Hjælp
Hjælp
Hej cyberhus
Jeg svømmer som en fritidsting hver uge
Men mine kønshår er et problem jeg kan ikke barbere den for der bliver ved med at være stuppe og selvom jeg bruger barberskum så får jeg røde knopper, det er noget der går mih rigtig ked af det da jeg gerne vil kunne have badedragt på uden shorts udenpå, voks er for besværligt da det skal gøres en gang om måneden har i nogle tips så jeg ikke skal bruge voks får at kunne gå i badedragt eller bikini?
Hej med dig,
Det er da ret frustrerende, det kan jeg godt se. Men frygt ej, jeg har nogle tips som forhåbentlig kan hjælpe dig.
Først og fremmest vil jeg råde dig til at barbere dig, selvom du ikke har oplevet den store succes med det indtil videre. Barbering er nemlig i de fleste tilfælde det, der efterlader det blødeste og glatteste resultat. I hvert fald hvis man forbereder huden og efterbehandler den ordentligt. Og jeg har lige nøjagtig nogle forslag til, hvordan du kan gøre det, og derved få et mere glat resultat uden din hud bliver generet.
1. Start med at blødgøre huden. Det er bedst at blødgøre den ved bare at bruge vand. Fx mens du er i bad.
2. Barbér først med hårene, derefter mod. Tag en ny skraber i brug (eller sæt et nyt barberblad på den du har) og start med at barbere i hårenes groretning. Skyld barberbladet rent for hår og barbér igen - denne gang mod hårenes groretning. Husk at fugte det område du barberer med mere vand undervejs, hvis det bliver nødvendigt.
3. Plej huden bagefter. Det er vigtgt, at du plejer huden bagefter, da den ellers nemt kan blive tør og irriteret. Brug fx en parfumefri fugtighedscreme, og smør huden godt ind.
4. Gentag med jævne mellemrum. Hvis du gerne vil bevare et blødt og glat resultat er det en god idé at barbere dig jævnligt - fx hver, hver anden eller hver tredje dag, afhængigt af hvor hurtigt dine hår gror.
Jeg håber det kan bruges!
Mange hilsner,
Siv