Bonussøster

brevkassespørgsmål

Bonussøster

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 3 år 9 måneder siden

Hej. Jeg har den her bonussøster, som jeg har haft i en 3 års tid nu. Vi har altid kommet godt ud af det med hinanden, hvilket selvfølgelig er rart. Men jeg har før haft, og har så fået igen nu, den her forelskelse, seksuelle tilrukkelse til hende, kan ik helt finde ud af hvilken af dem det er. Det føles lidt som en god blanding. Det irritere mig, fordi hun jo er min bonussøster, og jeg bor sammen med hende hver dag 7 dage hver anden uge. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har et par gange haft drømme i min søvn omkring hende, hvilket jeg synes er vildt underligt.. Vi er begge 15. Men jeg ved ikke om jeg skal sige det til hende, eller jeg skal prøve og komme videre. Og hvordan kommer jeg overhovedet videre?? Jeg ved godt jeg er i mine teenage år, og hormoner osv., flyver rundt i kroppen, men for det synes jeg stadig det er irriterende, at jeg lige vælger at falde for min bonussøster..

- Hilsen en forvirret dreng

Svar: 

Hej med dig,

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at dit dilemma fylder meget for dig, og at du bliver forvirret over dine følelser. Det er, som du siger, nemlig helt rigtigt at ens krop er fuld af hormoner og igang med en stor udvikling, når man er ung, og det kan gøre en både frustreret og forvirret. Derfor er det godt, at du skriver, og jeg håber, at mit svar kan give dig lidt afklaring. 

Du skriver at du er lidt i tvivl om, om det er en forelskelse eller om det er seksuel tiltrækning, og det kan være svært helt præcist at kende forskel på de to. Når man er forelsket, er man meget optaget af den anden person, og det kan være svært at tænke på andet. Man vil forsøge at bruge meget tid sammen med vedkommende, og de får én til at føle sig glad, måske ligefrem lykkelig. Der er en masse hormoner igang, når man er forelsket, som er med til at man gerne vil skabe en tættere relation til den, man er vild med. Niveauet af forelskeshormoner dog falder med tiden og efter alt imellem to måneder og et år er de på deres normale niveau igen. Forelskelse går altså over igen, også selvom det kan være svært at tro på, når man står lige midt i det. Seksuel tiltrækning er at have lyst til sex og seksuel berøring. I puberteten begynder man ofte at blive tiltrukket af nogle bestemte ting, f.eks. udseende eller en bestemt personlighed. Du kan prøve at mærke efter og så tænke over, om det er noget særligt ved din bonussøster, som tiltrækker dig, og om du også har lagt mærke til, at det samme tiltrækker dig hos andre piger. Det er ikke sikkert, at du lige kan sætte fingeren på noget særligt, og det er også helt okay. Du skriver, at du synes, at det er underligt, at du har drømt om hende. Når man tænker meget på nogen, eller føler enten en tiltrækning fysisk/forelskelse, kan personen let dukke op i ens drømme. Det er der intet i vejen med, og det er helt normalt. Alle mennesker har drømme og fantasier, og i dem kan man forestille sig lige dét, man har lyst til det. Dig og din bonussøster bruger også meget tid sammen, og hun er i din nære omgangskreds, så derfor er det ikke så underligt, at hun også er i en drøm. 

Og lige præcis det her med, at hun er i din nære omgangskreds, tænker jeg, er super vigtigt, når du skal afgøre, om du skal fortælle hende om, hvordan du har det eller ej. Lige nu bor I sammen én uge ad gangen hver anden uge. Før du beslutter, om du skal sige det, er det en god idé at bruge noget tid på at tænke over, om hun mon har det på samme måde som dig. Hvis du fortæller hende det, og hun ikke har det på samme måde, kan det meget let give nogle udfordringer i meget lang tid fremadrettet. Det kan let blive akavet og også meget sårbart for dig, at I skal holde både jul, fødselsdage og andre familiebegivenheder sammen de næste mange år, og at I lige nu bor sammen hver anden uge. Uanset om hun har det på samme måde eller ej, vil det komme til at ændre jeres relation, hvis du siger det til hende.  Hvis hun har det på samme måde, og I eventuelt beslutter jer for enten at have sex eller blive kærester, er det noget, som ikke kan tages tilbage eller laves om. Hvis I begge to er vilde med hinanden og gerne vil undersøge det nærmere, opstår også et helt andet dilemma - skal I fortælle det til jeres forældre, og hvis ikke.. hvad hvis de pludselig finder ud af det? Det er ikke uset, at bonussøskende bliver kærester, men der er ofte nogle stærke holdninger til det, og det kan der også være i jeres familie, og det kan være rigtig hårdt at føle, at man skal kæmpe imod nogen (især ens egen familie) for overhovedet at kunne være sammen.

Altså tænker jeg, at du må bruge noget tid på virkelig at mærke efter om du tror på, at det kunne blive til noget seriøst, og at det derfor er værd at fortælle hende det, så du ikke kommer til at lave en hurtig beslutning, som kan have ret store konsekvenser. Hvis det er svært at komme igang eller få et overblik over det, kan det måske hjælpe at lave en liste med for og imod og få den måde få noget afklaring omkring dine følelser, og hvad der betyder mest for dig.

Det er et rigtig godt spørgsmål, hvordan man kommer sig over et crush. Det tager tid. Som jeg nævnte tidligere, så falder det hormon, som gør en forelsket med tiden, og selvom man kan være rigtig ked af det og ulykkelig indtil da, så går det over igen. Du skrev, at du tidligere har haft det på samme måde, og jeg tænker på, hvad du mon gjorde dengang - og om du kunne gøre noget af det samme igen? Det kan også være, at du har mod på og lyst til at prøve at finde en anden sød pige, som du kunne være interesseret i. Det kan måske fjerne dit fokus lidt, og dermed kan du lettere komme videre. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det kan hjælpe dig til at finde frem til, om du skal fortælle din bonussøster om dine følelser, eller om du skal prøve at give det tid og komme videre.

De bedste hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program