Er jeg deprimeret?

brevkassespørgsmål

Er jeg deprimeret?

brevkassespørgsmål af
Mathias
15 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hej Jeg har gået rundt i noget tid og tænkt over om jeg er deprimeret. Jeg føler tit at jeg ikke er så glad som jeg var engang, og bliver meget let ked af det. Nogle gange begynder jeg også at græde uden jeg ved hvorfor. er det normalt? Jeg har næste ikke tal på hvor tit jeg græder uden at jeg sådan egentlig ved præcis hvorfor. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få sagt det til nogen, da jeg ikke lige er personen der er så glad for at snakke om mine følelser. Har i nogle råd til hvordan jeg skal få sagt det til nogen, og/eller hvem jeg skal fortælle det til?

Svar: 

Hej Mathias

Det lyder som nogle tunge tanker og følelser, du går med helt alene, så det er godt, at du skriver her i brevkassen for at få noget hjælp.

Jeg kan ikke svare på, om du har en depression eller ej. Det du oplever kan godt lyde som symptomer på en depression. Dog er det også helt normalt at blive ked af det en gang i mellem, også uden at vide hvorfor, eller uden at noget bestemt har udløst det. De fleste mennesker går igennem livet med perioder, som er svære og hvor man er mere sårbar og har mindre energi, end man plejer, men når det fortsætter eller bliver gradvist værre, er det vigtigt at gøre noget ved det. Du skriver, at du meget ofte er ked af det og nedtrykt, og det er rigtig godt, at du mærker efter og reagerer på det, så du kan få det bedre.

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at få det sagt til nogen. Det kan være et tabu at være sårbar/ked af det, og måske særligt, hvis man er en dreng. Det er rigtig vigtigt at få sagt det til nogen, selvom det er svært. Det er første skridt til at få det bedre. Du spørger, hvordan du kan få det sagt og til hvem, og her tænker jeg, at du kan starte med at finde ud af, hvem du føler dig tryg ved at dele det med. Det kan være dine forældre, en god ven/veninde, en lærer eller anden som du har det godt med. Det er en god idé at starte med at finde en rolig stund, hvor der er god tid til at få fortalt, hvordan du har det. Du kan starte med at sige, at der er noget, du gerne vil snakke om, og at det er lidt svært at få det sagt. På den måde bliver den der lytter klar over, at de skal give dig lidt tid, og at det er noget, som er følsomt for dig. Hvis det er for svært at sige det selv, kan du overveje at vise dem det, du har skrevet her i brevkassen.

Udover at tale med en i dit netværk, vil jeg også råde dig til at bestille en tid hos din egen lægen. For at finde ud af om det, du oplever, er en depression, er du nødt til at tage et smut til lægenHan/hun stiller nogle spørgsmål/laver en undersøgelse og vurderer, hvilken hjælp du har brug for, hvis der er tale om en depression. Lægen kan f.eks. henvise dig til en psykolog. Hvis du vælger at tale med dine forældre, kan du også selv foreslå, at du gerne vil tale med en psykolog om, hvordan du har det. For nogle er det lettere at tale om ens følelser med en udefra. Jeg tænker, at det vil være rart for dig at få noget afklaring, så du ikke går rundt med en masse bekymringer samtidig med, at du har det sådan som du beskriver.

Du er også altid velkommen i vores Cyberhus chat, hvor du kan snakke med en rådgiver om, hvordan du har det, og få nogle flere råd til, hvordan du kan få det sagt til nogen og få den hjælp, du har brug for.

Jeg ønsker dig alt det bedste,

 

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program