mave

brevkassespørgsmål

mave

brevkassespørgsmål af
hjalte
10 år
Oprettet 4 år 5 måneder siden

jeg er lit tyk og jeg kan ikke få mig selv til at få motion hvad skal jeg går vis jeg vil tape min vægt ps. 80,7 eller 80,4 kg

Svar: 

Hej Hjalte.

Det er svært at fortælle, hvordan du taber dig, fordi det er så forskelligt fra person til person. Det som nogle oplever virker, hjælper måske ikke på dig og omvendt. Jeg vil dog forsøge at give dig den bedst mulige rådgivning.

Noget af det første, som de fleste gør, når de gerne vil tabe sig, er at få mere motion ind i hverdagen, ligesom du måske også tænker er nødvendigt. Hvis du ikke har lyst til at dyrke motion, kan du i stedet fokusere mere på din kost. Men hvis man gerne vil tabe sig, skal man forbrænde mere end man indtager. Derfor er motion en god måde at sætte sin forbrænding op på. Det kan være, at du kan finde en form for motion, som du synes er sjov? Motion er nemlig ikke kun en metode til at tabe sig, eller holder sig på sin vægt, motion er også godt for mange andre ting, fordi motion holder musklerne og kredsløbet i gang og meget andet. Måske du kan få nogle af dine venner eller klassekammerater, eller nogle fra din familie med til at bevæge jer lidt mere? Det kan være ved at spille rundbold i frikkvarteret, cykle hen til skolen, begynde til svømning eller badminton. Eller hvad end du synes kan være en lille smule sjovt. Motion er i hvert fald meget mere motiverende at gøre, hvis man synes det er sjovt, og det kan også hjælpe at lave det sammen med nogen. Det kan også hjælpe at tænke det som "bevægelse" i stedet for "motion". Bevægelse handler om at gøre det til en naturlig og rar ting i hverdagen, som bliver til vaner, man ender med slet ikke at tænke over. Det kan være at tage trapperne i stedet for rulletrapperne, eller at cykle i stedet for at tage bussen osv. 

Hvis man har brug for at tabe sig, kan en holdbar metode være at vælge at omlægge sin livsstil stille og roligt, og starte med ét område ad gangen. Det kan man kalde en "livsstilsændring”. Så i stedet for at gå på en slankekur med rigtig mange regler og begrænsinger for sig selv, er der mange, der får succes med at ændre deres livsstil mere permanent, for eksempel ved først at starte med at spise sundere og derefter begynde at få mere motion ind i hverdagen. Mon det er noget for dig? 

For mange er det altså vægttab gennem små skridt, som giver de bedste og mest langvarige resultater. Vægttab gennem små skridt betyder, at man tager udgangspunkt i de vaner, som man allerede har og hvor målet er, at finde frem til, hvilke ændringer, der er gode for ens vægt og sundhed. Med det mener jeg, at man for eksempel ikke taber sig lynhurtigt og tager det hele på igen, og at man for eksempel ikke udelukker bestemte fødevarer eller overtræner. Et lille skridt i den retning kan også være, at man eksempelvis vælger at spise en portion mindre til aftensmad end normalt, eller man vælger at spise halvdelen af det fredagsslik, som man plejer at købe. Mange oplever at et vægttab er nemmere, hvis man gør det på en måde, som giver glæde og god energi.

Som sagt handler et vægttab om at forbrænde mere energi end man indtager, men husk også at få nok energi indenbords i løbet af dagen, ellers bliver det næsten umuligt at gennemføre hverdagen! Fordi hvis man ikke får nok energi igennem sin mad, kan man meget nemt blive træt, sur og kan få svært ved at koncentrere sig eller få gjort de ting, som man skal. For at få nok energi er det derfor godt at starte dagen ud med eksempelvis en portion havregrød eller yoghurt med frugt, spise frokost som eksempelvis kan være rugbrødsmadder med forskelligt pålæg, og aftensmad som kan være bønner/linser/kød, kartofler/ris/pasta og grøntsager. Og så spise nogle mellemmåltider i løbet af dagen som for eksempel grøntsagsstænger, frugt, en smoothie, nødder, en knækbrød eller bolle med pålæg, så du får de vitaminer, mineraler og næringsstoffer som dit hoved og din krop har brug for. Din krop og din hjerne er stadig i gang med at udvikle sig, og derfor har du brug for den rette mængde næring.

Det er også vigtigt at få nok søvn og få vand i løbet af dagen, og det hjælper også til at holde energien og humøret oppe.

Jeg håber, at du kan bruge svaret.

De bedste hilsner fra

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program