Min Papsøster

brevkassespørgsmål

Min Papsøster

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hej, jeg er en dreng på 15 år

Jeg har en papsøster. Jeg føler lidt at hun gerne vil noget med mig. Hun kigger tit flirtende på mig, og går i frækt tøj, når jeg er hjemme. Hun finder også tit på undskyldninger, sådan hun kan røre eller kramme mig. Vi har før krammer, hvor hun gned sin tissekone, opad min tissemand. 

Jeg synes at hun er rimelig fræk. Jeg har lyst til at have sex med hende. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig.

 

Tak for dit brev. De fleste 15-årige oplever at få en stor lyst til at have sex. Og det er helt almindeligt, at man i din alder begynder at tænke rigtig meget på sex. Du har er en masse hormoner, der pumper rundt i kroppen, og det kan påvirke dig rigtig meget. Det er en helt naturlig del af det der følger med puberteten, så du er ikke alene om at have det sådan. Det kan pludselig være svært ikke at tænke på andet end sex, og man kan få så meget lyst til at have sex, at man måske har svært ved at se de negative konsekvenser, der kan være ved for eksempel at have sex med én, man er tæt med eller bor sammen med. 

 

Derfor ved jeg, at du heller ikke er den eneste, der oplever at have lyst til at have sex med sin papsøster. Hvis I ikke har hverken samme far eller mor, er der som sådan ikke noget hverken ulovligt eller forkert i at have sex med hinanden, hvis hun altså også har lyst til at have sex med dig.

Men selvom det hverken er ulovligt eller forkert, kan det alligevel blive noget rod at have sex med nogen, som man har en familierelation til. Der er mange grunde til, at jeg tænker, at det ikke er en særlig god idé, at du har sex med din papsøster. Det kan hurtigt blive en rigtig ubehagelig og besværlig situation, der kan påvirke både jer selv og jeres forældre rigtig meget. Det vil højst sandsynligt blive et stort problem og meget ubehageligt for jeres forældre, og det kan muligvis ende med, at jeres forældre ikke synes, at I alle kan bo sammen længere. Det kan altså i værste fald påvirke jeres familie meget negativt. Hvis tingene ikke helt går som du måske håber, og du og din papsøster eller jeres forældre bliver uvenner over det, kan det også hurtigt blive meget akavet og problematisk, fordi I bor sammen og har en familierelation til hinanden. 

 

Det er også vigtigt at huske på, at selvom din papsøster rører og krammer dig, er det ikke sikkert, at hun har de samme tanker som dig, og gerne vil have sex med dig. Bare fordi hun går i frækt tøj og kigger flirtende på dig, betyder det IKKE, at hun lægger op til sex. Det kan også være, hun går i sådan noget tøj derhjemme, fordi det er det, hun er bedst tilpas i, og fordi hun regner med, at der ikke er nogen i hendes hjem, der vil se det som seksuelt? Nogle gange kan man komme til at misfortolke andres signaler, og nogle gange kan venlighed og venskabelighed misfortolkes som flirteri. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan det er, men blot at det nok er en god idé for dig at tænke over det. 

 

Som sagt, er det helt normalt at tænke meget på sex og have lyst til sex. Jeg tror dog, at det bedste for dig, vil være at prøve at finde en anden at have sex med. Det kan være en god veninde eller en pige, som du måske er lidt vild med? Sex er meget sjovere, når man har følelser for hinanden og er trygge, og ikke er bange for, at det vil få nogle negative konsekvenser. Jeg er ret sikker på, at du i fremtiden vil fortryde det, hvis du handler på dine tanker om at have sex med din papsøster. 

 

Jeg håber, at du kan bruge svaret.

 

Kærlig hilsen

 

Laura.

 

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program