Kære du. 

Når jeg læser dit brev, så bliver jeg virkelig ked af det på dine vegne over alt der er sket. Og det er godt nok ikke lidt. På meget kort tid har du mistet din bedste veninde, blevet udelukket af dine klassekammerater og dine lærere har svigtet dig. Det er helt naturligt og forståeligt, at du nu reagerer på alt det her ved fx ikke at have appetit, have mareridt om natten og følelsen af angst, når du er alene. Så for at besvare dit spørgsmål i titlen på dit brev, så er der absolut intet galt med dig! Du reagerer på nogle oplevelser, som er noget af det hårdeste man kan opleve, nemlig svigt og udelukkelse af mennesker, som man har holdt af og haft tillid til. Men jeg kan sagtens forstå, at det må føles voldsomt for dig pludselig at have det så dårligt, som det lyder til, at du har lige nu. 

Det er ikke din skyld
Det lyder til, at du har håndteret hele situationen helt rigtigt. Du har undskyldt flere gange overfor din bedste veninde, du har undgået flere skænderier, på trods af at personer, som ikke havde noget at gøre med samtalen mellem P og dig, blandede sig, du er gået til dine lærere i håbet om at få hjælp til at håndtere situationen, og du har talt med din mor om det. Men alting bliver stadig værre på trods af alt det, du har gjort. Jeg kan læse på det, du skriver, at du føler enorm skyld, og at du bebrejder dig selv for alt der er sket. Og når du får af vide fra dine klassekammerater, at det er din skyld, at situationen er sådan her, og når dine lærere skælder dig ud i stedet for at hjælpe dig, så er det naturligt, at du begynder at bebrejde dig selv. Men det er vigtigt at sige, at den måde du bliver behandlet på nu ikke er din skyld. Du kan aldrig selv være skyld i at blive mobbet! Det er virkelig vigtigt at du ved det, og selv mener det, for det er det første skridt til at få det bedre. 

Vær god mod dig selv
Når man går rundt med en konstant følelse af skyld og skam, og man siger til sig selv, at "det hele er også min skyld", "jeg burde have gjort noget andet", "ingen kan lide mig", "jeg er dum" osv. så får man det helt automatisk dårligt. Derfor vil jeg mene, at det første skridt til, at du får det bedre er, at du prøver på at tale pænere til dig selv, og ikke bebrejder dig selv. Det er super svært at gøre, hvis det virkelig er den følelse, man har. Men noget du kan gøre er at skrive positive ting om dig selv ned på små sedler, og hænge dem op, så du kan se det og læse det højt for dig selv. Det kan fx være "jeg er en god veninde", "jeg bekymrer mig om andre" eller "jeg vil kun andre det bedste". Når du ser på det hver dag, og læser det for dig selv, så vil det gøre en forskel for dig. For du kan desværre ikke styre, hvad andre siger til dig, men du kan styre, hvad du siger til dig selv og hvordan du tænker om dig selv. Og det har stor betydning, hvordan man taler til sig selv, selvom det måske kan virke fjollet at skrive sådan nogle sedler, men jeg lover dig, at det kan gøre en forskel. 

Tal med P
Der er ingen tvivl om, at den behandling du har fået af dine klassekammerater og P på ingen måder er i orden. Dine klassekammerater burde slet ikke have blandet sig i den samtale, du havde med P, og P burde have fortalt dig, hvis hun stadig havde et problem i stedtet for at blande andre ind i det. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke har lyst til at have noget at gøre med nogen af dem. Men jeg tænker også på, om det kunne være en idé at få talt ud med P og de andre? Måske starte med P, da det lyder til, at hun påvirker de andre ret meget. Måske du kan skrive en besked til hende, hvor du fortæller, at du er ked af alt der er sket og hvis du har såret hende i den samtale I havde, men at du også bare er et menneske, og ingen er perfekte, og at du ville ønske, at I bare kunne tale ud om det? Og at du savner tiden, hvor I havde det godt. Det vil selvfølgelig skulle være med dine egne ord, og kun stå de ting, som du selv synes. Men hvis du kan skabe fred med hende, kan det være, at det kan påvirke de andres opførsel overfor dig. Du kan selvfølgelig også prøve at tale med dem igen, men kun hvis du har det godt med det. Jeg ved godt, at det ikke er rimeligt at det er dig, der igen skal tage kontakten og undskylde, når det faktisk burde være dem, der undskyldte. Men hvis det kan betyde, at I kan slutte fred, så er det måske det værd at være den, der tager initiativet. Det kan også være, at det er for meget for dig, at skulle tage den kontakt til P igen, og måske du kan alliere dig med din mor, så hun kan hjælpe med at tage kontakten? For det er også meget at forlange, at du alene skal løse den her konflikt. Men det kan også være, at du ikke har lyst til at blande nogle voksne ind i det. Så det vigtigste er, at du gør det, du har det bedst med. 

Omgiv dig med mennesker, du er glad for
Når du næsten hver dag skal være i klassen og være omkring de her personer, som ikke behandler dig ordentlig, så er det vigtigt, at du resten af tiden omgiver dig med mennesker, som gør dig glad, og som holder af dig, så du får en daglig påmindelse om, at du er god nok som du er og du er elsket. Hvis du fortsat kan tale med din mor om, hvordan du har det, så vil det være rigtig godt. For det er også vigtigt, at hun ved hvordan du har det, og hvorfor du fx ikke har meget appetit. Nu ved jeg ikke, om du har fortalt din mor om dine oplevelser med dine lærere? Måske det kunne være en idé, for jeg tænker ikke, at du er blevet behandlet ordentligt af dine lærere i den her situation, og måske det er nødvendigt at din mor tager en snak med dem? Det er selvfølgelig noget i to skal finde ud af, og kun gøre, hvis det giver mening for jer. 

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker og forslag. Hvis du har brug for at få nogle uddybende råd og tanker, så er du altid velkommen til at kigge forbi vores chat eller skrive til brevkassen igen. 

Jeg håber, at alting bliver bedre for dig snart. 

De bedste hilsner
Pernille