Er bange for sexsygdomme

brevkassespørgsmål

Er bange for sexsygdomme

brevkassespørgsmål af
Anon
17 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg har været i byen flere gange og har været tæt på at være "sammen" med piger et par gange, men hver gang har jeg bagget ud fordi jeg er bange for at få en std/sti/sexsygdom. Hvordan kan jeg være sikker på ikke at få en std hvis jeg er sammen med nogen? Kan jeg godt kysse piger uden at være i fare for at blive syg? Og hvad med oral sex, er der risiko for st blive syg der?

Svar: 

Hej med dig,

Dejligt at se, at du passer på dig selv, og tænker dig om inden du er intim med andre. Sexsygdomme er nemlig en alvorlig ting, som man skal tage seriøst. Men samtidig skal det helst ikke tage det sjove ud af sex.

Lad mig besvare dine spørgsmål et ad gangen:

Hvordan kan jeg være sikker på ikke at få en std hvis jeg er sammen med nogen?

Du kan nok aldrig være 100% sikker. Men du kan gøre meget, for at komme tæt på. For det første kan du spørge den du er sammen med, om de er blevet tjekket for sexsygdomme for nylig. Her er du naturligvis nødt til at stole på, at de fortæller dig sandheden. For det andet er det en god idé at bruge kondom, når du er sammen med andre. Kondomet beskytter nemlig både mod sexsygdomme og uønskede graviditeter.

Kan jeg godt kysse piger uden at være i fare for at blive syg?

Både ja og nej. De fleste sexsygdomme overføres ved seksuel kontakt, der på den ene eller anden vis involverer kønsorganerne, så i langt de fleste tilfælde vil du kunne kysse piger uden at være i risiko for at blive syg. Men nogle få sexsygdomme kan også overføres via kys. Det drejer sig om HIV (forholdsvist sjælden i Danmark) og om herpes. Mundherpes, også kaldet forkølelsessår, kan overføres via kys, hvor det på modtageren også vil vise sig som et forkølelsessår. Hvis man har oralsex mens man har et forkølelsessår, kan modtageren få kønssygdommen herpes - se mere nedenfor.

Og hvad med oral sex, er der risiko for at blive syg der?

Stort set alle sexsygdomme kan smitte gennem oralsex, både fra munden og til munden, så her skal man være opmærksom. Mest almindeligt er herpes, der kan starte som et forkølelsessår ved munden, men som kan sprede sig til herpes på kønsorganerne. Klamydia kan også smitte til halsen, og giver som oftest bare ondt i halsen, hvilket i sig selv er ufarligt. Men giver man oralsex til andre kan man så smitte dem med klamydia den vej.

Jeg håber mine svar kan give dig lidt ro og kan hjælpe dig til at tage de rigtige forholdsregler, så du kan nyde at være sammen med andre, uden at skulle frygte at blive smittet med alt muligt.

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program