Føler jeg falder i den kriminelle bane

brevkassespørgsmål

Føler jeg falder i den kriminelle bane

brevkassespørgsmål af
Oliver
15 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Heeej, føler efter som jeg skiftede skole er jeg begyndt og falder fra mig selv. Hænger ud med de forkerte i følge skolen og ja vi laver dumme tring er bange for jeg falder i en kriminel bane som jeg ikke kan komme ud af, hvad kan jeg gøre?

Svar: 

Kære Oliver

Det lyder til ikke rart at være i den situation, som du er i. Det kan være rigtig svært at indrømme overfor sig selv, at man går de forkerte mennesker, og derfor synes jeg, at det er rigtig modigt og godt, at du skriver herind til brevkassen. 

En af de ting der er, når man er ung, er at ens venner betyder rigtig meget for én og det kan være rigtig svært at bryde ud af nogle usunde venskaber, fordi man er så meget sammen. Du skriver i din besked, at du sammen med dem, du hænger ud med, "laver dumme ting", men jeg synes også, at du lyder til at være reflekteret omkring, hvilke negative konsekvenser, det kan have for dig. Mon du har mulighed for at snakke med dine forældre om det, hvordan du har det og snakke med din bekymring?  Ville du føle dig tryg nok til det? Hvis det er svært at snakke med dem, kan det være, at du kan skrive et brev til dine forældre, hvor du forklarer, hvordan du har det? Eller bruge din besked her i brevkassen som udgangspunkt for en samtale? Hvis det er for svært at snakke med dine forældre, kan er det måske være, at der er en anden voksen, som du kan snakke med? Måske en lærer, et voksent familiemedlem, en træner eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved? Jeg forestiller mig, at det kunne være rart for dig at have en voksen i din omgangskreds at støtte dig i dagligdagen ift., hvordan du kan tackle situationen. 

Jeg kommer til at tænke på, om du går til en fritidsaktivitet? Kunne det tænkes, at du måske ville få en ny vennekreds, hvis du startede til en eller anden form for fritidsaktivitet, hvor du kan finde et nyt fællesskab? F.eks. håndbold, dans, rollespil, skak eller andet? Grunden til jeg foreslår det er, at en fritidsaktivitet har mulighed for at give dig en anden form for "holdepunkt" i hverdagen og give dig et andet fællesskab med andre unge, som har samme interesse som dig. Hvad tænker du om det? Kunne en fritidsaktivitet være en mulighed, hvis du ikke allerede går til en fritidsaktivitet? 

Du skriver i din besked, at du er flyttet skole og derfor er kommet til at hænge ud med de forkerte. Mon den skole, du er flyttet til, langt væk fra den gamle? Og mon du også er flyttet til en ny by? Jeg spørger til det, fordi jeg kommer til at tænke på, om du stadig har kontakt til dine venner fra den skole, som du gik på før? Måske er det muligt for dig at genoptage kontakten, hvis den er mistet og hvis det var nogle venner, som du savner?  På den måde kan du måske komme ud af det de negative venskaber, som du har lige nu. 

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke og jeg håber sådan for dig, at du finder et fællesskab, som du føler er bedre for dig end det, du er i lige nu.

Mange varme tanker
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program