droppet

brevkassespørgsmål

droppet

brevkassespørgsmål af
jens
16 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

hej jeg er blevet droppet af en mega god veninde og jeg kan ikke glemme hende fordi jeg har ikke rigtig gjort noget slemt men ligepludselig gider hun ikke at snakke med mig.  Hun betød virkelig meget for mig men nu snakker vi ikke sammen og hun hader mig

Svar: 

Kære Jens 

Tak for din besked. Hvor er jeg ked af at høre, at din veninde ikke har lyst til at være veninder mere. Det er aldrig sjovt at miste et rigtig godt venskab og det er godt, at du søger støtte her i brevkassen.

Det er utrolig hårdt, når venskaber går i stykker, men det er svært at holde fast på venskabet, hvis man er den eneste, som prøver. Mon der er sket noget i jeres hverdag, som har forandret jeres venskab negativt? Måske har I skiftet klasse og har fået to forskellige vennegrupper? Måske har en af jer fået en kæreste, som gør det udfordrende at opretholde jeres venskab? Eller måske er din veninde kommet på efterskole og har fået en ny hverdag? Når hverdagen ændrer sig kan det nogle gange være svært for begge parter at holde fast i en venskab på den måde, som det var før. Det skyldes, at nogen kan synes, at det kræver lidt mere planlægning end normalt. Mon det er noget i den stil, der er sket mellem jer? 

Du skriver, at din veninde hader dig på nuværende tidspunkt, men du skriver også, at du savner jeres venskab. Hvis du gerne vil være veninder med hende igen, kommer jeg til at tænke på, om du har prøvet at snakke med din veninde om hvad end, der er sket mellem jer? Måske er du kommet til at gøre noget, som har gjort hende ked af det eller har gjort, at hun har trukket sig fra dig? I dit brev kan jeg ikke helt læse, om du ved, hvorfor hun ikke vil være venner mere  eller hvorfor du tror, at hun hader dig. Hvis ikke du ved, hvad der er gået galt mellem jer, tænker jeg, at det ville lette noget i dig at snakke med hende. Hvad tænker du om det? Jeg kunne forestille mig, at du bruger en del kræfter på at tænke over det og mange kræfter på at være ked af det. Det er specielt ikke rart at nogen er sure på én uden at man ved, om man har gjort forkert, og hvad det så er, man har gjort, hvis det er.

Hvis du ved, eller har en fornemmelse af, hvorfor hun har trukket sig fra dig, tænker jeg stadig, at det kan være en god idé at snakke med hende, så I evt. kan afslutte tingene på en ordentlig måde. Jeg kunne også forestille mig, at det ikke rart, at du føler, at hun hader dig. Måske ville det være dejligt at snakke med hende og måske gå fra samtalen med en følelse af, at hun i hvert fald ikke hader dig mere? Jeg kan godt forstå, hvis det kan være lidt svært at tage samtalen med hende. Måske har du prøvet at snakke med hende? Måske vil hun ikke snakke? Jeg tænker, om det er en mulighed for dig eksempelvis at sende hende en sms, en Messenger-besked eller skrive en DM til hende på Instergram om, hvordan du har det med, at I ikke er venner mere? Hvad tænker du om det? Du kunne evt. starte med at skrive, at du savner hende rigtig meget og at du er ked af, at I ikke længere ses, som I plejer. Jeg tænker, at I måske kan løse det, der er gået galt imellem jer ved at få snakket/skrevet omkring det. Uanset hvad, så kunne jeg forestille mig, at det ville være rart for dig at få fortalt hende, hvordan du har det, så du kan komme ud med dine tanker og frustrationer. Mon du ville have mod til det?

Det kan være svært, når der er problemer i ens venskab og man er ked af det. Sådan nogle ting kan fylde rigtig meget i hovedet og følelsesmæssigt. Især hvis venskabet går i stykker, men at man selv rigtig gerne vil have det til at fungere. Derfor kan det være rart at dele sine tanker eller følelser med andre. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det? Måske har du nogle andre veninder elle kammerater, som du kan snakke med eller dine forældre, som kan støtte dig? Hvis det fortsat fylder meget, kan du også overveje at besøge Cyberhus' chat, hvor du kan få sat lidt flere ord på, hvordan du har det. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og ønsker dig alt det bedste. 

De bedste hilsner,
Malou

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program