Undre mig bare

brevkassespørgsmål

Undre mig bare

brevkassespørgsmål af
Julia
17 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej Cyberhuset

som så mange andre unge har jeg også et par spørgsmål. Der er den her dreng (24 år) som jeg tog med hjem en aften. Vi havde ikke sex (intet kondom og dermed ville jeg ikke), det accepterede han - også selvom vi havde lovet hinanden det. Jeg ved ham her drengen er meget sex-glad, da han allerede havde spurgt mig om vi skulle være sammen mange gange før. Han har også et vist rygte. Jeg er dog ligeglad og er klar over hans rygte. Jeg vidste hvad jeg gik ind til og gør det stadig. Fortryder intet. Men vi havde ikke sex. Dog prøvede vi en smule andet (det skal lige siges at jeg er jomfru). Nemlig finger. Jeg syntes det var okay. Men finger er ikke lige mig. Misforstå mig ikke, det var okay og han var rigtig sød ved mig, men på en eller anden måde kunne jeg ikke finde den fulde nydelse (tror det er sådan for alle, men det ved jeg jo ikke). Men det der tændte mig var, at han tog sine fingre ud, tog demi munden, og puttede dem ind igen. 

Og nu kommer jeg til min pointe ;-) Efter jeg har været sammen med ham, har jeg haft mange lyster. Hvilket jeg ved er normalt, da ingen af os blev stimuleret ;-) Derfor er jeg begyndt at udforske mig selv. Er aldrig blevet rørt ved før, hverken af andre eller mig selv. Men nu har jeg prøvet at give mig selv finger og har onaneret en enkelt gang. Jeg har hørt at onani er ligeså godt som sex. Og jeg ved jeg ikke kender mig selv godt nok til at finde den fulde tilfredsstillelse ved onani endnu. Men da jeg var færdig tænkte jeg: "hvorfor er alle så hype omkring sex, hvis det bare er det her?". Jeg brugte enden af sådan én man renser en brusedør med. I ved når der er dug på glasset, så skraber man vandet af glasset med sådan en gummi-skraber.

Jeg ved ikke om det var fordi den var så lille. Men jeg forstår bare ikke hvorfor ham her fyren er så vild med sex, og har så store lyster, hvis bare det er så "kejtet" som det er. Syntes nemlig ikke jeg blev tilfredsstillet. Syntes faktisk det var næsten kedeligt efter 5 minutter fordi det bare var den samme følelse. OGSÅ selvom jeg øgede eller sænkede tempoet. Hans og min egne fingre føles bedre, hvis jeg skal være helt ærlig. 

Men nu kommer vi til mit spørsmål igen. Jeg vil prøve at formulere mig så godt som jeg kan: Jeg forstår ikke hvorfor han (eller generelt bare alle) har så store sex-lyster. Det var nemlig bare som om man ikke kunne føle andet end én følelse dernede. Dermed bliver det vel hurtigt kedeligt. Så hvorfor har han så store lyster? Hvorfor vil han hver fredag nat have en pige i sengen? Når han er en fuckboy så vil han jo ikke have følelser indblandet i sex. Men tænker bare man nyder det på en helt anden måde hvis man har følelser med i det? Er det fordi han sætter sine følelser på i akten og "slår dem fra" når han er færdig?

Jeg ved det nemlig ikke selv, for nåede at smutte inden han vågnede. 

Svar: 

Kære Julia 

Det er nogle gode spørgsmål, som du stiller dig selv og du har nogle rigtig gode refleksioner omkring sex og din egen tilgang til det. Først og fremmest vil jeg rose dig for at holder fast i, hvad du vil og ikke vil. Det kan godt være svært at sige fra ift. sex, når man står i den situation, du stod i. Især fordi ham drengen, du var sammen med, både er ældre, sex-glad og mere erfaren end du er. Derfor er det dejligt at høre, at du har lyttet til dig selv og det lyder til, at du ikke har følt dig presset til noget, du ikke havde lyst til. Du har truffet ansvarligt valg for dig selv og det er jeg glad for at høre og det er dejligt for dig, at han accepterede din beslutning om ikke at have ubeskyttet sex. 

Som udgangspunkt er det sundt at udforske sig selv seksuelt, når man er alene og når man er sammen med sin seksuelle partner. På den måde kan man nemlig finde ud af, hvad man kan lide, ikke kan lide og man kan også lære hinanden bedre at kende rent seksuelt. Det kan måske også være positivt i din situation, hvis det er planen, at du skal ses fyren igen. Selvom du ikke blev tilfredsstillet med den fyr, du var sammen med, så lyder det til, at oplevelsen har gjort dig nysgerrig på dig selv og det lyder til, at du stille og roligt er ved at finde ud af, hvad du kan lide og hvordan du f.eks. kan lide at blive rørt ved. Både med dig selv og sammen med ham. Det er normalt at det at blive rørt ved, vækker en masse lyster. Du skriver i din besked, at du aldrig er blevet rørt ved før af dig selv eller af andre og måske er det derfor, at du ikke fik den fulde nydelse ved at han gav dig finger eller onanerede? Eller måske var det fordi, at du ikke var helt afslappet ved situationen? Måske handlede det om, at han ikke rørte dig de rigtige steder eller måske handler det om, at det at få finger bare ikke dig og det er helt okay.

Følelsen af sex er meget forskellig fra person til person uanset, hvor mange gange, man har prøvet det. Ligesom med mange andre ting, udvikler man sig seksuelt, fordi sex også er en proces. Hvad der føles rart kan forandre sig i takt med de erfaringer, man har.  For mange handler det om, at man lærer sig selv bedre og bedre at kende jo mere man har sex i trygge og afslappede omgivelser. Jeg tror, at der er mange, der har samme tanke som dig efter deres første seksuelle oplevelse. Det er meget normalt at tænke: "Var det bare det?", fordi man - som du - måske ikke er blevet tilfredsstillet, men det kan også være fordi oplevelsen er så ny for kroppen og man derfor ikke har fundet ud af, hvad det er, der stimulerer én. 

Selvom det er forskelligt fra person til person, så kan du måske finde vejledning og inspiration på Sexlinjens hjemmeside gennem følgende link:

https://www.sexlinien.dk/emneside-piger/kvinders-kroppe/pigers/kvinders-...

Angående dit spørgsmål om, hvorfor fyren, du var sammen har så stor sexlyst, så er der nok mange forklaringer på det. Jeg kan godt sætte mig ind i, at du efter din oplevelse har erfaret, at det var "som om man ikke kunne føle andet end én følelse dernede" og at sex ikke er andet end det.  Jeg kunne forestille mig, at jo bedre du lærer dig selv at kende og jo flere (positive) seksuelle erfaringer, du får, jo rare vil du også opleve sex. Derfor er det måske tidligt at konkludere, at sex ikke er noget for dig. Giver det mening, det jeg skriver? Som nævnt før så er ens seksualitet en proces og jo flere (positive) erfaringer, man får jo mere vil hele kroppen (det fysiske, mentale og følelsesmæssige) også blive inddraget i siuationen. Måske er det det, som din fyr har oplevet. Måske har han ikke behov for, at følelserne skal spille så stor en rolle. Du betegner ham som en "fuckboy", men måske har han en eller form for følelse med dem, han er sammen med uden at være decideret forelsket. Måske har han haft erfaringer nok til at vide, hvad han kan lide og bliver stimuleret af, og sex derfor er en dejlig ting, som han gerne vil opleve igen og igen. Jeg kan ikke give et præcist svar på dit spørgsmål, men disse bud kunne være mulige forklaringer. 

Til dit spørgsmål om hvorvidt følelser ikke "burde" spille en større rolle ift. sex, er det meget forskelligt fra person til person og mellem mænd og kvinder. Der er nogle, der ikke behøver at have de store følelser involveret, men kan blive tilfredsstillet uden. Omvendt spiller følelserne en stor rolle for andre på en måde, hvor de ikke kan have sex uden at have stærke følelser for den partner, de er sammen med. Jeg kan dog godt forstå, at du undrer dig, for det giver logisk mening, at man har en følelsesmæssig forbindelse til den, man er sammen med. Mon du kan mærke på dig selv, at følelser spiller en stor rolle for dig? 

Jeg håber, at du har fået lidt mere klarhed over dine refleksioner og undren. Måske har mit svar givet dig endnu flere refleksioner, spørgsmål og undren og så er mere end velkommen til at skrive til os igen eller fange os på chatten.

De bedste hilsner
Malou

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program