Kære Sophie 

Det lyder til at være nogle tunge følelser, du render rundt med omkring dig selv, din familie og jeg er derfor glad for, at du skriver ind til os. Jeg forestiller mig, at det har været hårdt for dig og dine søskende at vokse op i en skilsmissefamilie og det er der ikke noget at sige til. Tak fordi du deler din historie, tanker og følelser her, for det kan være med til at hjælpe nogle andre, der har det på samme måde, som dig.

Jeg er ked af at høre, at du har været igennem det, du har været igennem og at du stadig kæmper med, hvordan dine forældres skilsmisse har påvirket dig. I din sidste sætning får jeg en fornemmelse af, at du har dårlig samvittighed over, hvad dine ord i retten har haft af negative konsekvenser for både dig og din far. Er det sådan, du har det? Du skriver nemlig, at "hver dag er jeg bange for, at jeg løj dengang og har ødelagt hans liv og mit eget." Jeg vil gerne sige til dig, at hvad end, der er sket, så er det ikke din skyld. Uanset hvad du har sagt, så har du fortalt, hvordan du har haft det på netop det tidspunkt i dit liv. Jeg forestiller mig, at du har haft en grund til, at du valgte ikke at se din far i halvandet år. Det er ikke altid, at børn kan sætte tydeligt ord på, hvordan de har det eller hvordan en person påvirker én, men børn er ofte rigtig gode til at fornemme, hvis der er noget galt eller en der er en dårlig energi. Derfor tænker jeg, at du har fortalt sandheden om, hvordan du havde det på det tidspunkt. Hvad end der sker i en skilsmisseproces med retten og andre myndigheders involveren, så er udfaldet ikke barnets ansvar. De myndigheder, der er tilstede, har til opgave at sørge for, at du og dine søskende trives så godt som muligt. Jeg er tænker, at du og din far nok skal få snakket ud om det, når tiden er til det og når I er klar til det. Mon du og din far ses jævnligt? Du beskriver, at du på en måde har lyst til at snakke højt om det, men på den anden side ikke vil. Hvorfor tror du, at det er svært at snakke om overfor din far? Eller måske behøver det ikke at være din far, du snakker med, men måske har du bare lyst til at få sat ord på, hvordan du har det? 

Du skriver, at du ikke ved, om du er klar til at snakke med din mor (eller andre) om, "hvad der skete dengang", som du formulerer det. Du nævner også, at det er svært at få ordene over læberne. Tror du, det er fordi, at det er svært at snakke om det, når der er én foran dig, der skal lytte? Tror du, at det ville være lettere for dig at snakke om, hvis du siger det højt for dig selv først uden "publikum"? Når man har noget svært på hjertet kan det være utrolig svært at snakke om. Især når det handler om ens egen familie. I sådan en situation er man sårbar og det kan være, at man oplever følelser som bl.a. vrede, sorg, at være ked af det eller svigt ift. det, der er sket, og man ønsker måske at beskytte sin familie og forældre fra de følelser. Det kan samtidig være, at man føler dårlig samvittighed over, fordi de personer, man skal fortælle det til, kan opleve, at man giver dem skylden for, at man er ked af det. Er det mon sådan, du har det?  Jeg kommer til at tænke på, om det måske kan være en mulighed for dig at skrive et brev til dig selv om, hvordan du har det? Og måske læse brevet op for din mor eller give hende det, så hun selv kan læse det? Det kan også være, at du kan indtale en lydfil på din telefon mens du er alene og få din mor til at lytte til det efterfølgende? Det er vigtigt, at du tager det i dit eget tempo og åbner op, når du er klar. Mon du har snakket med din mor om, at du har svært ved at snakke om, hvad der skete og hvordan du har det med det i dag? Uden at vide, hvordan dit forhold er til din mor, kunne jeg forestille mig, at hun ville være forstående omkring, at du gerne vil tage det i dit eget tempo.

Hvis det er for svært for dig at snakke med dine forældre om, hvordan du har det og hvad der skete dengang, kan det være, at du har en anden voksen, som du kan snakke med? F.eks. en lærer fra skolen?

Du beskriver, at du i dit forhold til din kæreste har "trust issues." Når man som barn har været igennem noget som en skilsmisse, kan det opleves som et svigt, der gør, at man udvikle mistillid til andre mennesker. Tror du, det er sådan, du har det? Du skriver, at han nogle gange kommer for tæt på og at det nogle gange kan blive for meget. Mon du kan mærke, hvornår det kommer for tæt på? Er det eksempelvis, når han spørger ind til en masse ting om din fortid eller måske er han meget interesseret i at snakke om noget, du ikke føler dig klar til? Hvis du har mod på det kan det være, at det ville være en god idé at tage en snak om, hvad der gør, at du har "trust issues" og at han skal være tålmodig med dig. Måske på en måde, hvor du ikke behøver at gå i detaljer om, hvad der er sket i din fortid. Jeg er sikker på, at din kæreste ikke kommer for tæt på for at genere dig, men at han ønsker det bedste for dig og ønsker at hjælpe med det, han kan. Det kan være svært at se sin kæreste være ked af det og han har måske behov for at finde frem til, hvorfor du har det, som du har det eller agerer, som du gør.

Til spørgsmålet om du skal slå op med din kæreste, er mit svar, at du skal mærke efter, hvordan du har det. Det er svært for mig at svare dig konkret på dette, for der er sikkert meget mere i jeres forhold end det, der kommer frem her. Du skriver, at du elsker ham rigtig meget, men at du er i tvivl, fordi du føler, at han kommer for tæt på ift., hvad du følelsesmæssigt er klar til at snakke om og måske acceptere over for dig selv. Er det rigtigt forstået? Jeg har før snakket med nogen i samme situation som dig, hvor det har hjulpet dem at overveje, hvilke ting man elsker ved kæresten, hvad man kan lide ved forholdet, hvad der ikke fungerer osv. Altså vægte negative og positive ting op mod hinanden. På den måde kan du få et overblik over, hvad der fungerer i jeres forhold og hvad der ikke fungerer. Samtidig er det vigtigt, at du overvejer, hvad der er vigtigt for dig i et forhold og er åben omkring det overfor din kæreste. Måske finder ud af, at det er vigtigt for dig, at din kæreste giver dig plads til og at du ikke føler dig presset til at snakke om det, du føler inderst inde. Mon det er muligt for dig at snakke med din kærest om din tvivl på forholdet? Har du mod på det? Det kan være, I gennem sådan en snak lære hinanden bedre at kende og blive klogere på, hvad hinandens grænser er. Kommunikation kan være en rigtig god ting til at løsne op for uroen, der er i dig og en evt. usikkerhed, der er i forholdet. Det er vigtigt, at du tager det i dit tempo ift. at snakke om, hvordan du har det, og netop dét kan være vigtigt at kommunikere overfor din kæreste.

Jeg vil takke dig for dit mod til at skrive til os her i brevkassen, for jeg kan mærke i dit skriv, at det, du går igennem, påvirker dig meget. Samtidig håber jeg, at du i dette svar finder nogle redskaber, der kan hjælpe dig på vej. 

De bedste hilsner
Malou