Kære Cici

Tusind tak for dit spørgsmål her i brevkassen. Jeg kan virkelig godt forstå, at det fylder hos dig, og at du bliver rigtig ked af det. Derfor synes jeg også, at det er en rigtig god ting, at du er kommet forbi vores brevkasse. Det er ikke let at række hånden ud efter hjælp, så jeg synes, at det er så stærkt, at du har gjort det!

Til en start så spørger du, hvor du kan se vores brevkassesvar, og det er sådan, at når vi besvarer et brevkassespørgsmål, så kan man se svaret enten på vores forside, eller under den fane som hedder Brevkasse. På vores forside så ligger spørgsmålene i den rækkefølge, som vi har svaret på dem. Så dem vi lige har svaret på, de ligger øverst. Under 'Brevkasse' er det lidt anderledes, for her ligger svarene i stedet i den rækkefølge, vi har modtaget dem. Så hvis man har sendt et spørgsmål ind, og der går 10 dage før, vi har fået svaret på det, så skal man måske gå nogle sider tilbage for at finde det. Hvis du har indtastet din mail, så modtager man også en besked om, at der nu er blevet svaret på ens spørgsmål. Jeg håber, at det giver mening!

I dit spørgsmål der fortæller du, at du ikke føler, at din mor forstår dig, og det lyder også som om, at du bliver ked af det og måske en smule forvirret af, at hun på den ene side siger til dig, at karakterer ikke er alt, men at hun så samtidig siger, at du er dårlig til f.eks. engelsk eller matematik. Og det forstår jeg godt. Det er aldrig rart at få at vide, at man er dårlig til noget, og nok specielt ikke fra ens forældre, fordi mange drømmer om at gøre deres forældre stolte. Så jeg forstår virkelig godt, at det er super ubehageligt for dig, og at det sårer dig dybt, at din mor siger de her ting. Du fortæller, at du faktisk er rigtig stolt af at have fået 4 (hvilket jeg virkelig også synes, at du skal være!), og at du er en af de bedste i klassen til matematik, og at det derfor slet ikke er rigtigt, når hun siger, at du er dårlig. Og jeg tænker, at du har helt ret, men jeg tænker også, at uanset om det er rigtigt eller ej, det din mor siger, så er bare ikke særlig pænt at tale sådan til andre, og jeg kan derfor virkelig godt forstå, at det sårer dig, og går udover din selvtillid, når hun gør det. 

Jeg tænker på, om din mor siger de her ting, fordi hun f.eks. prøver at joke lidt med dig, og at det bare slet ikke lykkedes for hende? Nogle gange så siger mennesker noget for at være sjove, men hvor det bare slet ikke lykkedes og i stedet kan være rigtig sårende. Det er ikke sikkert, at det er det, som sker med din mor. Der kender du hende bedre, end jeg gør. Men jeg tænker måske alligevel, om du har prøvet at spørge hende, hvordan det kan være, at hun siger de her ting til dig? Du fortæller nemlig, at du føler, at du ikke kan sige hende imod, og det lyder for mig som om, at hvis du siger til din mor, at hun ikke har ret eller, at hun skal stoppe, at så kommer I op at skændes eller lignende. Derfor tænker jeg, om det kunne være en idé at sætte dig ned med din mor på et tidspunkt, hvor I ikke er sure på hinanden eller kede af det og så forsøge at få en stille og rolig snak om tingene? Grunden til, at jeg foreslår det, er, at hvis man forsøge at tage sådan en snak, når man allerede er på vej mod at blive sur, så er det tit svært at få en ordentlig snak om det, fordi man hurtigt kommer til at blive sur og forsvare sig selv eller sige noget grimt til hinanden i stedet for faktisk at lytte, og hvis man ikke får lyttet til hinanden, så er det rigtig svært at finde en god løsning på problemet. Og jeg håber, at det måske handler om, at din mor ikke helt forstår, hvor såret du faktisk bliver af din ting, som hun siger, og at hvis I kan få en snak, at hun så vil forstå det bedre. 

Hvis du tænker, at det kunne være en idé med en rolig snak, så er et godt råd at forsøge ikke at skælde den anden ud eller anklage. Så hvis man kan så f.eks. prøve at sige, "jeg bliver ked af det når..." i stedet for "du er mega led, når du...". Det kan godt være, at det er den samme ting, som man vil nævne, men mange vil begynde at forsvare dem selv, hvis de føler sig angrebet. På samme måde er det en rigtig god idé, hvis man er opmærksom på ikke at hæve sin stemme. Det bliver tit sådan, at hvis den ene hæver stemmen, så gør den anden det også, og så kan man skiftes til at tale højere og højere indtil, at man nærmest står og råber hinanden ind i hovedet, og så er det normalt ikke særlig rart længere. Endnu et godt råd det er, at man skal huske, at alle skal have deres tur til at sige, hvad de tænker og mener, og at når de andre snakker, så skal man lytte ligesom, at man selv gerne vil lyttes til. Jeg tænker i hvert fald, at det lyder til, at du ved præcis, hvor frustrerende det er, når man føler, at folk ikke lytter til en, og den følelse gør sjældent, at man så selv har lyst til at være sød at lytte bagefter. 

Hvis du synes, at det er svært at tale med din mor alene, så kunne du måske også overveje, om der er én, som kunne hjælpe jer med at snakke sammen? Det kan være et andet familiemedlem eller en ven af familien, som du kunne snakke lidt med og bede om hjælp til at tale med din mor. Hvis du altså tænker, at det kunne hjælpe. Men det kan også være, at det bare slet ikke giver mening for dig at skulle sidde ned og tale med din mor om, hvordan du har det. Hvis det er, så kunne det dog være, at det kunne give mening at skrive et brev til din mor? Et brev hvor du forklarer, hvordan du har det, at du bliver ked af det, og at det faktisk har været rigtig slemt for dig, og at du ville ønske, at tingene var anderledes. Grunden til at jeg foreslår et brev, er, at jeg tænker, at det giver dig muligheden for at kunne give det til din mor og så lade hende være alene med det, så hun f.eks. ikke kan bryde ind eller afbryde, så du kan få "sagt" alt det, som du har brug for at fortælle hende. 

Det var lidt mine tanker i forhold til situationen med din mor, men du fortæller også, at du ikke føler, at du kan sige noget til nogen, specielt dine veninder, fordi du tænker, at de har langt større problemer end dig. Og den tanke, den tror jeg, at mange kan genkende, men jeg tænker bare, at der altid vil være nogen, som har det værre. Det kan godt være, at dine veninder har nogle problemer, som du tænker er lidt større end dine, men der er helt sikkert også nogle mennesker, som har større problemer end dine veninder. Det betyder ikke, at man ikke fortjener hjælp, støtte eller omsorg. Det er forskelligt, hvornår man har brug for hjælp, og derfor skal man ikke måle sig med andre. Så hvis du kan mærke, at det ville hjælpe dig at få en snak med dine veniner eller måske en lærer eller bedsteforælder eller venindes forælder omkring det, som sker, så er der intet forkert i det. Det har du ligeså meget ret til at gøre, som alle andre har, for vi fortjener alle en hjælpende hånd og et varmt kram, når vi har brug for det. 

Det kan dog godt være rigtig svært faktisk at åbne op overfor sine nærmest, hvis det er noget, man ikke rigtig har gjort før. Så hvis du synes, at det kunne være rart, så skal du vide, at du er meget velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat inden. Her vil du møde en af vores søde rådgivere, som du kan få en snak med, om det som lige fylder. Du skal i hvert fald vide, at du ikke er alene, og hvis du kan mærke, at tingene blive så slemme, at du får selvmordstanker, så findes der også andre rådgivninger, som måske kan give mening for dig. For eksempel er Livslinien rigtig dygtige, og de har åbent det meste af døgnet, så dem kan man altid række ud til, hvis man kan mærke, at det hele bliver alt, alt for meget. Du er i hvert fald aldrig alene, og du må aldrig tvivle på, at der er nogle, som sidder klar med hjælp, hvis du har brug for det. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg sender dit bedste og varmeste tanker din vej <3

Tusind knus

Amanda