Forandring indeni

brevkassespørgsmål

Forandring indeni

Hej Cyberhus, Det jeg kommer til at skrive om, er ikke specielt alvorligt, men alligevel er det noget som jeg ikke bare kan lade ligge. Jeg har været igennem en lang kamp med depression, angst og så eventuelt udviklede jeg også OCD som næsten tog livet af mig. Jeg oplevede at kære familiemedlemmer døde, nogen fik en tumor, nogen kom til skade, og jeg oplevede især enorm splid i familien og mellem venner. Jeg kunne faktisk skrive en bog om alt det jeg har oplevet. En af de værste ting der er sket, er at jeg aldrig fik behandling for mit OCD og depression, udover nogle samtaler med en psykolog fra kommunen, som egentlig ikke hjalp mig på nogle måder, og måske også var egnet bedre til børn med vredesproblemer eller forældre der drikker. Så jeg måtte hjælpe mig selv. Jeg skrev mine tanker ned, alt det jeg frygtede og alt det jeg var bekymret for. Jeg researchede, arbejdede med mig selv, og snakkede med andre som jeg kunne relatere til. Min OCD er en konstant plage, men det virker som om, at jeg er på vej ud af min depression. Jeg er mere optimistisk, mere udenfor, mere glad, mere åben. Jeg er heller ikke glad for den person jeg var. Jeg opførte mig som det passede mig, og jeg gjorde nogle forfærdelige ting (ikke noget ulovligt gudskelov), som har været svært for mig at lægge bag mig. Kort sagt, er jeg egentlig et helt andet menneske nu. Min bekymring er, at det bare er en slags illusion jeg har lavet. Min hjerne tror, at jeg egentlig ikke har forandret mig til det bedre, men at mit nye jeg er bare fake. Jeg prøver på at være hjælpsom, jeg prøver på at gøre andre folk glade, og på at sprede så meget venlighed mellem venner, familie og endda folk jeg ikke kender, som muligt. Men nu har jeg det bare som om, at det er et skuespil, at jeg prøver på at være nogen jeg ikke er. Jeg er gladere end jeg har været længe, men som sagt er min OCD en konstant plage, og den finder alle de muligheder på at gøre mig deprimeret den kan. Egentlig vil jeg gerne bare være et bedre menneske. Måske den slags person jeg selv havde brug for da jeg ramte bunden. Selvom jeg har været igennem rigtig meget har jeg ikke lyst til at se andre folk være kede af det på nogen måde, og jeg kan ikke se nogen grund til at være ondskabsfuld mod folk. Men det eneste jeg kan tænke på, er, at alt det jeg er blevet bare er falsk, at alt det jeg har kæmpet for at blive, er ikke den jeg er. Jeg virkelig godt bruge et råd nu. Tak på forhånd.

Svar:

Kære Yasemin

Jeg er ked af at høre, at du har været så meget igennem. Jeg kan virkelig godt forstå, at det har taget hårdt på dig. Hvor er det dog samtidig helt vildt rørende og fantastisk at høre, at du har formået at gøre så meget godt for dig selv, og at du kan mærke, at der er sket en stor forandring f.eks. i dit humør. Det er så imponerende! Simpelthen så stærkt gået!

Du skriver dog, at du stadig oplever, at din OCD plager dig utrolig meget, og det forstår jeg godt. OCD kan virkelig være svært at håndtere, også fordi det kan skifte lidt fokus engang imellem, så det kan godt føles lidt som at løbe i ring engang imellem, fordi når man så har fået styr på nogle af sine ængstelige tanker, så kommer der måske nogle nye, man så skal til at lære at håndtere. Men ligesåvel som at OCD kan være enormt forstyrrende og ubehageligt, så kan det også blive noget, som man har helt styr på, når det kommer, og som derfor ikke forstyrrer så meget. For mig lyder det til, at du har gjort vildt meget selv, og at du har lagt en kæmpe arbejdsbyrde i at få det bedre, hvilket er så sejt. Alligevel tænker jeg, om det kunne være nu, at muligheden og tiden var til at få noget hjælp, fordi det nogle gange kan være professionel hjælp, som lige gør, at man kan rykke sig det sidste stykke.

Du fortæller dog, at du har været til psykolog gennem kommunen før, og at det ikke hjalp, og derfor kan jeg godt forstå, hvis du tænker, at det at tale med en psykolog ikke er noget, som kan hjælpe dig. Det er en helt forståelig tanke at have, men jeg tænker, at det er vigtigt at huske på, at ligesom mennesker så er psykologer forskellige. De arbejder på forskellige måder, og de er forskellige mennesker. Nogle klikker man med, og nogle klikker man ikke med, og det er helt normalt. Så selvom man har været til en psykolog, som ikke hjalp, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke godt kan hjælpe at gå til en anden psykolog. Samtidig ændrer vi os også selv som mennesker, og nogle gange er vi klar til at åbne op og få hjælp, og andre gange er det en sværere proces, som man måske ikke er klar til. Sådan kan timing også være en ting som spiller ind i forhold til om det hjælper at gå til psykolog. Måske timingen er bedre for dig nu, og at der findes et andet professionelt tilbud, som kunne give mening for dig nu, hvis du har mod på det?

En mulighed er, at man selv kan finde en psykolog på nettet. Her kan man f.eks. læse lidt om psykologer i ens område, og så kan man sende dem en mail eller ringe til dem og få en snak, om det man oplever, og så kan de sige, om de tænker at det er noget, som de kan hjælpe med. Samtidig kan man også lige få lidt en fornemmelse af hinanden, og om man føler sig tryg ved personen. En anden mulighed er også at få en snak med nogen i en mere afslappet og uforpligtende sammenhæng. Det kan f.eks. være OCD-foreningen. De har både telefonrådgivning, selvhjælsgrupper og lokalmøder, samt meget andet. Du kan se deres forskellige tilbud her.

I dit brev skriver du også, at du er blevet meget optaget af, om du faktisk er et godt menneske, eller om det er falsk. Jeg synes, at det er svært at sige, men det er mest fordi, at jeg tænker: Hvornår er man et godt menneske, og hvem er det, som bestemmer det? I mit hoved er man et godt menneske, når man gør gode ting og er optaget af at andre skal have det godt, og det er jo det, som du gør og er. Så i mit hoved er der ikke særlig meget tvivl om, at du er et godt menneske. Også fordi jeg tænker, at det nok heller ikke er så sort og hvidt. Nogle gange så gør vi gode ting af vores hjertes godhed og andre gange så gør vi gode ting, fordi det kommer os selv til gode senere. Jeg tror i hvert fald, at det er de færreste, som altid gør godt for andre og aldrig for sig selv, og det er okay. Det er okay engang imellem at prioritere sig selv, gøre noget godt for sig selv og sætte sig selv højere end andre. Så længe det, man gør for sig selv, ikke gør andre ondt, så kan man stadig være et godt menneske, og med det du fortæller, så synes jeg ikke, at der kan være tvivl om, at du har hjertet på det helt rette sted.

Jeg håber, at du har fået nogle råd og tanker med, som kan hjælpe dig. Hvis du nogensinde har brug for én at snakke med, så er du velkommen til at kigge forbi vores chat. Jeg ønsker dig alt det bedste!

Varme tanker og store knus,

Amanda