Mor

brevkassespørgsmål

Mor

brevkassespørgsmål af
En pige der er super ked af det
12 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

I dag der jeg kom hjem fra skole tog jeg mig en lur og spøger om min mor vil vække mig kl16 hun siger så ja. Den ender med at jeg vågner kl 19 for hun kun ikke vække mig(det er fint)men jeg vågner ikke af hun vækker mig jeg vågner af hun snakker i mobil. Jeg råber kan du ikke være stille. Så kommer hun og tag hårdt om mit hånd led som jeg nok tror er brække for der stikker en knloge ud. Så siger hun at jeg skal sove nu, jeg siger at jeg skal have noget at spise og at jeg skal lave mine lektier til i morgen. Hun siger bare sov, så jeg måtte ikke få noget mad og lave mine lektier og jeg stå med en brækket arm

Svar: 

Kære dig

Jeg forestiller mig, at det var en utryg og ubehagelig oplevelse, som du har haft med din mor. Derfor er jeg utrolig glad for, at du har valgt at skrive ind til os her i brevkassen, for det er tegn på, at du rækker ud efter hjælp og det er første skridt mod at få det bedre og ændre på situationen. 

Jeg kan ikke fortælle dig nok, at det ikke er en okay måde, som din mor har behandlet dig på. Uanset om det er fysisk eller psykisk vold er det aldrig i orden at bruge vold mod andre, for det gør ondt og sårer den, som det går udover. Den måde, din mor har taget fat i dig på, lyder meget voldsom og du skriver at det desværre også har resulteret i et brud på dit håndled/arm. Endda et brud som lyder til at have brug for behandling enten ved lægen eller skadestuen, og jeg håber du har kontaktet dem og fået undersøgt din arm. 

Når det er sagt, så siger den danske lovgivning at det er ulovligt at udøve vold på andre, så din mor har faktisk gjort noget på dig, som er ulovligt. Har du haft nogen at snakke med det om? F.eks. din far, et andet familiemedlem, en træner, en lærer eller en anden voksen, som er god til at lytte til dig og som du er tryg ved? Der er mange i samme situation, som dig, der fortæller, at det er skræmmende at skulle fortælle andre, hvad der foregår derhjemme.  Har du det også sådan? Hvis det er, så kan jeg godt forstå dig. Jeg kan godt forstå, hvis det kan være meget svært at åbne op overfor andre omkring din oplevelse med din mor. Det er din mor, og jeg kunne forestille mig, at du heller ikke vil gøre noget, der gør hende sur eller ked af det. Det er også helt normalt, at man som barn er loyal overfor sine forældre og prøver at beskytte dem, selvom man ved, at det, at de gør, ikke er i orden. Men grunden til at det kan være en god idé at snakke med én om det er, at både du og din mor kan få hjælp.

Jeg kender ikke din mor, men det kan være, at hun måske ikke ved, hvordan hun kan være den bedste mor for dig og hun har brug for hjælp. På samme måde, som du også har brug for hjælp. Det at snakke med nogen kan i første omgang gøre noget godt for DIG, fordi at du på den måde ikke går rundt med en knude i maven over, hvad der foregår derhjemme. Det at skrive til os her, er derfor et utrolig modigt og stort skridt i den rigtige retning. Ved at snakke med én voksen person i din omgangskreds kan I også sammen finde ud af, hvad der ske. Hvis det er svært at snakke med ansigt-til-ansigt med f.eks. en lærer, et andet familiemedlem osv., så kan det måske også være en god idé at læse din besked op for dem? Tror du, at det vil være nemmere for dig? Ved at få dem til at læse den besked, som du har sendt ind her, behøver du måske ikke at sige mere? Du må også meget gerne besøge vores chat for at få gode råd til hvordan du kan åbne op for dem omkring dig. Vores chat har åben mandag/onsdag 14-17 og tirsdag/torsdag 18-21. 

Hvis det er for svært at snakke med folk, der kender både din mor og dig, om hvad du oplever med din mor, så er det også muligt at ringe til nogle forskellige rådgivninger. Dem forklarer jeg her:

Børnetelefonen

De voksne, du får fat i, når du ringer til Børnetelefonen, er vant til at snakke med børn og unge, der har det svært og de kan snakke med dig og kan hjælpe dig gennem telefonen. De kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kunne være en god løsning for dig ift. din situation. Når du ringer til Børnetelefonen, har du mulighed for at være helt anonym, hvis du ønsker det. Det betyder, at de ikke behøver at vide dit navn, hvor du bor osv., når du ringer. Man kan altså ringe til Børnetelefonen for at snakke om, hvordan man har det og få hjælp til, hvordan man kommer videre. Børnetelefonen kan også hjælpe, hvis man f.eks. skal have en voksen til at tage med til møde med kommunen og du ikke har andre voksne, der kan tage med dig. Sådan en person hedder en bisidder og kan findes her: https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/ 

Oplysningerne på Børnetelefonen er:

Hjemmeside: 

- https://bornetelefonen.dk (overordnet hjemmeside)

- https://bornetelefonen.dk/faa-hjaelp/ (oplysninger på hvilken hjælp man skal have)

https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/ (hjemmesiden til bisidder)

Telefonnummer: 116111

Bryd Tavsheden

Bryd Tavsheden er en anden mulighed, hvis du synes, at det er svært at snakke med folk, som kender dig. Det er en organisation, som bl.a. arbejder med børn og unge, som har været ude for fysisk og psykisk vold i hjemmet. Ligesom ved Børnetelefonen, er det muligt at være anonym, når man ringer til Bryd Tavsheden. Du kan finde deres oplysninger her:

Hjemmeside: https://brydtavsheden.dk 

Telefonnummer: +45 20 67 05 06

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig på vej og at du oplever, at du har fået noget hjælp til, hvad du kan gøre. Jeg synes, at det er utrolig sejt, at du skriver til os. Du er kun 12 år og har modet til at sætte ord på, hvordan du har det og hvad du går igennem. Det synes jeg er utrolig sejt og stærkt, at du kan. Du er også med til at hjælpe andre børn og unge, som sidder i samme situation som dig. 

De bedste hilsner,
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program