Selvskade

brevkassespørgsmål

Selvskade

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hey jeg er 12 og bor i en god familie og har det ret godt i skolen men af egetland grund vil jeg gerne have opmærksomhed men ikke på en normal måde jeg vik gerne bryde sammen foran mine venner så de spørger om jeg er ok og sådan noget og jeg kan af egenlan grund godt lide at se mig selv bløde så jeg river tit hul på mine sår og siger til mine forældre at jeg faldt jeg Overvejer hvordan det ville være at begå selvmord og jeg vil gerne begynde at cutte jeg drømmer tit forfærdelige ting hvorfor er jeg sådan når jeg egentlig har det så godt? Er det normalt? Hvad sker der med mig? Kan jeg gøre noget? Hjælp!

Svar: 

Kære du

Tak for dit spørgsmål! Jeg tror, at det er rigtig mange unge, der ligesom dig nogle gange kommer til at tænke nogle tanker, som godt kan være lidt skræmmende eller ubehagelige, selvom at de egentlig har det godt. Det kan være rigtig forvirrende, og derfor er det bare mega godt, at du tør spørge nogen om det. Tit bliver tingene nemlig lettere, hvis vi deler det med andre.

Du spørger, hvorfor du tænker de her ting, når du egentlig synes, at du har det rigtig godt, og om det er normalt. Som allerede sagt så er du slet ikke den første, som har tænkt sådan nogle tanker, eller som har haft lyst til de her ting. Så selvom det ikke er alle, som oplever de her ting, og selvom det måske heller ikke er så mange, så tænker jeg ikke, at det er unormalt, og at alle måske engang imellem kan tænke nogle ting, som de ikke helt forstår.

Hvorfor man så gør det, det er måske lidt vanskeligere at svare på, for jeg tror, at der kan være mange grunde. Din grund er svær for mig at vide, men jeg tænker, at en mulighed er, at det nogle gange handler om, at man kan føle sig lidt overset eller glemt, også selvom at man egentlig har det godt. Måske er det også det, du oplever? Mange unge kan føle, at de er forstyrrende eller besværlige, hvis de fortæller sådan nogle ting, og derfor er det for nogle nemmere at åbne op, hvis de så fortæller om nogle lidt voldsommere ting, fordi så føles det som om, at det er mere okay, end hvis det er lidt mindre alvorlige problemer, man kommer med. Hvad tænker du om det? Kan det være noget lignende for dig? At du altså tænker lidt de her tanker og overvejer de her ting, fordi det føles mere okay at bede om hjælp eller en snak, hvis man har det virkelig svært? Hvis du tænker, at det måske er grunden, så er det rigtig vigtigt, at du ved, at man ikke behøver at have det vildt dårligt for at få hjælp, og nogle gange kan man have en dejlig familie og klare sig godt i skolen og så alligevel føle sig ensom eller overset eller alene. Det er helt okay, og det er okay at sige det til nogen, hvis det er sådan, man har det.

Der kan også være andre grunde til, at du har de her tanker. Er der f.eks. sket noget, som er svært at tænke på eller tale om? Har du oplevet at føle dig mere trist uden at kunne sætte ord på det? Nogle gange så kan man opleve nogle ting indeni, som er så svære at snakke om, at man bare håber og beder til, at nogle vil opdage det af sig selv, så man kan få hjælp uden at skulle bede om den. Måske det er noget, du kan genkende?

Uanset hvorfor du får de her tanker, så tror jeg, at det vil være en rigtig god idé at tale med nogen om det. Det kan være dine forældre, andet familie, en lærer, en venindes forældre, en fritidstræner eller anden voksen, som du føler dig tryg ved. Husk, at det er okay at række hånden ud, når man har brug for hjælp, så du skal ikke føle, at det er forkert at gøre. Hvis det dog lige nu er for svært at tale med én, du kender, så er det også en mulighed at tale med nogen, som du ikke kender. For eksempel kan du kigge forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få en rigtig god snak med en af vores søde rådgivere. Det kan både være en snak om din situation, eller måske hvordan du kan tale med andre om det, du oplever. Det er helt op til dig, og du er meget velkommen, hvis du har lyst til at kigge forbi. Som jeg skrev i starten, så hjælper det ofte at få åbnet op overfor andre, både fordi man ikke længere skal bære det svære som en hemmelighed helt for sig selv, men også fordi at man tit bliver lidt klogere på sig selv og hele situationen, når man skal forklare det for en anden. Jeg håber derfor, at du har mod på at tale med nogle om det, som du oplever.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg sender dig mange varme tanker og store knus!

Amanda

 

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program