Svar

brevkassespørgsmål

Svar

brevkassespørgsmål af
D
18 år
Oprettet 8 måneder 2 uger siden

Jeg skrev til jer for lidt siden fordi jeg får kvalme og ondt i maven af at se letpåklædte piger... Først og fremmest er jeg glad for at der kom nogle råd med i dit svar, da det jo var det jeg efterspurgte, så tak for det. Men du skriver så også, at det ikke er fair af mig at "dømme" andre. Hvornår har jeg givet udtryk at jeg dømmer dem? Jeg skriver jo tydeligt at folk kan gøre hvad de vil, så det jeg dømmer dem jo netop ikke. Jeg siger bare, at jeg ikke forstår tankegangen, da jeg ikke har det på samme måde og gerne vil fokusere på det indre fremfor det ydre. På samme tid skriver du: "Tænk på hvordan du selv ville have det hvis de letpåklædte piger fx fik det fysisk dårligt fordi du vil gå mere neutralt klædt, det ville jo heller ikke være en fair bedømmelse af dig." Men jeg skriver netop til jer fordi jeg får det fysisk dårligt, ondt i maven og at dette er et problem for mig og derfor spørger jeg jer til råds på hvordan jeg kan blive mere ligeglad, så jeg ikke får det fysisk dårligt, da det er noget der desværre gør virkelig ondt på mig... Så for at bruge dine egne ord, synes jeg faktisk ikke dit svar er særlig fair overhovedet, når jeg netop skriver ind for at få et råd til ikke at få dette fysiske ubehag, og så bare bliver kaldt unfair. Det er jo at nedgøre mine følelser og mit råb om hjælp. Jeg skriver jo tydeligt i første brev at jeg hader at have det sådan, og ville ønske, jeg ikke havde det på den måde. Du forstår måske deres tankegang fordi du selv er sådan. Ellers kan jeg ikke se hvorfor du begynder at kalde mig unfair. Vh. D.

Svar: 

Kære D 

Først og fremmest tak fordi du tager dig tid til at skrive igen. Det er både rart at høre at du fik brugbare råd. Samtidig er det også altid godt at blive klogere på hvad vi kan gøre bedre, og derfor er kritik velkommen. 

Du skriver ikke at du dømmer, så det afsnit du henviser til, er mere et udtryk for rådgiverens tolkning og vurdering ud fra de beskrivelser og tanker du deler. Det er meget svært at finde nogle mennesker der kan sige sig fri for at putte andre i kasser, have fordomme og nogle gange at dømme andre. Det er menneskeligt, og derfor er det også understreget i svaret at du ikke er forkert for at have stærke reaktioner på andre mennesker valg og udtryk. Det er kun positivt at du ønsker at arbejde med det. 

De to udsagn kan godt opleves hårde, når de står isoleret. Det tager vi til efterretning, for det var ikke tiltænkt, at de skulle fylde så meget i det samlede indtryk du fik ud af svaret. Målet var uden tvivl at anerkende det du oplever, og at du ønsker at gøre noget ved det. At hjælpe dig til at opdage nye sider af dig selv, ved at prøve at se situationen fra andres perspektiv. Det var ikke et forsøg på at neglisere dine følelser eller råb om hjælp. Motivet var et reelt ønske om at give dig konkrete handlemuligheder for hvordan du kan arbejde med problemstillingen, og sende dig videre med god energi til at skabe den forandring du ønsker. Derfor er det også ærgerligt at de to udsagn kommer til at overskygge resten af svaret. Det var som nævnt ikke meningen. 

Venligst Cyberhus-Teamet

Cyberhuss billede
Cyberhus-Teamet har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program