Kære Night

Lad mig starte med at sige, at det er super stærkt gået, at du er kommet forbi brevkassen, og at du spørger om hjælp. Cutting er ofte noget, som man gør, fordi man så kan skabe en fysisk smerte, som er nemmere at forholde sig til end den, man ellers mærker indeni, som for mange kan være vildt overvældende og uhåndgribelig. Det lyder for mig til, at den her elastik får lidt den samme funktion for dig, om end andet at den i hvert fald fjerner opmærksomheden fra lysten til at cutte, og det tænker jeg egentlig kan være et rigtig godt skridt ud af cutting, også da det ikke er så farligt som at cutte. Men jeg forstår også godt, at du sidder med en fornemmelse af, at du har brug for mere, og jeg skal forsøge mit ypperste at komme med nogle råd, som kan hjælpe dig yderligere på vej. 

Du skriver, at du snakker med nogen, men at det ikke hjælper, men jeg tænker på, hvad det er, at du snakker med folk om, når det er? Også fordi du siger, at du egentlig har det bedst med at klare tingene selv, så kan jeg godt tænke, om det bliver sådan noget med at være sammen med andre og snakke med dem, men ikke om de ting som egentlig er svære? Det kan selvfølgelig også være en stor hjælp at blive lidt afledt én gang imellem, og ligesom bare komme lidt væk fra tingene, men det kan også på sigt være rigtig hårdt, hvis man faktisk aldrig får åbnet op, snakket om og reflekteret lidt over de ting, som man går og tumler med. Derfor vil jeg bare sige, at hvis det ikke er noget, som du har gjort i før, så kan det virkelig være en stor hjælp også at snakke om de svære ting, fordi man så får lov at opleve, at andre godt kan rumme og håndtere, at man nogle gange har det svært, og at de gerne vil hjælpe, fordi de holder af én. 

I forlængelse af det så nævner du også selv muligheden for at søge noget professionelt hjælp f.eks. ved en psykolog, og det tænker jeg absolut også er en rigtig god vej at gå. Specielt hvis man kan mærke, at det enten ikke føles naturligt eller rart at snakke med nogen, som man kender, men også bare hvis man føler, at man måske har brug for mere. En af fordelene ved professionelle er, at man ikke kender dem privat, og at de ikke ved noget om en på forhånd. Man får derfor mulighed for at fortælle hele ens historie uden, at  man skal være bekymret for den andens reaktion, da det her er deres arbejde, de er vant til det, og de er klædt på til at håndtere det. En psykolog vil f.eks. heller ikke selv fylde kasserne ud eller ja havde en eller anden form for forudindtagethed omkring hvem, man er. Så hvis du har mod på det, så tænker jeg virkelig, at du har fat i noget rigtig godt ved at prøve at opsøge noget professionelt hjælp. 

Du skriver dog som sagt også, at du egentlig har det bedst med selv at løse de svære ting, og det forstår jeg. Sådan tror jeg egentlig, at mange har det, fordi man måske enten er bange for andres reaktion og tanker, eller fordi man ikke ønsker at være til besvær eller måske noget helt tredje. Det er ikke unormalt, at man hellere selv ville løse det, men det behøver måske ikke at være ensbetydende med, at man ikke må eller kan eller bør søge hjælp? For alle fortjener hjælp, og alle kan komme derud, hvor det er det, som man har brug for at kunne få det bedre igen. Man kan f.eks. godt løse det selv, hvis man har fået en hudafskrabning elle en bule, men hvis man har brækket benet, så søger man læge, og det er det samme her. Vi kan måske godt klare det selv, hvis det er fordi, at vi har haft en dårlig dag eller et par dårlige dage, men når man når op på ligesom dig at have haft det svært i f.eks. flere år, så er det bare ikke sikkert, at det er noget, som man kan løse helt på egen hånd længere, og så er det bedst og helt okay at søge hjælp. 

Et andet forslag er også at kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, som har en masse forskellige muligheder for hjælp, samtidig med at du selvfølgelig altid er velkommen her i vores 1-1 chat også. Samtidig er der også den her rigtig fine artikel fra Mindhelper, som måske gentager lidt nogle ting du har hørt før, men som også har nogle videoer, hvor nogle, der tidligere har cuttet, fortæller lidt om deres oplevelser. 

Til sidst spørger du også ind til, hvordan du kan komme helt ud som transkønnet. Min første tanke er, at du ikke skylder nogen at fortælle dem det, hvis du ikke har lyst. Men hvis du har det, så tænker jeg måske, at det kan være en idé at trække lidt på dine erfaringer, fra da du fortalte det til dine venner - hvilket forresten er super stærkt gået!

Der kan også være en idé i at sætte sig ned, forklare hvad det betyder for dig, hvordan det føles, og hvor længe du har haft det sådan. Jo mere man kan få andre til at forstå det, jo bedre chancer tænker jeg nok umiddelbart, at der er, for at de vil tage rigtig godt imod det. Jeg tænker også, om man måske kan drage lidt f.eks. tv eller film ind, som sådan omhandler det at være transkønnet? F.eks. har Netflix serien Queer Eye, hvor der er et afsnit om en transkønnet (også ftm), som måske kan skabe lidt refleksion? Måske også DR eller lignende kan have lavet nogle programmer med fokus på det at være transkønnet. En sidste ressource som jeg også kommer til at tænke på, det er, at man kan bruge LGBT Danmark. De har både rådgivning, netværksgrupper rundt omkring i landet, og der er faktisk også  rådgivning for f.eks. familie og venner, hvis de har en masse spørgsmål eller lignende. 

Det blev et kæmpe langt svar, og måske ikke et med så frygtelig meget nyt i forhold til, hvad du selv allerede har tænkt, men jeg tænker egentlig også, at du har fat i meget af det rigtige af det, som kan hjælpe dig til at få det bedre. Uanset så håber jeg dog, at mine ord alligevel kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg sender mange gode tanker din vej, og jeg ønsker dig ALT det bedste!

Mange varme knus

Amanda