Problemer med tamponer

brevkassespørgsmål

Problemer med tamponer

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 4 år 4 måneder siden

Hej 

Jeg har problemer med at bruge tamponer. Jeg vil rigtig gerne fordi det er meget lettere end Bind og mere hygienisk. Så vil jeg også kunne bade og skal bekymre mig mindre om jeg er ved at bløde igennem. Næsten alle mine veninder bruger tamponer og har gjort det i mange år, men jeg kan bare ikke få det til at fungere. Jeg ved godt, at når man starter med tamponer skal man lige venne sig til det før det er behageligt. Men nu har jeg prøvet i over et år! 

Det er lykkedes et par gange at få en tampon op men det er enten rigtig ubehageligt at få den ud eller også gør det meget ondt. Jeg bruger størrelsen regular så det burde passe. Jeg vil gerne prøve dem der hedder lite (de mindste) men den størrelse er typisk ikke i supermarkederne... Jeg tænker det vil være lettere at få lige modellen op fordi den er lidt mindre men er ikke sikker.

De første par gange jeg skulle gøre det var jeg ved at besvime og det var virkelig ubehageligt. 

Når jeg prøver ved jeg at jeg gør det rigtig (har læst og set instruktioner mange gange og har snakket med veninder). Det er det rigtige hul, bruger et spejl, jeg slapper af og bruger dem med skyder. (de andre slags uden skyder kan jeg slet ikke bruge). Så jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan få den op!? Det er meget sjælden at det lykkes.

Jeg har ikke haft sexdrøm endnu, men det burde jo heller ikke være nødvendigt for at bruge dem. Jeg har prøvet at give mig selv finger 2 eller 3 gange men jeg bryder mig slet ikke om det. Hvilket bekymrer mig meget. Hvad hvis jeg for en kæreste en en som jeg vil have finger af/have sex med. Jeg kan da slet ikke få en pik op hvis jeg ikke engang kan klare en tampon

Jeg har tænkt mig at købe lite størrelsen så snart jeg ser den.

Hvad er der galt,  hvorfor kan jeg ikke bruge tamponer og hvorfor er det svært at få ting op...?

Undskyld for den lange besked

 

Svar: 

Kære du

Tak, for dit spørgsmål - det er så fint, at du beskriver din situation i dybden, så jeg bedre kan give dig et godt svar.

Jeg tænker ikke, at der er noget galt med dig, fordi du har vanskeligheder med at bruge tampon eller ikke synes, det er særligt behageligt at give dig selv finger. Det kan for nogle være enormt grænseoverskridende at gøre begge dele de første par gange, det er der slet ikke noget unormalt i. Jeg tænker, at jeg i det følgende først vil skrive lidt omkring din tampon-problematik for sig og derefter mere generelt om det at få noget op i dig.

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil lære at bruge tamponer, da det kan være med til at give en anden frihed, som bind ikke giver. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at du ved, at det også er helt okay ikke at bruge tamponer, også selvom man kan, og selvom ens veninder bruger det. Det handler meget om at finde en løsning, som fungerer for en, og som man er glad for. 
Som du selv skriver, så kan tamponer for nogle kræve tilvænning. Grunden til, at en tampon kan være svær at få op eller få til at sidde behageligt, kan være, at tamponen er for stor i forhold til din skede eller for tør i forhold til den mængde, du bløder. Hvis du ikke bløder særligt meget, kan det være en god idé at bruge lite-udgaven, og det kan også føles ubehageligt i det første stykke tid, efter tamponen er sat op, fordi tamponen skal have lov til at suge lidt til sig, før den bliver mere blød og fleksibel i det. Lite-udgaven findes ikke særligt ofte i butikkerne, da der ikke er så mange, der bruger dem som de øvrige størrelser. Men de kan købes over nettet i en Compact Lite udgave og en Pearls Lite udgave, begge fra Tampax. Den kompakte model indeholder et mindre indføringshylster, man selv lige skal trække ud først for at kunne skubbe tamponen ud. Og Pearls-modellen har et indføringshylster, som er parat til at blive trykket i bund med det samme. Ud fra det, du skriver, tror jeg umiddelbart, at det vil fungere godt for dig med Pearls-modellen fremfor Compact-modellen.
En anden grund til, at det ikke lykkes for dig, eller at det er ubehageligt for dig at gå med tampon, kan være, at du ikke får sat tamponen langt nok op i skeden. Hvis tamponen sidder for langt nede, kan man føle, at den er ved at falde ud, eller at der sidder noget i vejen mellem benene på en ubehagelig måde. Det kan også for nogle føles lidt som om, man skal tisse. I det tilfælde handler det om, at du skal få ført indføringshylsteret så langt op i skeden, som du kan, inden du trykker det i bund. Hvis du ikke bløder nok til en tampon, eller tamponen er stor, kan det også kræve, at du "holder imod", når du trykker tamponen ud, for at tamponen ikke glider lidt ud under indføring. Du kan også efter du har sat tamponen op, lige skubbe tamponen lidt længere op eller bedre på plads med indføringshylsteret, så længe du er opmærksom på, at tamponsnoren stadig er synlig og kan bruges, når tamponen skal ud igen.
Du skriver også, at det kan være ubehageligt, når du skal have tamponen ud igen, og det kan skyldes, at du ikke har blødt nok til at få gennemvædet tamponen og gjort den blød. For nogle bliver det ved med at være småubehageligt at trække tamponen ud igen, men det vigtigste er, at det ikke gør ondt. Hvis det bliver ved med at være småubehgaeligt kan det hjælpe at puste en dyb vejrtrækning ud samtidig med, at du trækker tamponen ud.
Det var lidt råd i forhold til at bruge tampon. Måske du kender nogle af dem i forvejen, men jeg håber, at de kan hjælpe. Ellers er det, som nævnt, helt okay, hvis tampon ikke er for dig. Det er meget forskelligt, om man bryder sig om at bruge tampon eller ej. Hvis du f.eks. ikke bløder særlig meget, så kan du måske nøjes med bind eller trusseindlæg.

Og nu til dine bekymringer om det, at du ikke bryder dig om at give dig selv finger. Det er helt normalt, hvis man ikke bryder sig om at give sig selv finger. Jeg tænker, at det kan være meget godt at prøve af og være nysgerrig på, hvordan man ser ud, mærkes og fungerer i sit underliv, om ikke andet for at blive mere fortrolig med det og finde ud af, hvad man kan lide og ikke lide. Men jeg kan også godt forstå, hvis det kan være grænseoverskridende og føles mærkeligt de første par gange - og nogle vænner sig aldrig rigtigt til det eller synes, at det er særligt behageligt. Det behøver man heller ikke vænne sig til, hvis man ikke har lyst. 
Samtidig skriver du, at du af den grund også er bekymret for at få finger af en anden og sex første gang. Det kan jeg godt forstå, at du bekymrer dig om. Men typisk i sådan en situation, hvor der er en anden involveret til eksempelvis at give finger, så er det også nogle andre tanker, man har om det, end når man er alene om det. Med det mener jeg, at du måske kan komme til at tænke for meget over eller være ekstra opmærksom på, hvorvidt der er noget galt med dit underliv og hvordan det føles, når du er alene, og selv skal gøre det. Måske det vil være nemmere, når en anden gør det, eksempelvis hvis en fyr skal have en finger eller sin pik op, fordi der også sker så mange andre ting, og fordi man jo typisk er tiltrukket af hinanden og har lyst til at være sammen.
Derudover kan det også være, at du ikke bliver våd nok på egen hånd, hvorimod det at være sammen med en anden kan være med til at gøre dig mere ophidset og dermed mere våd. Man kan sige, at jo vådere man er, jo nemmere går det også typisk at få noget op. Derfor kan glidecreme også være en rigtig god ting at have, både når man rører ved sig selv, men også hvis man skal have sex.

Jeg tænker også, at det måske kan være rart at vide, at det er helt normalt, at sex de første par gange ofte er lidt mere besværlige og akavede, og det kan være, at det kræver lidt tålmodighed, end hvad man måske lige har forestillet sig. Men det er også det, som kan gør sex ret fantastisk og intimt, fordi man lærer hinanden at kende på en meget anden måde end ellers. Og sex bliver heldigvis også tit bedre i takt med, at man bliver mere erfaren. Men det er også vigtigt, at du ved, at hvis du ikke kan lide at få finger, eller kan lide at have penetrationssex, og altså sex, hvor en fyr har sin pik oppe, så er det helt okay. Mange foretrækker oralsex eller stimulering af klitoris, og hvis det er det samme for dig, så er det helt okay. Du kan stadig have et dejligt og intimt sexliv, og du skal derfor ikke føle dig presset til at gøre noget, du ikke kan lide, heller ikke for at tilfredsstille en anden. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du får fundet en løsning, som fungerer for dig! Al held og lykke med det hele fremover!

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program