Jeg er en skamfuld 28 år gammel. Det føles endnu mere pinligt at henvende mig til sådan en side, mest egnet for børn, men jeg faldt over det og blev ramt af en lyst til at tilstå mine synder. Jeg har altid været udsat for udelukkelse, mobning, endda en sjælden gang tæsk. Hver gang jeg meldte det, fik vedkommende et hurtigt rap over nælderne og det blev bare værre. Fire gange hørte jeg at det var for det bedste hvis jeg fik ny skole. Men jeg havde mod på fremtiden. Jeg blev rost for min kunnen i alle fag og i fiktionen endte nørden altid ovenpå til sidst. Så skete gymnasiet. 8 gange har jeg været på sådan et. Jeg kan ikke forklare det, men efter noget tid, blev jeg bare bange for at vise mig. Jeg blev lokket af tilfredsheden og sikkerheden ved at blive på mit værelse oftere og oftere, og fik skæld ud hver gang jeg viste mig, at jeg endte med ikke at komme. Sidste gang fik jeg lov til at komme til eksamen selvom jeg ikke havde været der det sidste halve år og bestod. Jeg havde altid sagt mig selv at det var gymnasiet, der var fejlen. Og jeg kom endeligt videre, men det viste sig at universitetet var det samme. Det var ikke det, der var fejlen, det var mig. Jeg har gennem mit liv prøvet 8 forskellige ungdomsuddannelser og 4 forskellige jobs, alle opgivet efter omkring halvt et år, bortset fra det ene gymnasie, der på magisk vis varede 2 og et halvt. Jeg har søgt hundredvis af jobs. Jeg har været skældt ud af vikarbureauer for dårlig indsats. Jeg har prøvet at danne venner eller få kærester uden meget held. Jeg er i tons af gæld fra SU-lån og lejligheder, hvor jeg flygtede hjem til min familie uden at meddele nogen. Jeg har brugt det sidste år på min mor's loft. Det var fint først, men som tiden gik blev jeg mere og mere klar over hvilken byrde jeg har hæftet hende ved og det får mig til at føle skyld. Jeg har søgt hjælpe masser af gange, men når jeg står ansigt til ansigt med nogen ender jeg med at lyve. Kan ikke forklare mine tanker. Alt ender bare med at få mig selv til at se funktionel ud, selvom jeg ikke er der. Jeg har ingen planer om at dø, men løbende har idéen om bare at gå i en retning til at jeg segner om virket mere og mere appellerende. Hvad gør jeg?