Jeg er meget lav...

brevkassespørgsmål

Jeg er meget lav...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Jeg er 15 år, og kun ca. 170 cm...

Svar: 

Kære dig.

Det er helt naturligt at have tanker omkring sin højde, hvor høj man mon bliver og hvornår man stopper med at vokse. På det tidspunkt hvor en pige får sin første menstruation, er der en vækstspurt. Det vil sige, at her vokser man ret hurtigt, derefter går det lidt langsommere, og omkring 14-16 års alderen er der mange piger, som ikke vokser længere. Efter en pige har fået sin første menstruation, vokser hun typisk 5-8 cm mere. Du kan altså stadig vokse efter du har fået din menstruation. Typisk vil man vokse et par år endnu efter menstrautionen starter. Du fortæller, at du er 15 år, og jeg ved ikke hvornår eller om du har fået din menstruation. Det er svært for mig at svare på, om der vil være en chance for, at du bliver højere end du er nu, men sandsynligheden er der. De fleste stopper med at vokse når de er kommet igennem puberteten, og det er meget individuelt hvornår puberteten stopper.

Nogle gange kan man få en fornemmelse af, hvor høj man bliver ved at se på sine forældre. Den højde man ender med at have, har nemlig blandt andet noget at gøre med genetik. Så hvis man har høje forældre, bliver man mere sandsynligt også selv høj, og hvis ens forældre er lave, er der en større sandsynlighed for, at man ikke selv bliver så høj. Så fordi ens højde afhænger af ens gener, kan man ikke gøre noget til eller fra for at ændre sin højde. Der findes nogle formler, som kan hjælpe dig lidt på vej med at regne ud, hvor høj du ca. bliver, ved at udregne dine forældres højde. Sådanne udregninger kan du finde på nettet.

I Danmark er kvinder i gennemsnit 167,2 cm. høje. Du skriver, at du er 170 cm. høj, hvilket betyder, at du faktisk er højere end den gennemsnitlige kvinde i Danmark. Jeg ved ikke, om det kan hjælpe lidt på dit syn omkring din egen højde at tænke, at du faktisk er næsten tre cm. højere end gennemsnittet? Det er selvfølgelig individuelt, hvad man synes er en god højde, men det kan være, at det kan hjælpe dig lidt at vide, at du objektivt set ikke er lav.

Ellers er det godt at gøre nogle gode ting for din krop og give din krop de bedste forudsætninger for at holde sig sund og rask ved at du spiser okay sundt og varieret, drikker mælk og ikke er overvægtig. 

Nogle gange kan det også hjælpe at prøve at tænke på nogle andre ting ved dig selv, som du måske er glad for. Det kan være at du har nogle smukke øjne, at du er en god ven, at du har noget pænt hår eller noget andet. Hvis du prøver at tænke på nogle af de ting ved dig selv som du er god til eller godt kan lide, kan det være, at du automatisk glemmer at du synes, at du er meget lav. Jeg håber, at du kan bruge svaret.

Kærlig hilsen

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program