sidste år på at fortælle dig selv, at alt det her er din egen skyld, men det synes jeg ikke, at det er din skyld, og jeg håber, at du måske vil huske på det næste gang, de tanker melder sig.

Du fortæller, at du nærmest kun får det værre af at være i behandling på psyk, og hvis det er din oplevelse, så kan jeg virkelig godt forstå, at du slet ikke ved, hvad du så skal gøre. Jeg tænker, om det behandling du har mødt på psyk, har været det samme hver gang? Det er ikke sikkert, at du selv ved det, men måske du har noget familie eller en læge, som kan hjælpe dig med at finde ud af det. Min tanke er nemlig, at der findes rigtig mange forskellige måder, man kan behandle flashbacks forbundet med traumer og overgreb, og det er bare ikke alle former for behandling, der virker lige godt for alle. Måske det du har mødt ikke har været det rigtige for dig, men der er noget andet, som ville virke bedre for dig? Hvis du kunne have mod på at tale med din læge og f.eks. få en henvisning til psykologhjælp, så kunne du måske sammen med en ny behandler få en snak om, hvad det var ved behandlingen ved psyk, som ikke virkede for dig, og hvad som måske virkede. Så kan det være, at I kan finde en bedre behandlingsvej for dig at gå?

Udover læge eller psykolog så ved jeg også, at der både findes Center for Seksuelt Misbrugte og Kvisten, som måske kunne være muligheder for at få noget hjælp eller i hvert fald et fristed, hvor jeg vil tro, at du kan få mulighed for at få de snakke, og den accept som du skriver, at du søger. Du er selvfølgelig også meget velkommen i vores chat, hvor vores rådgivere sidder klar til en snak. Du skriver også, at du nogle gange ender i forsøg på selvmord eller selvskade, og derfor vil jeg også lige nævne LMS og Livslinjen, som også har en masse rådgivningsmuligheder, måske nogle af dem kunne være hjælpsom for dig? Du skal i hvert fald vide, at i de øjeblikke og situationer, hvor du føler dig overvældet af tunge tanker, så er der hjælp at hente. Vi er rigtig mange, som sidder klar i lige præcis de situationer. 

Jeg håber, at mine ord og tanker kan være en hjælp for dig på din vej mod en nemmere hver dag. Jeg ved godt, at det er svært lige nu, og at det har været det længe, men jeg tror på dig, og jeg tror på, at du kan finde en vej ud af det mørke, som lige nu fylder rigtig meget i dit liv. Jeg tror på, at du er stærk nok til at få det her vendt, men nogle gange så er det modigste og vigtigste, vi kan gøre, at række ud efter hjælp, for det er de færreste kampe, man kan vinde helt på egen hånd. Uanset hvor stærk man er, så vil man vælte engang imellem. Det gør dig ikke svag eller mindre værd. Tværtimod synes jeg kun, at det viser hvor stærk du er, at du faktisk rejser dig gang på gang. 

Jeg sender mange positive og håbefulde tanker din vej. Jeg ønsker dig alt, alt, ALT det bedste. 

Kæmpe knus herfra,

Amanda