Jeg har lyst til at være alene
Jeg har lyst til at være alene
Jeg har længe tumlet med at være social. Der var en periode hvor jeg følte mig ensom; fordi jeg netop havde svært ved at holde mig i kontakt med venner. Nu er jeg endt op i at jeg ikke kan holde tanken ud om at ringe til en ven og snakke (det er åbenbart normalt). Jeg har lyst til være alene... Jeg orker ikke at tænke på hvad andre forventer af mine sociale kompetencer. Som regel når jeg kommer hjem fra skole er jeg træt ren socialt. Jeg ider ikke at være sammen med min familie... Jeg vil være alene. Jeg ved ikke helt hvad det skal sige? Jeg nyder mit eget selskab... Jeg kan sidde og høre musik ud til sent om aftenen. Jeg sidder bare og filosofere om livet, døden og mange andre ting. Når jeg taler med min bror hvor minemalt min vennekreds er, synes han at det lyder underligt (han har selv haft problemer da han var mindre). Det er egentlig derfor jeg skriver ind... Det er nemlig "underligt" ikke at have så mange venner, og ingen tætte. Hvad skal jeg stille op? Hvordan bliver min sociale kapacitet udvidet? For det meste tænker jeg at det bare er fordi at jeg er introvert, men er det meningen at introverte åbenbart er weirdos? (for det er jo hvad jeg er endt ud i at være)
Kære Siri.
Mange tak for dit brev. Dit brev giver udtryk for, at du har gennemtænkt hvordan du har det, og det er rigtig flot at du har sat ord på det, og har skrevet herind i brevkassen.
Du fortæller, at du tidligere har følt dig ensom, men at du nu har lyst til at være alene. Og jeg tænker, at der kan være stor forskel på de to måder at have det på. At føle sig ensom, kan være utrolig hårdt og trist, og jeg tror, at de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv, vil opleve at føle sig ensom. Men når man selv tager et aktivt valg om, at man har lyst til at være alene og at man trives godt i sit eget selskab, så kan det være en helt anden oplevelse. Ud fra dit brev lyder det som om, at du netop er gået fra at have følt dig ensom og følt dig forpligtet til at opfylde nogle sociale normer eller forventninger, til at du nu har lyst til at være alene. Så så længe du ikke føler dig ensom, men selv har fundet frem til, at du har det godt med at være alene, er der ikke noget i vejen med det.
Du har ret i, at der kan være nogle bestemte forventninger til, at man skal være social, og at det kan blive opfattet som noget negativt, hvis man hellere vil være alene. Det er som om, at der er blevet skabt et ideal om, at det er bedst at være meget social, udadvendt og grine højlydt sammen med alle de venner man hænger ud sammen med. Men sådan behøver det slet ikke at være, det er bare sådan verden er indrettet, og derfor kan det også være rigtig svært, hvis man ikke er meget social og hvis man er indadvendt, og ikke har så mange venner. Derfor er det også helt normalt, at man kan komme til at føle sig forkert, fordi man ikke passer ind i idealerne eller lever op til de sociale forventninger. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der er intet forkert eller galt i, at være indadvendt og godt kan lide at være alene.
Jeg tror, at det er helt naturligt, at man kan komme til at tage andres forventninger til sig, om hvordan man skal være, og hvad der er normalt eller underligt osv. Jeg kan også godt se, at du selv er opmærksom på det, for du skriver netop, at du føler dig forkert, fordi det kan virke underligt at være anderledes og have lyst til at være alene og ikke have så mange venner.
Der er som sagt overhovedet ikke noget galt i at være indadvendt eller introvert, men det kan nogle gange virke som om, at man ikke fungerer lige så godt som andre mere udadvendte mennesker, som for eksempel din bror. Her er det vigtigt at du husker på, at I er forskellige, og at ligesom I har forskellige måder at være på, så har I også forskellige styrker. Som introvert kan det nogle gange være rigtig svært at overskue mange andre mennesker. Det kan være en rigtig god idé at lære mere om hvad det vil sige at være introvert, og snakke med din familie om, hvad det betyder for dig, og måden at være sammen på. Du kan også prøve at snakke med nogle af dine klassekammerater om, hvordan du har det og fortælle dem, hvad du har brug for, at de gør (for eksempel at de accepterer det, hvis du pludselig har brug for at gå, hvis I er sammen et sted med mange mennesker).
Det der er vigtigt for mig at sige til dig er, at du er god nok, som den du er. Du skriver, at du ofte sidder og filosoferer over livet, døden og mange andre ting. Jeg tænker, at det kan være en mulighed for dig, at dyrke de ting som du godt kan lide, og at du måske vil føle det som mere meningsfuldt, hvis du finder ting at lave, som gør dig glad. Det behøver ikke være store ting, for indhold og formål kan også findes i de små ting. Det kan for eksempel være at læse gode bøger, måske nogle som beskæftiger sig med det at være ung eller måske filosofiske bøger om livet. Måske sådanne bøger vil kunne give dig andre refleksioner, som giver mening for dig? Det kunne også være, at tilmelde dig noget, som du holder af? Eksempelvis kor eller musik, en sport, et sprogkursus, et madladvningshold eller noget andet, som du holder af at lave. På den måde kan du møde nogle som deler din interesse, og som du måske føler du nemmere kan være dig selv sammen med? Det kunne også være, du ville lære dig selv noget, du altid gerne har ville være bedre til? At sætte sig selv en udfordring og det at øve sig på noget eller det at skulle opnå et mål man har sat sig, kan være en rigtig god måde at føle indhold, formål og mening med livet på.
Ud fra det du fortæller, får jeg et indtryk af, at du er en person, som hviler meget i sig selv. Det er godt at holde fast i, at sådan som du har det, er helt okay, og det er der intet forkert i.
Jeg vil ønske dig alt det bedste, og jeg håber du kan bruge noget at det jeg har skrevet.
De bedste hilsner,
Gro.