Kære Anna

Det er en svær situation, så jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Jeg skal gøre mit bedste for at komme med lidt råd, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt på vej.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at du husker på, at uanset hvor meget du savner ham, så er det vigtigt, at du giver ham plads og tid, hvis det er det, han beder dig om og har brug for. Samtidig tænker jeg også, at det vil være en god idé, hvis du prøver at indstille dig selv på, at det ikke er sikkert, at han kan arbejde sig forbi de ting, som er sket. Når det så er sagt, så tænker jeg, at der er flere ting, du kan overveje at gøre. Du skriver i dit brev, at han ved, at du er ked af det, og det er et godt udgangspunkt, men det lyder også til, at det for ham meget handler om, at han ikke helt stoler på, at du faktisk mener det den her gang, når du gerne vil finde sammen igen. Er det rigtig forstået? Hvis ja, så tænker jeg på, om det kunne give mening at spørge ham, om I kan tage en snak om det hele, hvor I så begge kan få lov at fortælle, hvor I står og hvorfor? Det kan godt være, at I allerede har talt om det og måske endda har gjort det mange gange, men hvis ikke så tænker jeg, at det vil være et godt sted at starte. Det handler ikke om at finde ud af, hvem der har ret, og hvem der gjorde hvad forkert, men nok mere om at finde ud af, hvor I står, og hvad I hver især har brug for nu, hvis det skal fungere. Jeg håber, at det giver mening! Udover at tale om det, så tænker jeg på, om der er nogle måder, hvor du kan vise ham, at han kan stole på dig? Vise ham at du mener det, når du siger, at det skal være ham? Det kunne f.eks. være ved ikke at date andre, selvom I to ikke er sammen lige nu. Det kan også være ved at respektere hans behov lige nu, give ham tid til at mærke efter, og mulighed for at få talt om de ting, han har brug for.

En lidt anden ting, jeg kommer til at tænke på, det er dig og dine behov. Jeg forstår, at du savner ham, og at du ville ønske, at I stadig var sammen, og at du derfor vil gøre rigtig meget for at løse det. Jeg håber dog, at du også husker dig selv i alt det her. Du skal også mærke efter, hvad du føler, at du kan stå model til. Det er vigtigt, at du ikke bare bliver "skurken" i det hele og et eventuelt forhold fremover. Selvfølgelig er det vigtigt, at man tager ansvar for de ting, man har gjort, og undskylder for de ting, der skal undskyldes for. Samtidig skal man ikke føle, at man skal lægge sig ned og lade sig træde på. Nøglen til et sundt forhold er gensidig respekt og accept af hinandens gode sider, men også de fejl og mangler, man nu engang har. Og alle laver fejl. Hvis man nogensinde skal komme på den anden side af det, så er det vigtigt, at man kan tilgive de fejl, der er sket og så bevæge sig forbi det. Det håber jeg for dig, at han kan, men hvis han ikke kan, og hvis det bliver noget, du skal høre for i tide og utide, så er det måske bedre for jer begge to at gå hver sin vej.

Så kære Anna. Jeg ved ikke, om det lige var det svar, du havde håbet på, men jeg håber nu alligevel, at mit svar kan bruges, og at det sætter nogle refleksioner igang, som kan hjælpe jer med at løse den her situation. Det er vanskeligt lige nu, og det er det, fordi uanset hvor meget vi gerne vil noget, så kan vi ikke tvinge andre til at ville det samme, som vi gerne selv vil. Så derfor bliver tålmodighed og accept så vigtigt. Uanset om det ender med at skulle være jer to eller ej.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg krydser alt, hvad der krydes kan, for at I finder en løsning sammen.

De bedste hilsner

Dagmar