For sent i puberteten? Og andre problemer

brevkassespørgsmål

For sent i puberteten? Og andre problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 3 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus Jeg er en dreng på 14 år, 15 år til august. Jeg skal til at gå i 9 klasse. Jeg er meget i tvivl om jeg er alt alt alt for sent i puberteten. Alle fra min klasse har dybe stemmer og større pikke og hår men jeg har stædig en lille reje og det er først nu at jeg begynder at se lidt hår. Sammetidig har jeg får et år Siden skrevet til jer om at min ene testikkel ikke var faldt ned og jeg ville bare sige tak. Fordi nu skal jeg til operation og få det fikset. Dog tør jeg stædig ikke at vise mig ordentligt til idræt når jeg skal i bad. Jeg er også den mindste i klassen og den eneste der ikke er kommet i puberteten. Selv min tvillinge bror er langt inde i puberteten og det er ret pinligt. Det jeg er mest bange for er at når jeg skal på efterskole er jeg bange for at jeg ikke er udviklet og stædig lyder som en pige og så har jeg stædig ikke noget selvtillid og så åbner jeg mig bare ikke op. Jeg har hørt man kunne få piller af sin læge sådan noget testotoron. Men ved ikke om jeg skal spørge min læge. Jeg står i en trist og kedelig situation og kan faktiske ikke snart klarer det mere, da min selvtillid bliver værre. Jeg ville snart gøre hvad som helst for at komme videre i puberteten. Hilsen en meget stressede dreng på næsten 15 år.

Svar: 

Kære du

Det er rigtig dejligt at høre, at du før har fået hjælp her i brevkassen, og at du nu kan få dit problem med din testikel fikset. Mega stærkt gået, at du fik det tjekket! 

I forhold til det du skriver nu med, at du ikke er kommet i puberteten endnu, så kan jeg godt forstå, at det presser dig, og at det påvirker din selvtillid. Det er aldrig rart at føle, at man er den eneste, og slet ikke når man står overfor at skulle på efterskole og møde en masse nye mennesker. Jeg tror, at de fleste unge på din alder engang imellem oplever, at der er noget ved deres krop, som de ikke bryder sig om, eller som de er pinlige over. De drenge i din klasse, som var de første, der gik i puberteten, var sikkert også vildt nervøse omkring det og følte sig enormt sære. Der sker så meget i den del af livet, du er i nu, og det er en forvirrende tid for mange. For mange hjælper det at få en snak om det, og derfor synes jeg også bare, at det er så fedt, at du tør åbne op om det her i vores brevkasse!

I forhold til hvor lang tid der vil gå, før du oplever de ændringer i din stemme og på din krop, som du gerne vil se, så er det rigtig svært for mig at sige.  Du er 14 år og snart 15, og det er ikke unormalt, at man i din alder ikke er igennem sin pubertet endnu, idet den for drenge typisk går igang mellem 12 og 14 år. Nogle går i puberteten meget tidligt, imens det for andre lader vente på sig. Det lyder for mig til, at din pubertet måske er gået så småt igang, idet du skriver, at du er begyndt at se lidt hår på din krop. Når man først er gået i puberteten, så er det også rigtig forskelligt, hvor hurtigt det går. Nogle oplever, at de udvikler sig meget hurtigt, imens det for andre vil tage lidt tid, før at man virkelig kan se og mærke det i sin krop. Uanset hvad, så tænker jeg, at hvis du er bekymret eller nervøs for det, så kunne det være en god idé at få en snak med din læge omkring din situation. Det er nemlig rigtigt, at man kan sætte det igang ved at tage testosteron, men præcis hvordan og i hvilke sammenhænge man gør det, ved han eller hun bedre, end jeg gør. Jeg håber, at du har mod på en snak om det, selvom jeg godt kan forstå, at det kan føles lidt akavet eller pinligt, men som du nok også allerede har oplevet, så er det lægers arbejde, og de tænker slet ikke over det. Forhåbentlig vil en snak med din læge enten kunne give dig lidt ro i maven eller lede til en løsning, så du ikke skal gå og være så stresset over din pubertet længere. 

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål! Ellers er du enormt velkommen til at kigge forbi igen en anden gang, enten her i brevkassen eller i vores chat. 

Jeg sender varme tanker og held og lykke din vej!

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program