Dårlig social

brevkassespørgsmål

Dårlig social

brevkassespørgsmål af
Emma
17 år
Oprettet 5 år 4 uger siden

Hej

Jeg er en pige på 17 år, som går i 1.g.

Inden jeg startede i gymnaiset, var jeg aldrig med til fester, og har altid være meget genert. I min klasse i folkeskolen har jeg altid følt mig som den kedelige stille pige. Jeg har været til flere fester her i gym, og jeg synes det er mega mega fedt. Jeg føler mig heller ikke på samme måde som den kedelig og stille pige, i hvert fald i mindre grad.

Jeg elsker selv at være social, men føler jeg halter bagud i det sociale, da jeg slet ikke har samme "erfaring" som mine andre jævnalderne. Jeg har heller ikke sådan rigtig kysset eller bare lavet noget med en dreng. (synes det mega pinligt, og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved det.)

Mit problem er at jeg vil gerne vil være mere social, gå til flere fester og få mit første rigtige kys meget snart. Problemet er så at jeg ikke bliver inviteret til noget udover vores klassefester. Jeg sidder nogen aftner og ser de andre er ude og feste, og sidder selv mega gerne komme ud, men hvor jeg ikke er blevet inviteret til noget, eller kan "finde" noget. Jeg kan virkelig sidde og føle mig ensom alt for ofte. På samme tid har jeg heller ikke så mange venner.  Problemet er også at jeg jo ikke festede inden gymnasiet, og det har de fleste andre gjort som godt som har kunne lide det. Men her har jeg ikke en vennegruppe jeg kan feste med. 

Nogen gange har jeg overvejet at tage til nogen af mine venners fester, men der vil jeg så kun kende min ven og nogen andre fra min folkeskole, som har det indtryk at jeg er kedelig og stille. Vil det ik også være mega akavet?

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og synes også at det mega svært da jeg er en meget genert pige.

Svar: 

Kære Emma

Du skriver at du altid har været meget genert og følt dig lidt som en stille pige, men at du i gymnasiet har været til flere fester og godt kunne tænke dig at være endnu mere social. Du skriver også at det er svært fordi du stadig er genert og ikke bliver inviteret eller kan "finde" noget.

Det er virkelig fedt at du har fået lyst og mod på at opleve en masse ting som før virkede (og måske stadig virker lidt) skræmmende. Men jeg håber ikke du omvendt kommer til at opleve det som et pres, at du er bagud eller at du nu skal være med til alt. Det er nemlig i meget forskelligt tempo folk for eksempel får deres første kys og forskelligt hvor mange fester man når med til. Det kan hurtigt komme til at virke som om alle andre har det meget federe og er med til alt. Men i virkeligheden tror jeg alle har prøvet at sidde på Instagram (eller et andet sted) og set billeder fra fester de gerne ville have været til. Derfor er det altså helt normalt at føle man går glip af noget - og helt okay at man udvikler sig i sit eget tempo.

Når det er sagt, så synes det er virkelig sejt at du følger dine følelser og er begyndt at tage til fester også selvom du stadig oplever det som svært og er genert. Det er aldrig for sent at få lyst til at gå nye veje og prøve nye ting af selvom det måske ikke var sådan man plejede at gøre. Men selvom det helt sikkert er muligt at ændre gamle vaner og få nye venner, så kan det tage tid og kræve arbejde. Det lyder også som om det er dit eget bud på hvorfor du ikke er med til så mange ting udover klassefesterne - at du ikke har fået opbygget en vennegruppe du kan feste med.

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at prøve at tage til nogen af dine venners fester, også selvom du kun vil kende din ven der. Måske det vil føles en smule akavet i starten, men det er også helt okay. Det kan være du falder i snak med nogle rigtig søde mennesker og måske møder nogle nye venner du kan feste med. Det kan også være du selv kan være mere opsøgende og enten selv invitere til fest eller snakke med nogle af dine venner om hvor meget du glæder dig til næste fest. Det kan være de også skal have øjnene op for at du i virkeligheden ikke er så stille og faktisk gerne vil inviteres med til ting.

Det kunne måske også være en øvelse for dig at prøve at snakke mere med dem fra din klasse eller dine venners venner. Eller begynde til en fritidsinteresse hvor du måske kan møde nogle helt nye mennesker at starte på en frisk med med den version af dig du føler dig som i dag. Det kan godt føles lidt svært eller akavet - men som sagt kræver det øvelse og tid før det føles mere naturligt at snakke med nye mennesker.

Du lyder sej - jeg er sikker på at det hele nok skal komme med tiden :)

Kh Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program